Jeg fortryder, at jeg lod drømmen om en drømmebolig briste

”At fejle er menneskeligt, at tilgive guddommeligt,” sagde den romerske forfatter Cicero for godt og vel 2000 år siden. Men måske er de største fejl ikke dem, vi begår, men det, vi aldrig får gjort?

Den grønne maling var allerede købt. Men så begyndte de bekymrende spørgsmålene at stå i kø hos Annette Rana Petersen. (Huset på billedet er ikke dét, der omtales i kronikken.)
Den grønne maling var allerede købt. Men så begyndte de bekymrende spørgsmålene at stå i kø hos Annette Rana Petersen. (Huset på billedet er ikke dét, der omtales i kronikken.) . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Da jeg var ung, tog jeg, som så mange andre, på interrail. Jeg endte i Sydfrankrig, hvor jeg mødte en smuk mand i en vinmark i Bourgogne. Vi var en del af plukkerne på Felix’ gård og stod og sludrede mellem vin-planterne, indtil le garcon råbte ”le cou” og vi måtte bøje os ned og fortsætte med at skære druer. Om aftenen hoppede vi over hegnet og tog på bar i den nærliggende landsby. Vi holdt i hånd på vejen tilbage. Vi trillede rundt mellem vinplanterne under månens skær. Jorden var vild og varm. Jeg rejste hjem, da høsten var ovre. Den smukke mand kom året efter og flyttede ind. Så begyndte han at slå – både fysisk og verbalt. Jeg smed ham ikke på porten første gang, det skete. Det skulle jeg have gjort. Men det er ikke det.

For knap to år siden døde min far efter et kort sygdomsforløb. Jeg var hos ham hver weekend de sidste to måneder, mens han støt og roligt blev dårligere og dårligere. Jeg så ham langsomt forsvinde. Jeg holdt ham i hånden, når han hvilede på sofaen. Jeg lagde tæpper over ham, når han frøs. Jeg madede ham med en teske. Den sidste dag, jeg så ham i live, lå jeg ved siden af ham i soveværelset. Der var så meget, jeg ville spørge ham om. Der var så meget, jeg ville sige til ham. Jeg spurgte ikke, og jeg sagde det ikke. Men det er heller ikke det.

En søndag eftermiddag sad jeg som så ofte før i en sportshal. Min ældste datter spillede nede på banen. Hun spillede godt den dag. Jeg heppede sammen med de andre forældre på lægterne. Min gamle Nokia vibrerede i lommen. Jeg lod den være. Så vibrerede den igen. Jeg tog telefonen op af lommen og læste sms’en. Jeg skulle komme ud på gården – gerne i dag. Var det virkelig sandt? Var det mit brev, der var blevet udvalgt? Jeg mærkede blodet rulle i min krop. Jeg havde reflekteret på en boligannonce. Et lejet stuehus til en pris, jeg kunne betale. I en overkommelig afstand fra pigernes skole og min arbejdsplads. Jeg havde ikke sagt noget til pigerne. Vores drøm var at flytte på landet med højt til himlen og plads til min yngste datters hest ude i stalden.

Jeg satte min datter af derhjemme, og under påskud af et indkøb kørte jeg alene ud og kiggede på gården. Det var et fantastisk sted. Flot stuehus med en stor have. Der var en sø i baghaven med svaner. Der var en stald med plads til hesten og et par får – mine yndlingsdyr. Ejeren var flink og ville stå for pasningen af de grønne områder. Jeg kunne næsten ikke tro det. Var det virkelig muligt for mig at flytte på landet med mine børn? Skulle jeg virkelig kunne give dem den oplevelse i livet?

Næste dag tog jeg pigerne med derud, og de var ellevilde. De løb rundt på den tilhørende mark og sprang af sted som køer, der netop er kommet på græs. Vi planlagde at købe en togvogn, som min teenagedatter skulle have – hun ville male væggene grønne. ”Må jeg det?” sagde hun. ”Ja, selvfølgelig må du det.” Vi besigtigede stalden og kunne i fantasien høre lyden af Scarletts vrinsken, når vi om morgenen ville komme og lukke hende ud på marken. Vi indrettede os i tankerne, og jeg prøvekørte den gamle, røde Massey Ferguson, der stod i laden. Jeg er vokset op på landet og kan sagtens køre en traktor. Hvilken fornøjelse at sidde på en traktor igen efter så mange år! Min barndoms gode minder vældede frem. Et par dage efter var det min fødselsdag, og vi kørte ud på gården og sad i haven med lagkage og sodavand. Ejeren havde sørget for, at flaget vajede mod himlen. Solen skinnede over vores kommende hjem.

