Verdens forfulgte kristne har fået øget opmærksomhed de senere år – med rette. Enhver gruppe, der er udsat for forfølgelse i form af forskelsbehandling, chikanerier og direkte vold fortjener solidaritet, opbakning og al den hjælp, de kan få.
I dansk politik har forfulgte kristne også fået opmærksomhed; der er endda oprettet en særlig enhed i Udenrigsministeriet, der skal monitorere og gennem diplomati forsøge at afbøde forfølgelse af minoriteter i verden, herunder religiøse minoriteter og i særdeles kristne minoriteter.
Vi er bare ikke særligt gode til at tilgodese forfulgte kristnes børn herhjemme. Det er svært for dem, som for alle andre mennesker på flugt, at opnå asyl, opholdstilladelse og statsborgerskab her i landet. Derfor klinger det en anelse hult, når danske politikere taler forfulgte kristne sag.
Jeg er far til en datter af forfulgte kristne. Tabitha voksede op i en flygtningelejr i Etiopien. Hendes forældre var flygtet dertil, fordi Sudans daværende diktator Omar al-Bashir som sine forgængere gik systematisk efter at udrydde den kristne befolkning i den sydlige del af landet. Den kristne minoritet er en frugt af mission fra den anglikanske, presbyterianske, katolske og koptiske kirke.
Historikeren Martin Meredith fortæller i det monumentale værk "The State of Africa", at al-Bashir i 1992 effektuerede en fatwa fra islamistiske lærde, der gav ”frihed til at dræbe” alle ikke-muslimer og forhenværende muslimer. Herefter fulgte år med massakrer af landsbyer i det kristne syd. Landsbyer og flygtningelejre blev bombet fra luften, hytter blev brændt ned til grunden, husdyr og ejendom stjålet, og kvinder og børn fanget som bytte og solgt som slaver i nord.
Ikke underligt, at familier flygtede over hals og hoved gennem vildmarken til nabolandet Etiopien i håb om at finde tryghed - herunder Tabithas forældre, onkler, tanter og deres børn. Tabithas forældre døde, mens hun kun var et par år gammel, og hun blev overladt til onkler og tanter.
Også i flygtningelejren skulle volden vise sit fæle ansigt, og Tabitha blev i lejren øjenvidne til forfærdelige overgreb, der har givet hende ar, hun meget nødig vil rippe op i.
Som præst i en frikirke i Vejen var jeg og min familie med til at modtage forældreløse Tabitha og en gruppe sudanesiske kvoteflygtninge fra den etiopiske lejr. De var presbyterianere, men fandt sig alligevel til rette i vores økumeniske frikirke, da vi oprettede en særlig engelsktalende gruppe for dem. Og Tabitha, der dengang var 10 år gammel, legede med vores datter på samme alder og blev snart en naturlig del af vores familie.
Det er 20 år siden nu.
Da den onkel, hun kom til Danmark med, viste sig at være særdeles voldelig, kom Tabitha i pleje hos os. Hun kom på en kristen efterskole og gennemførte derefter en uddannelse som salgsassistent – et job hun klarede med glans i flere år; det viser hendes anbefalinger. I dag er hun ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent; en opgave, der i stigende grad er brug for i Danmark.
Men… hun kan ikke få dansk statsborgerskab. Selv om hun har opfyldt alle betingelser, og Udlændingestyrelsen den 17. december 2020 lovede, at hun kom med på listen i et forslag om ”indfødsrets meddelelse”, som skulle lægges frem i Folketinget den 29. april 2021.
For ugen før forslaget skulle fremlægges, modtog hun et brev i sin e-boks, der oplyste hende om, at hun alligevel ikke kunne få dansk statsborgerskab, ja, at hun i kraft af en aftale, som netop var blevet indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Liberal Alliance den 20. april 2021 aldrig nogensinde i fremtiden kunne opnå dansk statsborgerskab.
Begrundelsen? Som helt ung pige var hun i byen, hvor hun fik et blackout og vågnede op i detentionen næste morgen. Hun fik at vide, at hun i forbindelse med, at hun blev bragt i detentionen, havde bidt en politibetjent i låret. Betjenten valgte at føre en sag imod hende, og hun fik en betinget forvaringsdom på 30 dage. Da dommen var betinget, afsonede hun aldrig de 30 dage, for hun kom aldrig siden på kant med loven.
Men i dag bliver den hændelse, hun stadig ikke selv kan erindre, brugt mod hende – endda med tilbagevirkende kraft. Hun havde jo bestået danskprøver, indfødsretsprøve og havde - efter udstået karantæne på 6 år - en ren straffeattest.
Hun havde fået lovning på at komme med i forslaget om indfødsret. Men politikerne fra de fire nævnte partier valgte altså med tilbagevirkende kraft at pille hende af listen og dermed svigte en pige, som var blevet svigtet så ofte før og allerede havde gået så grueligt meget igennem.
Som præst og sjælesørger gennem 20 år kan jeg sagtens forstå, hvorfor Tabitha bed fra sig – bogstaveligt talt. Hun har dokumenteret ptsd, har været i behandling på torturcenter og distriktspsykiatri, og har alligevel siden kunnet magte både skole, erhvervsuddannelse og job. Men da en fremmed mand tager fat i hende og tvinger hende ind i en fremmed bil, så reagerer hun per refleks i afmagt og bider.
I dag kan jeg ærgre mig gul og grøn over, at vi ikke allerede, da Tabitha fyldte 18 år, søgte om dansk statsborgerskab for hende. Men vi havde rigeligt at gøre med at støtte hende i skole og uddannelse. Og vi kunne ikke i vores vildeste fantasi forestille os en udlændingepolitik så stram, at man endda med tilbagevirkende kraft svigter et løfte til en sårbar pige, der er statsløs, og derfor ikke har den tryghed, som vi andre tager for givet.
Andre danskere får en ren straffeattest efter fem år, men ikke Tabitha. Fra myndighedernes side er hun stemplet som kriminel på livstid. Danmark bekæmper diskrimination af kristne i andre lande, men diskriminerer samtidig mennesker i vort eget land. Alle burde ifølge Grundloven være lige for loven, men sådan er det ikke. Andre nyder borgerrettigheder, som Tabitha ikke har.
I dag har Tabitha stiftet familie og har fået tre dejlige børn, vores børnebørn, som vi elsker, som alle bedsteforældre elsker deres børnebørn. Men det smerter at vide, at også de er statsløse, selv om de fødte i Danmark. Ligesom Tabitha, der er er statsløs, selv om hun er vores adoptivdatter.
Jeg har en datter af forfulgte kristne. En datter, som har gået grueligt meget igennem – krig, flugt, vold og savn – men som alligevel klarer sig imponerende godt. Hun passer sin uddannelse og glæder sig til at passe de gamle på plejehjemmet, de syge på hospitalet, og hvor Danmark nu har brug for hende.
Jeg er stolt af hende. Hun rejser sig igen og igen. Først efter tab af begge forældre og forfærdelige oplevelser i flygtningelejren. Dernæst efter vold fra onklen efter ankomst til Danmark. Og nu efter svigt af de danske myndigheder.
Tabitha søger nu indfødsretsudvalget om dispensation fra den famøse aftale mellem S, V, K og LA sidste år. En anmodning, hun håber, bliver imødekommet.
For danske politikere tager jo forfulgte kristne i forsvar, ikke?