”Jeg føler mig ensom – også selvom jeg er omringet af mennesker”

I et samfund, hvor testkultur i skolerne, konkurrencestat, selvpromovering og liv på sociale medier er i høj kurs, kan følelsen af at være ensom eller usikker være genkendelig hos mange, skriver folkeskolelærer og politiker

Jeg kan se det på mine elever i skolen, der i fællesskab kan føle sig ensomme, jeg kan se det på mine venner, der i arbejdslivet føler sig usikre på præstation, og jeg kan mærke det på mig selv, skriver folkeskolelærer og politiker. Modelfoto
Jeg kan se det på mine elever i skolen, der i fællesskab kan føle sig ensomme, jeg kan se det på mine venner, der i arbejdslivet føler sig usikre på præstation, og jeg kan mærke det på mig selv, skriver folkeskolelærer og politiker. Modelfoto.

Ensomhed og usikkerhed er et tabu. Et emne, der er svært at snakke om. Et emne, der kan gøre ondt, og som kan gøre, at man føler sig svag. Et emne, der kan være svært at tage op.

Til daglig er jeg politiker. Jeg er lærer. Jeg er studerende. På alle måder et menneske omringet af andre mennesker og omringet af gode og stærke sociale relationer.

I torsdags gik jeg hen over en strand og kiggede ud over havet. Jeg gik ikke alene. Langtfra. Jeg var omringet af snakken og gejsten fra 25 andre mennesker. Mennesker, som jeg før har tilbragt tid med, og som jeg er en del af et stærkt fællesskab med. Alligevel kom der en følelse af usikkerhed og ensomhed. En følelse af at stå alene, selvom jeg var omringet af mennesker, og en usikkerhed på, om alt det, man nu gør, er godt nok.

I et samfund, hvor testkultur i skolerne, konkurrencestat, selvpromovering og liv på sociale medier er i høj kurs, kan følelsen af at være ensom eller usikker være genkendelig hos mange. Ikke hele tiden. Ikke nødvendigvis hver dag. Men en gang i mellem.

Jeg kan se det på mine elever i skolen, der i fællesskab kan føle sig ensomme, jeg kan se det på mine venner, der i arbejdslivet føler sig usikre på præstation, og jeg kan mærke det på mig selv.

Jeg stod med en følelse af, at det kunne være farligt at italesætte. At italesættelsen kunne gøre mig svag som politiker, som lærer og som person. Men vi bliver nødt til at råbe højt om, at italesættelsen af det skal være okay. At ensomhed og usikkerhed ikke er tabu, selvom man er omringet af mennesker. Og at det er følelser, vi alle sammen står med på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Jeg har et ansvar for at italesætte det som lærer. Jeg har et ansvar for at italesætte, at også som politiker kan jeg føle mig usikker og ensom. Men det er også et samfundsansvar og en samfunds ændring, der skal ske.

Udefra ser tingene ofte så polerede ud. Også selvom de måske ikke er det, heller ikke for mig. Heldigvis er langt størstedelen af mit liv en fantastisk og helt vild rejse med en masse oplevelser, som jeg er beæret over at få. Nogle dage er der fyldt med tvivl og usikkerhed. Men det er nok også en del af charmen ved at være menneske og ved at lære sig selv at kende, og det skal vel også være okay at melde ud?

Maria Fromseier Kjærgaard er folkeskolelærer på Bornholm og udvalgsformand i Bornholms Regionskommune for Socialdemokratiet