Over hele Vesten er befolkningen aldrende. Folk lever længere, og andelen af ældre stiger. Hver femte dansker har i dag fejret sin 65-årsfødselsdag, og allerede i 2039 er 25 procent af befolkningen over 65 år. Det afføder store spørgsmål om, hvordan et fremtidigt aldrende samfund kan komme til at se ud.
Nogle af svarene kan måske findes mod øst. Japan har verdens absolut ældste befolkning. Hele 29,1 procent af den japanske befolkning er i dag over 65 år, og andelen forventes at stige til over 35 procent i 2040. Derfor kan Japans demografiske udvikling give et indblik i en fremtid, hvor de ældre medborgere kommer til at udgøre en langt større andel af samfundet.
Antropolog ved Oxford Brookes University i England Jason Danely har arbejdet indgående med den aldrende befolkning i Japan. Gennem mange års feltstudier har han observeret, hvordan landet med verdens ældste befolkning er blevet transformeret af årtiers tiltagende aldring.
Det er en transformation, som har skabt forandringer i alle led af livet. Mange ældre i Japan er eksempelvis stadig på arbejdsmarkedet, selvom de er fyldt 70 år, og der er ikke nødvendigvis udsigt til, at folk går på pension lige foreløbig. Mange folk arbejder stadig, fordi pensionsordningerne ikke er effektive nok, så de har brug for lønnen, siger Jason Danely:
”En af de ting, vi kan lære af Japan, er, at der findes mange forskellige måder at blive gammel på, og det skaber en større diversitet i samfundet. Derfor er arbejdspladserne også nødt til at ændre sig, så ældre kan have et meningsfuldt, lønnet arbejde, hvor man kan trække på deres erfaringer.”
Ensomhedsepidemi
Japan ser ind i flere store udfordringer, efterhånden som befolkningen bliver ældre: For det første lægger de mange flere ældre et stort pres på den japanske plejesektor. Familierne er i høj grad tvunget til at involvere sig heftigt i at varetage omsorgen for de ældre familiemedlemmer, og Danely har blandt andet observeret, hvordan plejen kan blive en så stor byrde, at familierne bliver udbrændte af at forsørge familien og pleje de ældre på samme tid.
Dernæst frygter japanerne for, hvad der skal ske, når de store babyboomer-generationer for alvor begynder at dø inden for de kommende 10-15 år. Millioner af japanere vil miste deres livspartner, og der vil være kø hos bedemændene. Det er allerede begyndt at skabe enorme ensomhedspukler i hovedstaden Tokyo. På tværs af alle de hustande i Tokyo, hvor beboerne er over 65 år, er hele 45 procent af disse husstande kun beboet af en enkelt person. For blot 15 år siden var kun 7 procent af disse husstande beboet af en enkelt beboer. Den dominerende årsag bag den voldsomme stigning er, at folk mister deres ægtefælle.
”Ensomhed og isolation er en af de særligt store udfordringer i Japan. Det er skræmmende at tænke på, hvad der kommer til at ske de kommende 10-15 år med de her aldersfremskrivninger,” siger Jason Danely.
”Folk er hjemsøgt af frygten for, at man selv kommer til at dø alene, ens nabo kommer til at dø alene, eller man måske allerede kender nogle, som er døde, uden nogen har opdaget det. Der kan gå uger, måneder og endda år, før at folk bliver fundet, efter de er døde.”
En middel til at løse ensomhedskrisen går igennem den såkaldte ibasho, siger Jason Danely. Det er et japansk ord, som handler om, hvordan man kan føle, man hører til. Det er ikke nødvendigvis ens eget hjem. Det kan lige såvel være små græsrodsskabte lokalmiljøer, hvor folk kan mødes og dyrke lokale fællesskaber, som man føler sig hjemme i. Men den japanske ensomhedsepidemi viser, at ibasho-fornemmelsen ikke nødvendigvis opstår af sig selv gennem de sociale institutioner eller familierne.
”Det er vigtigt at etablere steder, hvor folk kan mødes og være sammen. Den aldrende befolkning er meget forskellig, når det handler om køn, tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvor aktivt folk deltager i samfundet. Derfor er der ikke én løsning på det her problem. Jeg tror, man skal understøtte nogle græsrodsbevægelser, som kan skabe de her steder, hvor folk føler, at de hører til.”
Løftet mod toppen af bjerget
Japan har ikke den samme velfærdstradition, som vi kender i de nordiske lande. Det smitter også af på ældreplejen, hvor samfundet er indrettet efter, at familien tager langt større del af plejearbejdet.
En traditionel japansk, buddhistisk fortælling handler om en gammel kvinde, som er ved at nå slutningen af livet. For at hjælpe hende gennem den sidste fase i livet og sikre overgangen til livet efter døden bærer hendes søn hende op på toppen af bjerget Obasuteyama, hvor hun kan dø. Historien findes i forskellige udgaver, som er med til at give vigtige symbolske betydninger af Obasuteyama-myten. Det er for eksempel ikke en offentlig plejehjælpers opgave at bære kvinden op på toppen af bjerget. Den gamle kvinde er afhængig af, at hendes søn vil løfte hende op på ryggen og bære hende den lange vej til bjergets top. Sønnen må sætte sine daglige pligter på hold for at bevæge sig ud på den tunge rejse mod bjergets top og finde vej ned ad bjerget igen.
Historien viser også, hvordan generationerne er gensidigt forbundne. I nogle versioner knækker kvinden grene og kviste på vej mod bjergets top, så sønnen kan finde vej tilbage, når han har overladt hende til døden.
”Japanerne har i lang tid været afhængige af, at man hjælper og understøtter hinanden i familierne. Det kommer der interessante ting ud af. De familiemedlemmer, som tager sig af plejen, bliver også meget tættere knyttet til landets kulturelle værdier, idéer om medfølelse samt indbyrdes afhængighed.”
”Når vi tænker på, hvordan det kan udvikle samfundet, kan det blive en vidunderlig ting. Det er selvfølgelig hårdt, men næsten alle, jeg snakkede med, sagde, at de fik en dybere værdsættelse for andre mennesker og blev mere medfølende, når de løftede omsorgsbyrden.”
Tættere på den anden verden
I Japan har man et helt særligt ord for alderdommen: oiru . Det beskriver en alderdom, hvor man på den ene side går i forfald og er ved at forlade livet. Men på den måde åbner man også for en dybere visdom og får en dybere forbindelse til verden på den anden side af døden.
”Det er forskelligt fra alle de negative ting, som vi identificerer alderdommen med. Det er en positiv forestilling om, at man er tættere på den anden verden.”
Troen på, at der er en større spirituel relation mellem generationerne, er vigtig i det japanske omsorgsarbejde. Det ligger dybt i den japanske folkesjæl at bevare en relation til de afdøde slægtninge, fortæller Jason Danely. Han beskriver det, som om der er en usynlig verden hinsides livet, der omgiver familierne.
”Det er en buddhistisk tanke om, at der er en sammenhæng mellem en selv, personen, man drager omsorg for, og de forudgående generationer. Derfor kan de finde en større mening i at drage omsorg for et andet menneske, for på den måde plejer de også omsorg for sig selv og bliver en del af en større historie.”
”Det giver folk en fornemmelse af trøst, når der bliver våget over dem, og der er noget større hinsides dem selv. Folk går igennem en stor sorgoplevelse, når de ser deres elskede blive meget skrøbelige eller få demens.”
Meningsfuld familieomsorg
Japans mere familiecentrerede ældrepleje adskiller sig fra den danske velfærdsmodel, hvor du har en universel rettighed til offentlig pleje, når du får brug for den i alderdommen. Jason Danely understreger, at disse rettigheder er vigtige.
”I Japan bliver der nok lagt for mange byrder på familiemedlemmernes skuldre, og det kan føre til, at folk bliver overbebyrdede og udbrændte.”
Men i sine tilsvarende studier i England har han til gengæld set eksempler, hvor folk bliver lidt for afhængige af pleje uden for familien, som samtidig bliver distanceret fra omsorgsarbejdet.
”Et af de positive eksempler fra Japan er, at omsorgssektoren og familierne arbejder så tæt sammen, at grænserne for plejen kan være udviskede. Selvfølgelig er det en byrde at tage sig af sin familie, men familien er en byrde, og det er en byrde, som du løfter.”
”I Japan ser jeg også en masse positive kvaliteter ved omsorgsarbejdet, hvor al kærligheden, medfølelsen og de nære, intime følelser indebærer nogle ekstremt smukke øjeblikke i livet, som har svært ved at ske på samme måde i England.”