Hun ville måske melde sig ind i folkekirken igen, hvis ikke det var for det med arvesynden. Hun vil ikke påduttes ”ekstra dårlig samvittighed”, siger hun. Livet er svært nok i forvejen. Vi er på vej fra et møde, og hendes ord hænger i luften, da vi siger farvel.
Mens jeg går hjemad, mærker jeg pludselig min egen stille glæde ved arvesynden. Ikke læren i sig selv og ikke dens overdrevne menneskeformørkning.
Men forestillingen om, at vi alle har nedarvet en fatal slags menneskelighed: at vi simpelthen begynder med os selv, tror for meget på os selv og er i stand til at gøre næsten alt for (at frelse) os selv. Og at vi derfor livet igennem har brug for overbærenhed, dom og tilgivelse.
Jeg elsker at være en arvesynder! Som arvesynder skal jeg ikke ene og alene bære skylden for alt det, jeg gør galt.
Jeg er sådan set ikke særligt syndig, når jeg hver dag er så pinagtigt optaget af mig selv og min krop og mine symptomer. Jeg er bare arvesynder.
Jeg er også bare arvesynder, når jeg hemmeligt går og ønsker, at mine forældre kommer foran alle andre i vaccinationskøen.
Når jeg mærker et stik af misundelse over en andens skønhed i stedet for at glæde mig på hendes vegne, er jeg arvesynder.
Når jeg ser en mand uden mundbind på færgen og i et splitsekund føler afgrundsdyb mistillid til hele menneskeheden.
Når jeg i aften lader mig drage og underholde af andres ulykke i fjernsynet, og når min indignation ikke stikker dybt nok til handling.
Når jeg går med sænket blik forbi en sørgende i Brugsen, og når jeg ikke har lige varme følelser for alle børn.
Når jeg ikke kan se noget som helst godt i et bestemt menneske, og når jeg er kronisk mere forfærdet over, at jeg selv engang skal dø, end over at titusinder dør af sult hver eneste dag.
Når min første indskydelse ved synet af en ryger på hospitalsgangen ikke er ”det er synd for dig”, men ”det er du selv ude om”.
Når det hvisker i mig, at det, jeg tænkte ondt om en anden i går, med garanti kommer tilbage som ulykke i morgen.
Når jeg ser mig i spejlet og føler mig værdig til evig straf, og når jeg ser mig i spejlet og føler mig værdig til evig belønning.
Når jeg på præcis samme måde fælder dom over andre, og når jeg bagefter ligesom føler en dyb, indre fred.
Og i går var jeg en klassisk arvesynder, da min ven og jeg på en gåtur delte sladder om en rig bekendts fallit, og vi slubrede det i os, næsten som var det en god nyhed.
Man kan sige meget dårligt om arvesyndslæren. Den er for mig et åndeligt frysepunkt, når den bliver til fortællingen om os grundsorte mennesker, der uden tro og dåb med usvigelig sikkerhed (!) vil brænde op i Helvede. Eller når den med for tungt afsæt i selve syndighedsstanken forvrænges til den forvildelse, at nogen alligevel er så afsindigt meget værre syndere end andre, at vi mennesker en skønne, altafgørende dag ikke længere skal være i samme rum.
Arvesyndighedstanken tager netop fortabelsestyngden fra vores egne personlige handlinger og tro – den gør os mindre mægtige i vores eget liv, og i lykkeligste fald mere medmenneskelige.
Den trækker os væk fra den næsten dæmoniske optagethed af det enkelte menneskes ”egen skyld”, der kendetegner vores tid.
I forvejen er der hårdt pres på hver enkelt af os. Vi bærer ikke længere livet i flok. Men arvesynden samler os. Den fører os ind i et menneskelighedsfællesskab, hvor vi er mennesker først, og gode og onde så.
Sikken befrielse! Og hvilken modsigelse af tidens fremherskende sandhed: at vi selv smeder hver vores liv, og at vi selv smeder vores egen frelse og fortabelse.
Jeg er så dybt taknemmelig for, at min egen skyld ikke kun er min egen skyld. Og da jeg forleden nat vågnede og følte mig gudsforladt i mørket, var jeg netop ikke alene om det. Vi har alle sammen såre menneskelige og ofte helt ukristelige udgangspunkter, når vi skal leve vores liv.
Det er i bund og grund en kæmpe lettelse. Og det er så forårsagtigt opløftende, at jeg lige nu får lyst til at gå ud og dele glæden med den første den bedste arvesynder, jeg møder!
For når mørket fra begyndelsen hviler over hele verden, vil morgenlyset før eller siden ramme – ikke bare nogen af os – men os alle.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.