Jeg er en af de præster, der benytter sig af retten til ikke at vie to af samme køn, og nok skal jeg rummes, men jeg skal også forklare mig. Det skriver Kristian Bøcker selv i Kristeligt Dagblad den 5. marts.
Han og hans meningsfæller har aldrig forklaret sig med ret meget andet end floskler, men den gode vilje har jo altid ret, kan jeg forstå. For Bøckers skyld vil jeg dog forklare mig.
Når jeg vier en mand og en kvinde, ved jeg, hvad jeg skal forkynde, for Bibelen og vor Herre Jesu Kristi ord er ganske utvetydige på det punkt. Det er min forklaring. Til gengæld vil jeg gerne have, at Bøcker forklarer, hvordan han forholder sig til Romerbrevet kapitel 1, vers 25: "De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen".
Paulus har nemlig i mine øjne fat i noget væsentligt her. Fra at være et yderst rimeligt krav om at blive behandlet ordentligt er de homoseksuelles kamp særligt gennem lgbt+-bevægelsen blevet til en dyrkelse af løgnen, en løgn, man forlanger, at vi i kirken skal velsigne.
For når man sætter spørgsmålstegn ved de to køn og påstår, at to af samme køn kan få børn, så går man til angreb på den skabte orden. Jeg vil ikke tvinges til at lyve om virkeligheden. Ej heller ser jeg det som min opgave at facilitere rugemødre og facebookfædre, hvilket jeg gør, hvis jeg sidestiller homoseksuelt samliv med det traditionelle ægteskab.
Selv om det alt sammen er udtryk for et forståeligt ønske om at elske og ville elskes, så kan ønsket nemlig kun opfyldes ved at kræve vedtagne normer afskaffet samt skabe forvirring om biologiske kendsgerninger.
At det kan have ganske alvorlige konsekvenser, vidner den nære historie om: Axel Axgil, den første til at indgå registreret partnerskab, blev således i 1950'erne idømt et års fængsel for sex med mindreårige. Han var i øvrigt stifter af LGBT+ Danmarks forgænger, Kredsen, den senere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, som indtil 1985 husede Pædofiligruppen. Den var Axgil også en periode medlem af.
For når man sætter spørgsmålstegn ved de to køn og påstår, at to af samme køn kan få børn, så går man til angreb på den skabte orden. Jeg vil ikke tvinges til at lyve om virkeligheden.
I Holland huserede i 1970'erne en aggressiv homoseksuel lobby med en pædofil dagsorden, som bevirkede, at det fra 1991 til 2001 var lovligt at dyrke sex med børn ned til 12 år. Både kirkelige og universitære kredse samt kongehuset favnede bevægelsen; udgiveren af det pornografiske blad Lolita blev inviteret som foredragsholder af både en katolsk pigekostskole og universitetet i Utrecht, og dronning Julianna tildelte i 1975 en kendt pædofiliaktivist ridderkorset – ganske vist for hans kamp for homoseksuelles rettigheder. Alligevel hænger der en skygge over den tildeling.
Dér er vi heldigvis ikke længere, men er det grund nok til at kaste sig ud i andre eksperimenter? Hvor går grænsen? Jeg har en fornemmelse af, at der ingen grænse er, og derfor kunne det være interessant at kende Bøckers udlægning netop af Paulus' tanker, og om de overhovedet anfægter ham. De anfægter mig nok til at ængstes over den kurs, både kirke og samfund har taget i dette spørgsmål.
Marianne Wagner er sognepræst i Nørre Alslev.