Prøv avisen
Mellem os

Jeg er blevet mere ydmyg over for, at samfundet er for alle – også dem, jeg er rygende uenig med

Jeg er stadig taknemmelig over at være en dråbe i et fællesskab, der er enige om én ting: at vi alle har en stemme, og at vi er dråber i det samme hav, skriver forfatter. Illustration: Rasmus Juul

Det kan være ærkefrustrerende, når valgresultatet går stik imod det, man havde brugt så lang tid på at beslutte sig for, skriver forfatter Merete Pryds Helle

DER ER TRAVLT på gaderne i disse dage i den første sommertid. Folk går i grupper og spiser is og drikker vand eller øl og snakker højlydt med hinanden. Når man går forbi disse vandrende grupper, er det tydeligt, men indimellem også forbavsende, at høre, hvad der optager de fleste. Det er poltik, der diskuteres overalt. Hvad har du stemt? Hvad synes du om Dansk Folkepartis tilbagegang, om Mette Frederiksens handlingsmuligheder? Vil det være en ny kurs fremad eller noget rod?

Folk spørger og mener og svarer hinanden efter bedste formåen, forudfattethed og åbenhed, og jeg bliver slået af, hvor meget samfundsengagementet fylder i den fælles samtale.

Når man så stemmer, opleves ens egen stemme så vigtig. Det er en beslutning, der er tænkt over og drøftet med andre. Måske har man stemt det samme i årevis, måske har man ændret sig, måske føler man, at politikerne har ændret sig, så man selv må flytte sig. Måske fordeler man sine stemmer i familien; man vakler mellem to partier og aftaler så, at hvis jeg stemmer på det ene parti, og du stemmer på det andet, så dækker vi et spektrum ind og er tilfredse.

Valgdagen opleves i min nye lille familie som ekstra betydningsfuld. Det er kun tredje gang i sit liv, at min 44-årige mand kan stemme. Han er flygtning fra et diktatur og blev fængslet for at støtte et parti, hvis ligesindede nu står at finde på den valgseddel, han får stukket i hånden, og han synes, det bliver endnu mere festligt af, at man må have sin hund med i stemmeboksen.

Om aftenen har vi venner på besøg til valgaften. Jeg ville lave valgflæsk, men opdager for sent, at alt er lukket på grund af grundlovsdag. Jeg kan godt lide, at Lars Løkke Rasmussen (V) lagde valget på grundlovsdagen, det giver en stemning af højtidelighed – trods besværet med de lukkede butikker.

Jeg kan også lide, at grundlovsdagen falder på netop den 5. juni, fordi Frederik VII valgte at underskrive og give magt fra sig på den dag. Hans elskerinde, grevinde Danners, søn, som hun otte år tidligere havde fået med kongens gode ven Johan Berling, havde fødselsdag den dag.

Ingen forstod, hvorfor kongen tøvede så længe med at skrive under, den grundlovgivende forsamling havde godkendt Grundloven ud fra et udkast af D.G. Monrad og Orla Lehman allerede den 25. maj. Men kongen ventede, som var Grundloven en gave til den kvinde, han elskede, hvis mor var tjenestepige. Det er udtryk for et helt særligt frisind, en rummelighed og godkendelse af, at folket, som Danner stammede fra, også var betydningsfuldt, et frisind, som jeg forbinder med at være dansk.

EFTER STEMMEHANDLINGEN kommer stemmeoptællingen, og så opstår den særlige følelse, man som menneske jo ved er sand, men sjældent virkelig forstår: at man er en dråbe i et hav, og at man som dråbe er nødvendig for, at havet kan være hav, og samfundet kan være samfund, men at man som dråbe samtidig ikke kan styre det.

Det kan være ærkefrustrerende, når resultatet går stik imod det, man havde brugt så lang tid på at beslutte sig for. Man kan føle sig uden for det fællesskab, man ellers synes, at man hører til via sin nationalitet og sit samfundssind.

Man kan blive rasende, afmægtig og tænke, at det der hav, der skvulper rundt, slet ikke har noget med en at gøre. Eller man kan føle, efter måske i mange år have følt sig fremmed for sit hav, at endelig hører man til igen, og det er, som om ens dråbe vokser og får en dejlig temperatur, og at det hav lige er til at leve i som dråbe. I den form for demokrati, vi lever i her i Danmark, baseret på den grundlov, som Frederik VII altså underskrev på sin kones og bedste vens fælles søns fødselsdag, har bevægelsen i det politiske hav lov til at bølge frem og tilbage og gør det med nogenlunde regelmæssige mellemrum.

Vi skiftes til at råbe ”Hvad tænker I på!” til de andre eller huje ud ad vinduet, når dem, vi har stemt på, kommer ind. Og så samtidig. Indimellem kan det føles overflødigt, for fungerer det hele ikke uden ens stemme? Er den virkelig så vigtig? Bølger det ikke frem og tilbage alligevel?

Der har været stemmer fremme om, at demokratiet er pilråddent, at vi alle bør lade være med at stemme, så vi kan få anarki, revolution og samfundsomvæltning med det samme.

Engang var jeg tilbøjelig til at mene det samme. At anarki var vejen til et nyt samfund, at alt burde laves om. Men med tiden er jeg blevet mere ydmyg over for, at et samfund bør være for alle, også for dem, jeg er rygende uenig med. Anarki og revolution har en tendens til at mene, at visse dråber i havet er vigtigere end andre.

Der er stadig meget, jeg personligt gerne vil ændre i samfundet, men jeg tror, det kun kan lykkes, hvis tilstrækkeligt mange rent faktisk synes det samme. Og jeg sætter umådeligt pris på, måske netop fordi jeg gennem min mand ved, hvor anderledes et samfund kan være, at jeg som alle I andre kan bruge de næste fire år på at sige, lige hvad jeg vil om politik, dele mine drømme og ønsker for et samfund og håbe, at det kan få nogen til at stemme som jeg selv, så vi kan bølge i min retning. Men sker det ikke, og bølger vi i andres retning, er jeg stadig taknemmelig over at være en dråbe i et fællesskab, der er enige om én ting: at vi alle har en stemme, og at vi er dråber i det samme hav.

”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.