Jeg elsker at være lærer. Det er vildt spændende at undervise børn og gå på opdagelse i deres forståelse af det faglige stof eller af verden i det hele taget.
I disse år er der et ekstremt fokus på, at børn skal lære hurtigere, tidligere og mere. Denne effektivisering af børns læring er mig i den grad imod. Lad dem lære i flow i stedet for i konstant bevidsthed om, hvad det nu lige er jeg er i gang med at lære lige netop nu. Lad dem gribes og fordybe sig i fagene i stedet for at tale om egen læring i fagene. Lad dem lære i og af fællesskabet.
Jeg synes måden, den målstyrede undervisning skal udmøntes på i min kommune (synlig læring), er et voldsomt indgreb i min metodefrihed, og jeg synes der er brugt for mange ressourcer på rammer i stedet for på indhold. Linjefagsuddannelse og faglig/pædagogisk efteruddannelse er i mine øjne en langt bedre måde at dygtiggøre lærere på end kæmpe store, ufrivillige og dyre kurser af tvivlsom standard. Lad tingene gro nedefra i stedet for.
Vi er mange, der i den grad brænder for at gøre en forskel for børnene, men der er et gab mellem intentioner og reelle muligheder. Det er meget mentalt krævende indimellem at håndtere børn, der har det svært, for ikke at tale om deres forældre, der måske selv er i knæ og afmægtige og somme tider giver os skylden for deres egen utilstrækkelighed.
Der er meget, meget stor afstand fra politikere og embedsmænds forventninger om, hvad vi skal og kan præstere – til de faktiske forhold og muligheder. Det virker som om de kigger på os med en kikkert, der vender omvendt.
Den tvungne lektiehjælp er nok det mest latterlige eksempel på politikeres forsøg på at bryde den sociale arv. Hvis vi brugte de samme ressourcer på at hjælpe de familier, der virkelig er hårdt ramt, og lod alle de mange velfungerende familiers børn klare sig selv, kunne vi måske løfte bare nogle af de børn der har det svært; i stedet har de samme børn nu fået en længere skoledag, hvor de bliver mere trætte og endnu sværere at hjælpe i den store flok.
Giv os tid til at være vigtige voksne i deres liv. Giv os tid til at lytte til dem og tale med dem – på samme måde som man gør i velfungerende familier. Giv os tid og rum til at hjælpe dem med at finde sig til rette i fællesskabet og til at hjælpe dem med en struktur i skoledagen, der gør dem i stand til at klare de udfordringer, de møder.
I marts måned blev en række lærere bedt om at udfylde et spørgeskema, hvor man bl.a. blev spurgt om, hvor meget individuel tid man brugte sammen med eleverne i forhold til de faglige mål, og hvor meget man differentierede i undervisningen. Jeg bruger kun meget lidt tid på det – de individuelle samtaler jeg når, handler i langt højere grad om livsduelighed, om venskab, om skilsmisse, angst og vrede; børn kan ikke nødvendigvis slukke for impulserne i hjernen og fokusere på det faglige stof, bare fordi det ringer ind fra frikvarter.
I spørgeskemaet skulle man desuden angive procentsatser af tid med eleverne, møder, forberedelse osv. Jeg synes der manglede en mulighed for at fortælle hvor mange bidder ens forberedelse var delt op i. Såvidt jeg kunne beregne, havde jeg i daværende skoleår cirka 27 minutter til forberedelse, klargøring, evaluering og oprydning pr. lektion - men når de samlede 9,3 klokketimer om ugen var fordelt i 20 portioner, var det svært at være effektiv. Det skyldtes ikke dårlig ledelse, men var en følge af en helt almindelig skoles logistik med frikvarter og undervisning i forskellige klasser og faglokaler.
Jeg elsker at være lærer. Jeg elsker min skole og vores arbejdsfællesskab. Men jeg tvivler på, at jeg kan blive ved ret mange år endnu, fordi jeg ofte overforbruger mig selv som menneske.
Det gjorde jeg også før folkeskolereformen, men dengang var der bedre overensstemmelse mellem krav, tid og muligheder. Mistilliden under lockouten gjorde ondt, men det gør mere ondt at se folkeskolen bløde i inklusion, ressourcemangel og større kontrol fra vores politikere.
Kathrine Kjeldsen er lærer.