KENDER DU, LÆSER, den følelse, man kan blive grebet af, når man står over for et storslået mindesmærke fra middelhavslandenes oldtid, vores alle sammens kulturs vugge, for eksempel et oldgammelt palads, en skulptur med afhakket næse eller en smuldrende mosaik, og man ved, at man burde føle svimlende ærefrygt og afgrundsdyb pietet, men det eneste, man føler, er – ingenting? Højst en irritation over varmen og en bekymring for, om der mon er et toilet i nærheden, og om man skal betale for at komme til at tisse.
Nej, det er ikke helt rigtigt. Jeg føler faktisk noget, når jeg står her midt i det 4000 år gamle palads i Knossos, og følelsen hedder bitterhed. Bitterhed over, at jeg ikke er i følelsesmæssig kontakt med det her sted og dets historiske og kulturelle betydning.
Jeg er kort sagt på Kreta med familien, og jeg er snotforkølet. Det er en virusinfektion, jeg har medbragt fra tågeøerne nordpå, og som jeg ikke plejede så godt, som jeg burde. Jeg talte lidt på knapper, om jeg overhovedet var rask nok til at rejse, men jeg tænkte, at otte dage på Kreta, der angiveligt har Europas varmeste klima, måtte være bedre for mine luftveje end det danske efterår. Men da vi forlader København, er der 20 grader derhjemme, og da vi kommer til Chania, er der 17 grader og fugtigt vejr.
Nå, men her er jo alligevel dejligt. Vi lejer en bil og kører rundt på øen, der er så stor, at den har forskelligt klima afhængigt af, hvor man befinder sig. Vi finder vej til den sydøstlige ende, hvor det skulle være varmt vejr, og det viser sig at holde stik. Der er 23 grader og strålende solskin. Og der er cirka 30.000 nordboere og et par englændere, der vel i en eller anden grad har den samme forestilling om at besøge kulturens vugge som mig. Gad vide, om de også føler en bitterhed ved mødet med ruinerne?
Jeg har taget Sigurd Barretts bog om de græske guder med, og den læser jeg for drengene om aftenen. Dermed er drengene allerede, i en alder af seks og ni år, bedre informeret om græsk mytologi, end jeg nogensinde var i min barndom eller ungdom, eller også senere for den sags skyld.
Tiden er nu inde til en bekendelse: Jeg har aldrig læst ”Iliaden” eller ”Odysseen”. Jeg har forsøgt, men jeg er kun kommet nogle få sider ind i dem. Jeg har ikke læst ét eneste græsk drama. Jeg stavede mig igennem nogle latinske tekster i gymnasiet, fordi jeg skulle. Jeg går ud fra, det er for sent at begynde nu.
Der var en digter, der fortalte mig, man absolut burde læse de klassiske tekster, fordi de indeholder litteraturens essens. Selv læste han vist stort set aldrig noget, der var skrevet for mindre end 2000 år siden, selvfølgelig på originalsproget. Det hele er der, sagde han. Alt andet er gentagelser, rent epigoneri. Det blev jeg meget imponeret over. Jeg fortalte ham ikke, at min eneste kontakt med den nævnte litteratur var en smule pligtlæsning i gymnasiet. Jeg skammede mig over min uvidenhed og manglende dannelse.
Jeg er jo romanforfatter. Og vi, der er det, er litteraturens barbarer. Vi er ikke dannede, og hvis vi er, bør vi glemme alt om vores dannelse, mens vi skriver vores bøger. Det er ikke finkultur, vi bedriver. Vi er parnassets stenalderfolk, der render rundt med blodskudte øjne og med køller, som vi svinger ud efter alt, hvad vi kommer i nærheden af, mens vi brøler uartikuleret, klør os i skridtet og fjærter uhæmmet. Den kultiverede del af sagen er det læseren, der står for. Jeg ser ham for mig siddende i en god stol, med en designerlæselampe bag skulderen, et glas portvin ved sin side, måske rygende en god cigar, mens han inhalerer det litterære værk og til fulde forstår at sætte pris på dets dybder.
En romanforfatter er en idiot. Og det er positivt ment. For det kræver mod at være en idiot. Der er mange gode romanforfattere, der er blevet dårlige, fordi de lige pludselig ville vise, hvor kultiverede, dannede, kloge, vidende, brillante, belæste de var. Dermed er de blevet forsigtige. De er begyndt at tænke på læseren og, endnu farligere, på anmelderen. De tænker på, hvilken litterær signifikans de har, hvilken plads de vil blive tildelt i litteraturhistorien. Og dermed dør de, og det, de skriver, bliver til støv. Nej, en romanforfatter skal turde være en idiot. Dermed får han/hun frihed til at eksperimentere, til at tage chancer, til at sigte højt, eventuelt fejle stort, være dum i hovedet og til at gøre det umulige.
Men hvor kommer så denne bitterhed fra, som jeg føler, når jeg står her mellem Knossos’ 4000 år gamle mure? Jeg kan jo egentlig bare være ligeglad, betragte kulturskattene med huleboerens tomme blik, eller bare se at finde det toilet. Men det kan jeg heller ikke. For enten jeg vil det eller ej, er jeg på en eller anden måde et produkt af græsk og romersk kultur. Og det tilhørsforhold indgiver mig en længsel efter den gamle verden, der altså forbitres af, at jeg ikke kan komme i kontakt med den.
Jeg er dermed ikke en fortidig stenaldermand, men snarere en slags postapokalyptisk barbar, der står med min kølle og min skinddragt 2000 år efter kulturens undergang, hvis rester jeg stirrer på med en svag følelse af, at det her er vistnok noget, der har med mig at gøre.
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.