iPhone 8 - et skridt nærmere det sociales endeligt

Der burde gøres ulovligt at lave en iPhone 8. I forvejen er vi holdt op med at snakke med hinanden i det offentlige rum, fordi alle sidder og kigger ned i deres skærm med høreværn på. Enhver videreudvikling er et skridt nærmere det sociales endeligt, skriver lektor Bjørn Thomassen

Illustration: Søren mosdal
Illustration: Søren mosdal.

Forleden spurgte jeg min kat, hvorfor han altid er så afslappet og veltilfreds. Han lukkede øjnene venligt på klem, hvorpå jeg bestemt hørte ham sige: ”Det er ikke så svært. Jeg adlyder ikke nogen. Improviserer dagen igennem. Og så har jeg mine faste rytmer. Jeg er nemlig konservativ anarkist.”

Nu har jeg meldt mig ind i foreningen for konservative anarkister. Vi er foreløbig to medlemmer. Det føles rart, for jeg har altid haft svært ved at definere mig selv. Jeg læste engang en hel kronik her i avisen, der handlede om, at jeg var positivist. Jeg fornemmede, at det ikke skulle forstås positivt, men tænkte, at det nok måtte dreje sig om en anden Bjørn Thomassen. Jeg har aldrig omfavnet nogle ismer. Men nu ved jeg, hvad jeg skal svare, næste gang de prøver at sætte mærkater i panden på mig. Jeg er nemlig konservativ anarkist.

Faktisk mener jeg, at verden skriger efter konservativt anarki. Vi har brug for mere frihed på arbejdspladsen. Lade lysten drive værket. Vi har brug for færre skemaer og regneark. Den kristne filosof Emmanuel Mounier forudså kort før sin død i 1950, at det 20. århundredes store prøve ville blive ”at undgå et teknokraternes diktatur, der, hvad enten det kommer fra højre eller venstre, glemmer mennesket for organisationen”. Efter 20 års neoliberalisme er teknokraternes diktatur ikke et abstrakt begreb. Det er vores dagligdag. Kreativiteten drukner. Poesien dør.

Den form for anarki, jeg taler om, er ikke en værdirelativisme, lad det stå klart. Den er snarere bundet til Mouniers personalistiske grundpostulat: at mennesket er frit og skabende, inden for de begrænsende rammer, som er os givet. Frihed på betingelser. Ikke den absolutte selvhævdelse. Men mennesker er selvorganiserende. Ansvarlighed over for opgaven kommer indefra, i bevægelse mod næsten. Friheden forpligter os på fællesskabet.

Verden skriger efter en ny konservatisme. Måske jeg hellere skulle sige konservisme, så det ikke kommer til at lyde som den politiske ideologi, der alligevel er ved at forsvinde, bedst som der endelig var brug for den.

Vi lever i et permanent reformhelvede. For 100 år siden kunne den franske poet Charles Péguy hævde, at verden havde forandret sig mindre siden Jesus Kristus, end den havde de seneste 30 år. Det samme kan vi sige i dag. Accelerationen fortsætter. Alt skal innoveres. Også innovationsstrategien.

Vores computerprogrammer skal opdateres en gang om ugen. Hvorfor skal de det? Det ved vi ikke. Det skal de bare.

Vi burde forbyde enhver form for teknologisk fremskridt i mindst en generation. Vi er i løbet af de seneste 100 år blevet udsat for så mange teknologiske forandringer, at det vil tage mindst en menneskealder at få dem fordøjet.

Det burde forbydes at ændre Microsofts skriveprogram i mindst 50 år. Der burde gøres ulovligt at lave en iPhone 8. I forvejen er vi holdt op med at snakke med hinanden i det offentlige rum, fordi alle sidder og kigger ned i deres skærm med høreværn på.

Vi har brug for rytmer, vi kan genkende og føle os hjemme i. Vi har brug for at kunne gøre det samme mere end én gang, uden at føle skam derover. Vi har brug for at konservere, værne om det, vi har.

Er jeg imod forandring? Tværtimod. Hvis man for alvor vil innovere, må man starte med at imitere. Gentage det, som andre har gjort før en. Det mantra om den evige forandring, der dominerer tidsånden, fører aldeles ikke til forandring, men til panisk bevægelse og fuld- stændig lammelse. De psykiske lidelser følger troligt med. Når alting skal forandres hele tiden, står alting stille. Ånden i sær- deleshed.

På en måde var Jesus og hans disciple også konservative anar- kister. Over for tidens uorden be- kræftede de en gudgiven orden. De udfordrede status quo. De gik deres egne veje. Men det, de satte i stedet, var ikke en færdig model, men et eksempel at følge. Et kristent udgangs- punkt indebærer, at man tager sig i agt for ethvert doktrinært a priori. At man er parat til at ændre retning, ”for at forblive tro mod virkeligheden og dens ånd”, som Mounier sagde.

I Danmark er det populært at mene, at religiøse verdensopfattelser fører til dogmatisk blindhed. Det forholder sig lige omvendt. Kristendom er ikke dogmatik, men bevægelse. Kristendom er værn mod dogmatikkens lukkede systemer. Værn mod forgudelsen af enhver form for sekulær fantasi om det perfekte samfund, hvad enten fantasien finder form i forestillinger om partiet, ideologien, folket, racen. Eller den målbare strategiplan.

Kristendommen er konserverende revolution, et evigt værn mod enhver tendens i samfundsudviklingen, der glemmer udgangspunktet: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialviden- skab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.