JA, teatret er blevet antinational politisk prædikestol
Morten Messerschmidt er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
I ET TEATERHAV, hvor det kulturradikale verdenssyn synes at være eneste gældende kompas, er det nødvendigt med en nationalscene, der kan fastholde og formidle det traditionelle.
Derfor har vi Det Kongelige Teater, som skal ”videreføre klassiske traditioner og samtidig være en helt central partner i forhold til udviklingen af scenekunsten og scenekunstmiljøet i hele Danmark”.
Det har politikerne bestemt, og det lyder jo ganske fornuftigt. Men i stedet for at være det sikre anker i det oprørte, politisk røde hav, er den traditionelle nationalscene blevet en antinational prædikestol, hvor man som tilskuer ofte må føle sig hensat til det rent eksperimenterende og regulært politisk opdragende. Det er som at være tvungen abonnent på Politiken, hvor videreformidling af dansk tradition er erstattet af et kulturradikalt, antinationalt og ateistisk livssyn.
SIDEN MORTEN KIRKSKOV tiltrådte som skuespilchef, har vi konsekvent set en forfladigelse af de klassiske værker. Shakespeare bruges til meningsløse bidrag i kønsrolledebatten (”Othello”), Holberg forvrænges til meningsløst farcemageri; og middelmådigheden især blandt de yngre skuespillere er udtalt.
I operaen har vi under nu afgåede Sven Müller oplevet en vis vilje til det traditionelle, men med det seneste bidrag til flygtningedebatten – ”Den Rejsende” – afsløres en dyb tendentiøsitet. En anmelder kaldte slet og ret forestillingen for en ”fornærmelse mod tilskuernes intelligens” – kvaliteten af handling og libretto er åbenlyst så ringe, at alene politisk motivation kan føre forestilling ind på nationalscenen.
OGSÅ I BALLETTEN, der ellers skiller sig ud ved at være ledet af en kunstner i verdensklasse, har radikalismen taget over, for eksempel illustreret i Bournonville-klassikeren ”Napoli”.
Én ting er, at handlingen uden nogen oplagt forklaring er flyttet til 1950’erne, og at musikken til anden akt er både ny og nykomponeret.
Men værst er det, at de fine, integrerede kristne budskaber, som bærer handlingen, og som var så vigtige for Bournonville, er helt udviskede. Amulet og Maria-messe er borte, og munken er erstattet af en ny figur, Vandreren, der virker sært isoleret og altså slet ikke foretager munkens handlinger, som fører handlingen videre.
Balletmesteren forklarer, at man har ønsket at ”kaste Bournonville op i luften”, hvad det så end skal betyde. Er det virkelig Det Kongelige Teaters rolle? Og hvor længe skal han i øvrigt hænge deroppe? Thi i nyopsætningen af ”Et Folkesagn” sås samme tendens. Informations (!) anmelder skrev:
”Ballettens danmarksbillede er trukket gennem sort maling. Den nationale selvopfattelse er forandret fra helteland til dekadenceland. Og billedet af danskerne er gået fra en skildring af høflige mennesker i en overfladeharmoni til en beskrivelse af danskerne som dyriske skabninger i en vulgaritetskynisme.”
Er det ballettens forståelse af at videreføre klassisk tradition?
HVIS DETTE ER LINJEN, vil det gå Det Kongelige Teater som med Danmarks Radio: Den politiske slagside vil få stadig flere til at spørge om relevansen – og nu ikke blot ud fra (helt rimelige) geografiske relevanskriterier, men fordi ingen vil tvinges til at betale for et politisk projekt, de ikke abonnerer på.
I modsætning til Danmarks Radio har Det Kongelige Teater faktisk en vigtig rolle at spille: som formidler af fortællingen om Danmark, om dansk litteratur og scenekunst. Det gøres imidlertid ikke ved at politisere det kunstneriske. Det klarer de private scener så glimrende.
Det gøres ved at hæve kunsten over det politiske. Skal kunsten da ikke være nærværende? Jo, og heri består netop det svære, det virtuose, som retfærdiggør den særbehandling, nationalscenen har. Thi særbehandling fordrer en særlig indsats; at man hæver sig over det plumpe og platte kulturradikale, der er så udbredt i kulturlivet.
HVIS DET KONGELIGE TEATER ikke formår at finde et ikke-politisk, nationalt sprog, tjener teatret ikke noget formål. Når der næste år skal forhandles ny aftale om nationalscenen, bør politikerne have denne tanke med sig.
