JEG BLIVER NØDT TIL at anmelde endnu en udsendelse fra i lørdags. Fordi den var så god. Og fordi den tager fat på et tabu. Hvem vil indrømme jalousi? Denne gule, lille, altædende følelse, der får dig til at fremstå som en følelsesmæssig amøbe, der som en anden vampyr æder din elskedes liv stykke for stykke, til der ikke er mere tilbage at elske.
Kvinders jalousi kan vi indimellem læse om i Alt for Damerne og Femina, mænds jalousi kan vi læse om i drabsstatistikkerne. Det handlede DR 2s temalørdag om. Kærlighedens gift jalousien. Denne dybe og ofte destruktive angst for at miste, som gør, at du ønsker fuldkommen kontrol over den anden.
Jo mere du kontrollerer, desto mindre får du det, du ønsker, nemlig den andens kærlighed. Og jo mindre kærlighed du får, desto større bliver din angst for at miste, og du bliver derfor endnu mere ivrig efter at kontrollere din elskede. En selvopfyldende profeti, hvor dit udgangspunkt er, at du ikke er værd at elske, og at den anden derfor er dig utro, og at det bare handler om at samle beviser nok.
Vi fulgte både mænd og kvinder, unge som gamle i det mønster, som skruede dem længere og længere ned i selvhad og usikkerhed, hvor jalousien red dem som en dæmon, der gjorde dem til det, de ikke ville være; kontrollerende og magtsyge og fuldkommen uelskelige.
Det var to intense timer med hurtige skift fra historie til historie, der i sin variation gjorde problemet alment og genkendeligt. Især Peters historie som den voldelige ægtemand gjorde indtryk. Ikke kun på grund af forfærdelighederne, han havde udført, men fordi han ærligt og uden omsvøb fortalte om de mørkeste sider i et menneskes natur: ønsket om at kue og destruere din elskede i en sådan grad for at bevare din egen illusion om magt (kærlighed). Cirka 10 kvinder om året dør på den regning. Som Pernille, 23 år. Skudt af ekskæreste. Forældrene fortalte, så det løb koldt ned ad ryggen.
Det behøver ikke at gå så galt. Nogen vælger hypnose, andre terapi. Vi så begge dele. En kvindelig psykolog, hvis stemmeleje næsten nåede babystadiet i misforstået omsorg, og en mandlig hypnotisør, hvis tempo og intensitet man slet ikke kunne følge med i, men som begge tilsyneladende havde succes med deres forehavende.
Jeg sad dog tilbage med en følelse af, at de gik som katten om den varme grød, for jalousi kan du ikke fjerne, som var det en svulst, for når du elsker, vil du altid være bange for at miste. Dette blev understreget i Viden Om hvor professor i socialpsykologi Abraham Buunk beskrev jalousien som en vigtig følelse hos alle dyr. Kampen om de attråede hunner giver hannerne jalousi, og kampen om at fastholde hannen til sit afkom giver hunnen jalousi.
Derfor er der også grundlæggende forskel på kvinders og mænds jalousi. Mænd er interesseret i, om kvinden har haft sex, da han derfor ikke kan være sikker på, om det er ham, der er far til afkommet.
Kvinder spørger, om manden er forelsket, da de så er i fare for at miste ham som forsørger til afkommet. Hvilken lettelse, at der også er biologi inde i billedet. Måske det gør jalousien mindre tabuiseret at tale om.
Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder