Prøv avisen

Jeg føler, ergo har jeg ret

For 15-20 år siden var der ingen, som brugte "mavefornemmelsen". Der talte man til og med sit følelsesliv i vendingen: "Jeg kan mærke på min krop", og "Det er godt for mig at gøre sådan eller sådan". Men det er stort set det samme, der er på spil, skriver dagens debattør.

Mavefornemmelser gør, at man uden at blive anfægtet kan stoppe enhver samtale og kritik, skriver præst Anders Kjærsig

I ET INDLÆG med titlen "Vi føler os frem" i Kristeligt Dagblad den 22. oktober får vi fortalt, at det senmoderne menneske bruger følelsen, når det skal legitimere sine valg og holdninger. Det har jeg et par kommentarer til. I indlægget tages begrebet "mavefornemmelse" op som udtryk for en ny selvforståelse. Det er et udtryk, som viser, at man ikke bruger sin sunde fornuft, når man træffer sine valg, men i stedet fornemmer med sin krop og følelse, hvad der er det rigtige i den givne situation.

I den forstand har tidligere biskop Jan Lindhardt – der blev interviewet – ret i, at vendingen blot er udtryk for en slags sproglig armod, mere end det er udtryk for en ny form for selvforståelse. Der er intet nyt i det.

For 15-20 år siden var der ingen, som brugte "mavefornemmelsen". Der talte man til og med sit følelsesliv i vendingen: "Jeg kan mærke på min krop", og "Det er godt for mig at gøre sådan eller sådan". Men det er stort set det samme, der er på spil. Man vurderer en situation ud fra en fornemmelse. Og den, fornemmelsen, er forankret i følelsen og kroppen. Det er der i og for sig intet galt i.

"Mavefornemmelsen" skal man ikke være bange for. Om nogle år er "mavefornemmelsen" borte, og man har nu placeret den et andet sted i kroppen – altså fornemmelsen. Sådan bevæger vi os rundt i kroppen og finder nye områder som sproglige metaforer for det følelsesliv, som er blevet vores rettesnor. Og det er der i og for sig intet galt i. Selvfølgelig bruger vi vores følelse, når vi træffer et valg.

Så er der selve den psykologisering af kulturen og sproget, som har fundet sted de seneste år. Den er anstrengende på alle måder. Den viser, at følelsen som evne er blevet enerådig og har overtaget både fornuftens og viljens plads.

Der er sket en omskrivning af Descartes? diktum "Jeg tænker, ergo er jeg til" til "Jeg føler, ergo har jeg ret". Og det er uheldigt. På den måde kan man uden at blive anfægtet afvikle enhver samtale og enhver kritik med udtrykket "Det føler jeg". Den forpligtende samtale, som holder fællesskabet kørende, bliver sat ud af kurs og ikke blot individualiseret, men sentimentaliseret.

Sentimentaliseringen går også ind i det etiske område. Næstekærlighed er ikke længere et krav, et imperativ, du skal elske din næste, men er blevet til en følelse – har jeg lyst til at elske min næste. Det er en uheldig udvikling, der ender med, at vi ikke længere er bundet til hinanden ud fra nogle klare etiske bestemmelser – bestemmelser, der lige netop bestemmer over vores følelse. Der skal følelse til at opføre sig etisk anstændigt, men følelsen alene er ikke nok.

Den tjekkiske forfatter Milan Kundera lancerede et begreb i bogen "Udødelighed" tilbage i slutningen af 1980?erne, der signalerer og karakteriserer det senmoderne menneskes selvforståelse: "Homo sentimentalis", som han så forlænger ud i "Homo hysterikus". Det er på mange måder det, vi står i i dag. Lad os håbe, det kun er et overgangsfænomen.

Anders Kjærsig,

sognepræst,

Nr. Søby præstegård, Årslev