Prøv avisen
Debat

Jeg er på sociale medier-afvænning i 2018, for livet er smukkere uden

For otte år siden rejste jeg fem måneder i Sydøstasien og oplevede det uden filter, da jeg ikke ejede en smartphone. Mindet fremkalder stadig detaljerede billeder på min nethinde. Havde det udspillet sig otte år senere, ville jeg stensikkert også kunne genspille det digitalt. Spørgsmålet er bare, om det ville være lige så smukt? – Foto: Sigrid Olsson/ Ritzau Scanpix

Medfølelsen bliver svækket og selvværdet knækket, når folk bliver afhængige af anerkendelse fra bekendtskabskredsen på sociale medier

For otte år siden rejste jeg fem måneder i Sydøstasien og oplevede det uden filter, da jeg ikke ejede en smartphone. Siden er mit skærmforbrug eskaleret. I 2018 er jeg på digital detox.

Life is beautiful ” – livet er smukt, råbte den lurvede mand til mig. De gebrokne engelske ord gjaldede fra en glad mund, der – foruden en hjemmekrøllet discountcigaret – kun indeholdt et par mugne tænder.

Den thailandske fisker bevægede sig hen imod mig, og fem minutter senere sad vi sammen i hans karakteristiske grydeformede båd og betragtede det fyldte fiskenet, som var årsagen til hans store smil. Det korte moment varede en evighed.

Situationen fra Sydøstasien står som skræddersyet til sociale medier. Men jeg kunne ikke forevige øjeblikket digitalt, for det skete tilbage i 2010, hvor jeg ikke ejede en smartphone.

Jeg bar rundt på en gammel, tung telefon uden kamera og internetforbindelse. Facebook og Twitter var ikke for alvor blevet allemandseje dengang, og verden kendte endnu hverken til andre sociale medier som Instagram, Snapchat eller Jodel.

Mindet fra min backpackerrejse i Thailand fremkalder stadig detaljerede billeder på min nethinde.

Men havde momentet udspillet sig otte år senere, ville jeg stensikkert også kunne genspille det digitalt på min smartphone. Spørgsmålet er bare, om det ville være lige så smukt?

I dag ville jeg have taget et billede af manden. Måske bedt ham om at smile, så beskueren kunne betragte hans tvivlsomme tandsæt. Instrueret fiskeren i at holde sit flossede fiskenet frem for sig, så jeg med det perfekte filter kunne knipse ham ind i min iPhones fotoalbum, og derefter sende det ud til alle mine venner på Facebook og Instagram, som forhåbentlig ville kvittere med begejstrede synes godt om-tilkendegivelser og kommentarer.

I sommer lyttede jeg til podcasten ”Jeg er mobilafhængig” med journalisten Thomas Skov Gaardsvig. Han fortalte om en særlig besættelse af sin iPhone, der betød, at han stirrede på skærmen over fem timer dagligt.

På trods af 12.000 lagrede billeder af sin datter på telefonens hukommelseskort var han alligevel mere optaget af at tjekke likes på sociale medier, når han puttede hende i seng om aftenen.

Selv en høj hastighed på motorvejen afholdt ham ikke fra at fokusere på den skærm, som optog hans opmærksomhed mere end 100 gange om dagen, ifølge appen Moment.

Da jeg hørte Thomas Skov Gaardsvigs erkendelse i æteren, så jeg pludselig mig selv udefra. Jeg stod i køkkenet med min smartphone i den ene hånd og hakkede grøntsager med den anden. Samtidig lyttede jeg til en podcast, mens jeg febrilsk scrollede gennem folks feriebilleder på Facebook.

Da jeg kort efter skar mig selv i fingeren på grund af mit mentale fravær, strejfede en ubehagelig tanke mig, mens blodet sprang. Nemlig en erkendelse af, at jeg gennem en lang periode havde gloet på min skærm, før jeg vendte mig mod min kæreste og sagde godmorgen. Også selvom hun var vågen og kun lå fem centimeter fra mig i sengen. Mit nærvær var væk. Begravet i billeder på diverse sociale medier.

I forbindelse med en eksamensopgave på min uddannelse var jeg med til at interviewe forskningspsykologen Morten Munthe Fenger, der har skrevet bogen ”Når mobilen tager magten”. Han har særligt forsket i, hvordan skærmafhængighed påvirker menneskers evne til empati.

Medfølelsen bliver svækket og selvværdet knækket, når folk bliver afhængige af anerkendelse fra bekendtskabskredsen på sociale medier. Feedbacken fra onlineverdenen udløser dopamin i hjernen og giver en kortvarig lykkerus, hvilket medfører, at hjernen konstant skriger på mere.

Morten Munthe Fenger opfordrer direkte mennesker til at skrotte smartphonen, hvilket kan tolkes som et radikalt valg i vores moderne verden. Ikke desto mindre fik forskningspsykologen spærret mine øjne yderligere op for, at min mobil havde taget magten over mig.

Efter interviewet deaktiverede jeg min Instagram-profil i en lang periode, men efter et par måneder vendte jeg tilbage til tjenesten. Jeg skulle bare lige snuse lidt til mediet igen, beroligede jeg mig selv, inden jeg begyndte at bevæge fingeren ned ad skærmen i timevis.

Det blev hurtigt en rutine at lægge billeder op, og det nærvær, jeg havde fået etableret med min kæreste, blev gradvist erstattet med fravær og en jagt på anerkendelse i form af røde, hjerteformede notifikationer.

I 2018 har jeg atter deaktiveret min profil på Instagram, og jeg agter at holde en længere pause fra sociale medier. Jeg vil genopdage, at livet indprenter sig smukkere og mere detaljeret, når vi kigger vores medmennesker ind i øjnene og lader vores smartphone blive i lommen.

Lars Ulrick Lousdal er kandidatstuderende i analytisk journalistik ved Aarhus Universitet.