Og indtil da giver vi naturligvis de ærværdige chefer, Nikolaj Hübbe, John Fulljames og Morten Kirkskov, mulighed for at vise, at de rent faktisk formår at hæve sig over deres personlige eller politiske sentimenter. Indtil videre har de ikke givet noget overbevisende bud på den klassiske tradition, det faktisk er deres opdrag at videreføre.
NEJ, vi er en nationalscene i kunstens tjeneste
Morten Hesseldahl er teaterchef på Det Kongelige Teater.
EN NATIONALSCENE skal skabe og formidle kunst. Nationalscenen skal ikke spændes for en eller anden politisk vogn, uanset om denne vogn måtte være kulturradikal eller nationalistisk. Sådan ser Morten Messerschmidt (DF) imidlertid ikke på det, hvilket han siger med frejdig åbenhjertighed. Nationalscenens opgave er at være ”det sikre anker i det oprørte, politisk røde hav …”, som han forklarer det.
Dermed gør han også Det Kongelige Teater til et redskab i sit eget politiske projekt, og om det må man bare stilfærdigt indføre, at det altså ikke er institutionens opgave, ligesom kunst i en politisk spændetrøje sjældent har gjort noget godt for førstnævnte.
DET KONGELIGE TEATER skal selvsagt tage vare på den kulturarv, som er forudsætningen for vores fire kunstarter – operaen, skuespillet, balletten og den symfoniske musik. Det gør vi med den største respekt og kærlighed, men jo ikke ved at betragte kulturarven som noget, der bedst trives ved en uanfægtelighed, der ikke er til at forveksle fra ligegyldighed. Det Kongelige Teater er intet teatermuseum, men en ramme for levende scenekunst. Også når det handler om klassikere.
Det betyder blandt andet, at der tages nye greb på kendte værker for igen og igen at fremkalde deres kvaliteter for en ny tids publikum. Det er der ikke noget kulturradikalt eller antinationalt over (hovedparten af vores værker er i øvrigt pr. definition udenlandske). Det er sådan, det er at arbejde med kunst.
Ligesom vi er under stadig forandring som nation og samfund, så forandrer kunsten sig også, og det er ikke forkert at sige, at det især er forandringen, ikke tilstanden, teatret skal forsøge at håndtere kunstnerisk.
Derfor stiller vi også gennem kunsten konstant spørgsmål, der kan bidrage til vores erkendelse, og som forhåbentlig hjælper os hver især og i fællesskab med at navigere i en verden, der er så meget anderledes end det Danmark, Morten Messerschmidt og nogle af os andre er vokset op i.
MESSERSCHMIDTS BERSÆRKERGANG mod konkrete forestillinger og medarbejdere kræver ingen nærmere kommentarer, bortset fra denne: hvis man vil finde ét bestemt verdenssyn i det, man ser, så kan man det. Det er blot ikke et verdenssyn, jeg kan bekræfte, og jeg vil endda pointere, at kunne jeg, ville det være virkeligt foruroligende.
Lige så foruroligende, som når Morten Messerschmidt udtaler: ”Hvis Det Kongelige Teater ikke formår at finde et ikke-politisk, nationalt sprog, tjener teatret ikke noget formål. Når der næste år skal forhandles ny aftale om nationalscenen, bør politikerne have denne tanke med sig.”
Morten Messerschmidt forudser desuden, at den systematiske mishandling af den hjemlige scenekunst, som angiveligt foregår på nationalscenen, ”vil få stadig flere til at spørge om relevansen – og nu ikke blot ud fra (helt rimelige) geografiske relevanskriterier, men fordi ingen vil tvinges til at betale for et politisk projekt, de ikke abonnerer på”.
Det lader nu ikke til at være tilfældet. Heldigvis. Til trods for alvorlige nedskæringer igennem de seneste mange år (800.000 kroner hver måned i indeværende fireårige periode), så strømmer danskerne til Det Kongelige Teater. Både til vores egne forestillinger i husene, og når vi kommer rundt i landet og til de forestillinger, som vores partnere med stort held sætter op.
Sidste år besøgte mere end 806.000 danskere en aktivitet i regi af Det Kongelige Teater. Det største antal i teatrets historie. Så selvom vi endnu ikke har fundet fuldt fodslag med Morten Messerschmidt, så er vi ikke fuldstændig ude af trit med danskerne i øvrigt.