Prøv avisen
Debat

Jeg er en af de psykisk sårbare unge: Hvorfor lukker Københavns Kommune mit værested?

Nicklas Bertelsen lider af en skizotypisk sindslidelse. Privatfoto.

Det er aldrig problemfrit at lave ændringer, og da slet ikke inden for psykiatrien, skriver Nicklas Bertelsen, der er frustreret over, at Københavns Kommune vil lukke Støtte- og Kontaktcentret (SKC) for psykisk sårbare unge

Jeg er en ung mand med diagnosen skizotypisk sindslidelse.

Jeg er én blandt mange unge psykisk sårbare i Danmark. Jeg kæmper en daglig kamp for at navigere igennem en hverdag med stigende krav til uddannelse, fremdrift og omstillingsparathed.

I løbet af de seneste otte år har jeg benyttet flere af Københavns væresteds- og samværstilbud for psykisk sårbare unge. Intet sted har hjulpet mig bedre end Støtte- og Kontaktcentret (SKC) i Linnésgade i centrum af København, et værested for unge mennesker mellem 18 og 30 år med psykiske lidelser.

Her har jeg fået den støtte, opbakning og samvær med andre ligesindede, som har hjulpet mig videre. Fra en hverdag præget af isolation og inaktivitet til en aktiv hverdag med mod på livet og med en netop gennemført hf-uddannelse. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, havde det ikke været for SKC.

Københavns Kommunes socialudvalg tager nu mit værested fra mig og fra de mange andre brugere af SKC. Kommunen lukker stedet den 1. december 2016. Dette trods protester, høringssvar og underskriftindsamlinger fra brugerne af SKC og deres pårørende.

Socialudvalget begrunder lukningen med, at der kan skabes en bedre socialpsykiatri ved at nedlægge eksisterende væresteder og samværstilbud og oprette nye, mere målrettede og – ifølge dem selv – effektive tilbud.

Det er tydeligt, at politikere og embedsmænd her taler imod bedre vidende – nemlig os brugere, der må formodes at være dem, der bedst ved, hvad der hjælper og virker i en hverdag med psykisk sårbarhed.

SKC er et fristed, hvor man som psykisk lidende kan få hjælp og støtte til at klare sig igennem hverdagen og lære andre unge mennesker at kende, der har det som en selv. SKC tilbyder en bred vifte af workshops og aktiviteter, har engagerede og kompetente medarbejdere og et stort antal brugere.

Kombinationen af målrettede aktiviteter, som for eksempel tegning og musik, den uforpligtende hangout-kultur, fælles madlavning, træningsaktiviteter, medarbejdere, der møder brugerne i øjenhøjde og altid er til rådighed, samt den store brugergruppe, gør SKC til et sted, der er særdeles befordrende for brugernes bedringsproces.

At lukke SKC er det samme som at udstede en garanti for, at psykisk syge unge i Københavns Kommune får ringere chancer for at få det bedre. Flere af dem vil givetvis begynde at isolere sig, når de ikke længere har et velfungerende værested, de føler ejerskab til, og som kan give dem socialt sammenhold og indhold i hverdagen.

Det klinger hult, når socialudvalget siger, at de vil ungepsykiatrien det bedste, eller at de er lydhør over for vores ønsker. Beslutningerne træffes hen over hovedet på de brugere, der påvirkes af dem, og de medarbejdere, der har ekspertisen i, hvad der fungerer i praksis.

Det er aldrig problemfrit at lave ændringer, og da slet ikke inden for psykiatrien. Det tog SKC flere år at blive til det sted, det er i dag. Det var en lang proces at få stedet op at køre. Det samme vil højst sandsynligt være tilfældet for de nye tilbud, kommunen har tænkt sig at etablere. Dette vil betyde, at mange unge i transitionsperioden vil tabes på gulvet, fordi de ikke har et værested at gøre brug af. Dette lader socialudvalget ikke til at forstå eller tage højde for. I stedet vælger man billedligt talt at rive bygningen ned, idet den står færdigbygget, for at begynde på et nyt projekt, man ikke engang kan garantere bliver bedre end det nuværende.

Hvorfor ikke beholde og værne om det, der virker

Nicklas Bertelsen er student