Det er prisværdigt, at Kristeligt Dagblad har lagt op til en aktuel og nuanceret debat om abort. I et interview den 13. april efterspørger professor i kirkeret Lisbet Christoffersen stemmer fra den religiøse højrefløj, der tager afstand fra den amerikanske holdning, hvor det er udbredt at kræve dødsstraf for abort.
Jeg er grundlæggende imod såkaldt fri abort og har altid været det, selvom jeg var ung i 1970’erne. Som kvinde og som socialrådgiver har det ikke altid været en let holdning at have. Man vil nødig fremstå ukærlig og uvidende om de mange dilemmaer, der kan være tilknyttet en graviditet.
Det er svært at modsige kvindens ret til sin egen krop og selvbestemmelse. Men fostret er jo ikke kvindens krop; det er et selvstændigt liv, der godt nok starter sit liv i vores krop. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det er et liv, der afbrydes, når der er tale om abort uanset tidspunktet i graviditeten.
Det er barnets liv over for kvindens og omgivelsernes problemer dermed. Uanset om man har set en abort live eller set et fosters udvikling på film, er det tydeligt, at der er tale om et lille menneske. Selve ordbrugen ”fri abort” er med til at forvirre tankegangen i dag, tror jeg.
Selv har jeg oplevet, at et tidligt foster blev omtalt som en ”lille reje” af en sygeplejeelev. Vores godt nok ikke planlagte, men dog meget ønskede barn opfattede jeg ikke som en ”reje”.
Samtidig med den fri abort i 1970’erne kom også den ”frie seksualitet” og dermed muligheden for større pres fra både kvindens og mandens lyst til at leve seksualiteten ud uden tanken om ansvar for en graviditet.
Også helt unge teenagere er i dag under pres for at leve seksualiteten ud, når den melder sig biologisk. Det anses nærmest for uansvarligt ikke at have prøvet hinanden eller flere af, inden man binder sig til hinanden. Beslutningen om abort burde være en netværksbeslutning og et fælles ansvar med forpligtelse til at støtte. Det er et urimeligt ansvar, der ofte er tillagt kvinden alene. Det har ofte gjort mig ondt at høre om, hvor alene kvinder har stået med graviditeter, kvaksalvere og børn, også inden aborten blev en mulighed. Hvor er mandens og omgivelsernes ansvar?
Det har ikke altid været let at rådgive om muligheder for støtte, for de kunne have været bedre og mere varierede. Selv om der heldigvis er bedre muligheder for både forældre og for enlige forældre i dag end tidligere. Men jeg er glad for som socialrådgiver ikke at have presset nogen til abort, selv om man må gøre opmærksom på muligheden. Det er somme tider sket af systemet, for den er jo ”fri” og en rettighed. Det har været dejligt, når det har været muligt at støtte igennem en krise og et svært ønske om at beholde barnet. Vi har også brug for flere historier om, hvordan forældre ikke vil undvære børn med handicaps, og hvordan det er muligt at leve dermed.
Vi har ikke og skal ikke have amerikanske tilstand i Danmark. Der skal ikke indføres dødsstraf for nogen; vores kristne forståelse skal ikke være præget af øje for øje-holdning og fordømmelse. Men der skal mere viden, kærlighed, støtte og tilgivelse til. Det er helt sikkert ikke en nem beslutning at tage, især hvis man står alene som kvinde med den – heller ikke hvis man vælger barnet på trods af modstand. Den frie abort gør os også skyldige i selv at have valgt ”besværlighederne”.
Özlem Cekic spørger i den aktuelle debat, hvorfor der fortsat er så mange aborter, når der er så mange præventionsmidler. Jeg tror, det er vigtigt, at alle parter gør sig klart, hvornår livet starter.
Dorete Rønne-Rasmussen er tidligere socialrådgiver i psykiatrien.