Efter middagen blev jeg dårlig og lagde mig i min venindes seng. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg græd og græd. Tankerne myldrede frem. Hvad nu hvis?

Annette Rana Petersen

Jeg sagde min nuværende bolig op om torsdagen. Jeg bad en veninde om at komme ugen efter og hjælpe mig med at tømme skuret i haven og rydde op på loftet – sortere og smide ud. Vi købte grøn maling. Jeg gennemgik alt mit tøj i skabet. Pigerne fik besked på at rydde op i deres legetøj. Bunken af sorte affaldssække blev større og større.

Da min veninde kom, sad jeg i en stol ude i haven. Jeg stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke samle tankerne. Hvad nu, hvis bilen gik i stykker? Hvad nu, hvis jeg blev syg og mistede mit arbejde? Hvad nu, hvis der kom så megen sne om vinteren, at vejen til gården blev lukket af? Hvad nu, hvis pigerne ikke kunne trives så langt fra deres venner? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne finde ud af at købe det rigtige foder til hesten, hvis den blev syg, og jeg ikke kunne betale dyrlægeregningen? Ville jeg kunne holde ud, at jeg altid skulle hente og bringe pigerne? Ville jeg føle mig for bundet? Ville mit liv blive for låst – både fysisk og økonomisk? Ville jeg gå fallit?

Spørgsmålene hobede sig op. Vi snakkede hele eftermiddagen, og jeg fik ikke ryddet op. Næste dag var mine tanker faldet til ro, og jeg overbeviste mig selv om, at det nok skulle gå. Alt ville falde på plads. Der var ikke grund til at bekymre sig om noget, der slet ikke eksisterede. Vi skulle selvfølgelig have vores drøm opfyldt.

Pigerne tog hjem til deres far i weekenden, og jeg skulle til fest hos en veninde. Jeg fortalte om vores nye hjem, og alle glædede sig sammen med mig. Ingen stillede spørgsmål. Ingen af dem så ud til at have nogen som helst bekymringer på mine vegne. Efter middagen blev jeg dårlig og lagde mig i min venindes seng. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg græd og græd. Tankerne myldrede frem. Hvad nu hvis?

Jeg sov ikke hele natten. Om søndagen var jeg totalt ødelagt af tanker om alt det, der kunne gå galt. Jeg kunne ikke opgive, men jeg kunne heller ikke flytte. Jeg havde opsagt vores nuværende bolig, og jeg følte grunden skride under mig. Hvor skulle jeg gøre af mig selv og mine døtre? Jeg var kold og varm og rystede igen over hele kroppen. Jeg vadede frem og tilbage i stuen og forsøgte at holde sammen på mig selv. Jeg ringede til en veninde og talte fuldstændig usammenhængende. Hun kom, og vi talte og talte. Jeg vrøvlede, og jeg græd.

Om aftenen sendte jeg en mail til boligforeningen og trak min opsigelse tilbage. Jeg vidste godt, at boligen allerede var sendt i udbud og måske allerede lejet ud. Jeg sagde ikke noget til pigerne, da de kom hjem. Næste morgen fulgte jeg dem i skole og stillede mig derefter uden for boligforeningens kontor og ventede på, at kontoret åbnede. Jeg var træt og tom i blikket. Sekretæren sagde, at boligen endnu ikke var lejet ud, og det lykkedes mig at trække opsigelsen tilbage. Jeg gik hjem, og jeg gik på arbejde. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom igennem den dag.

Om aftenen fortalte jeg det til pigerne. Jeg sagde det, mens vi spiste spaghetti med kødsovs. Jeg sagde det bare. ”Vi skal ikke flytte alligevel.”

Jeg husker ikke meget af deres reaktion. Jeg husker ikke deres ord. Vi kunne ikke spise mere. Min yngste datter lod sine tårer glide ned over kinderne og forsvandt ind på værelset sammen med drømmen om at have sin hest ude i egen stald. Vi lod den grønne maling stå under halvtaget i skuret. Mine børn forstod mig ikke. Det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg slog drømmen itu, og vi kom aldrig til at bo på landet.

Det lever jeg med.