Jeg fortryder mange års forsøg på at finde min identitet

Jeg tilhører en generation som konstant er blevet bedt om at finde sig selv. Det er et kolossalt pres. Så jeg er begyndt at tage ferier fra mig selv. Det er en kæmpe lettelse

Jeg fortryder mange års forsøg på at finde min identitet

En sensommeraften i 2015 havde min veninde inviteret mig med til en oplæsning afholdt af digter-kollektivet Øverste Kirurgiske. Luften var tung, varm og flimrede af pollen, da vi vadede til Bolsje-fabrikken i Ragnhildsgade. Jeg havde forsøgt at matche mit tøj med de uimponerede omgivelser: en stor krøllet skjorte, en ironisk plateau-sandal. Var jeg taget med for oplevelsen, eller fordi jeg gerne ville være typen, der gik til den slags?

Jeg var startet på universitetet, og aviserne var begyndt at trykke mine tekster. De handlede alle sammen om mig. Min sygdom, min far og mine ekskærester. Teksterne var begyndt at forme en skabelon, konturerne af en karakter jeg kunne se mig selv i. Jeg skulle være kunstner, og ordene var en ventil. I essays og digte kunne jeg formgive alle mine nederlag som succeser, for hvor udslettende de end havde været, så havde de jo ført teksten med sig. Således behøvede jeg aldrig at fortryde igen. Kunsten var smerte, og jeg ville bære den stolt i min favn som et trofæ. Med kunstnerdrømmen kom regler: Sort tøj og melankolsk musik. Dengang tænkte jeg, at man ikke behøver at være ensom for at blive forfatter, men at det hjælper på det. Alt det fortalte jeg min veninde, dér på fortovet i Nordvest, og hun nikkede løs i min pauseløse talestrøm.

Jeg kan forsøge at beskrive oplevelsen, jeg fik den aften til oplæsningen, i kraft af de fysiske ting der omgav mig. Betonmure oversprayet med graffiti. Røgen der bølgede under loftet. Plastikkrus. Papvin. Scenen havde ingen forhøjning. Jeg sad på en klapstol. Den var hård. Der var flere optrædende. Jens Blendstrup blandt andre. Jacob Skyggebjerg kom aldrig. Erik Scherz Andersen var en del af en duo, som performede over nogle elektroniske lyde.

Jeg kan forsøge at beskrive aftenen, som den føltes. Kaskaderne af ord var ligesom et tidevand, der trak mig med, lagde sig for mit blik, som et fintmasket net af nylon, og bag stoffet forsvandt jeg. Jeg blev vægtløs i de optrædendes tekster. Forvitrede i en skælvende kuldegysning. Jeg oplevede den altopslugende fornemmelse af at forsvinde i kunsten. Blive væk. Jeg var ikke længere øre eller øjne, forfatterspire eller studerende. Jeg var bare.

Det lyder ekstremt selvcentreret. Det er det også. For ikke at sige trættende, opslidende og kedeligt at tage sig selv så alvorligt.

Anna Arendse Thorsen

Det var først, da jeg rejste mig, at jeg blev mig selv igen. Vi gik derfra, jeg mærkede efterskælvene og gik i panik. Hvor havde jeg været? Var jeg virkelig forsvundet? Benene knækkede sammen under mig, og jeg opdagede, at jeg græd af lettelse. For et øjeblik havde jeg revet mig løs fra mit eget ego.

Set i bagspejlet fik jeg et angstanfald. Men den aften lærte mig noget vigtigt: At der fandtes en verden, hvor jeg ikke behøvede at beskæftige mig med mig selv konstant, analysere plottet i min selvfortælling, hvem jeg var, og hvad jeg skulle. Der var en verden af skønhed og grimhed, og i den var jeg fuldstændig ligegyldig. Kun heldig at være med, være til.

Jeg tilhører en generation som konstant er blevet bedt om at finde sig selv. ”Stå ved dig selv, vær den du er!” Sociologerne kalder det individets kulturelle frisættelse og påpeger, at mens frisættelsen fra tradition, slægt og normer efterlader mennesket fuld af muligheder for at forme sit eget liv, så medfører den også en fundamental angst. For mig blev det en besættelse. Jeg fortryder års evindelige forsøg på at finde min identitet. I dag er jeg 28 år, færdig med at finde mig selv – og fast besluttet på at finde noget større. Min generation er opfostret i et jævnt landskab af muligheder, en løber på fladt gulv hvor vi kan posere. I dag handler det at blive voksen om udviklingen af sin egen identitet, sin egen vej. Man er sit jeg, og jeg er et udfald af de valg, jeg træffer. Individualitet er det eneste, min generation har tilfælles. Og der er ingen vejskilte. Forældrerådene er sluppet op, og studievejledernes manualer er kortet ned til én eviggyldig løsning: Du skal gøre det, du har lyst til! Så længe du er tro mod dig selv, så løser alt andet sig! Og hvis du ikke lige ved, hvem du er, når studenterhuen trykkes ned i sommerhåret? Så kan man jo altid tage sig et sabbatår og en Nepal-tur eller et højskoleophold og finde ud af det. Hvor ville jeg ønske, at det virkelig kunne klares så nemt.

Jeg har brugt oceaner af tid på at finde mig selv, og det samme har mine venner. Vi har spurgt hinanden: ”Kan du se mig som...?”, ”synes du, jeg er typen, der…?”, ”tror du, jeg kan bære at…?”

Jeg har fyldt dagbøger med mine egne tanker om mine egne tanker. Jeg har skrevet en roman om mig selv, forsøgt at indkredse min identitet ved at sætte et aftryk. Jeg har stået i tv-studier og redegjort for mine oplevelser, sat mit liv på vers og udgydt det over scenekanter, aflæst publikums ansigtsudtryk. Jeg har konstant forsøgt at se mig selv gennem andre menneskers øje, fordi det var den eneste måde, jeg kunne se mig selv.

Mit livs største fortrydelse er al den tid, jeg har spildt på at lede efter denne kerne af identitet, en rolle jeg kunne udfylde, en person jeg kunne være.

Jeg ved, hvad du tænker. Det lyder ekstremt selvcentreret. Det er det også. For ikke at sige trættende, opslidende og kedeligt at tage sig selv så alvorligt.

Og jeg ville elske at skrive, at jeg fra den aften ved digtoplæsningen i 2015 lagde selvrealiseringen fra mig og begyndte at opleve verden i stedet.

Desværre er sandheden her seks år efter, at jeg stadig kæmper med det hver eneste dag.

Jeg øver mig, jeg prøver.

Jeg er begyndt at tage ferier fra mig selv. Det er en kæmpe lettelse. Sidste år gik turen til Sydfyn. Jeg spiste isvafler med min elskede, drak uden at tager billeder af de højstilkede glas, jeg mærkede brændenælder mod mine underben, Østersøens salte prikken i mine læber, forsvandt ind i et Johannes Larsen-maleri og glemte ugedagene, koden til min LinkedIn-profil og udløbsdatoen for mine drømme. Jeg øver mig i at mærke mig selv indefra i stedet for at se mig selv udefra. Jeg går ture, lytter til fuglene, lytter for en gangs skyld til mine veninders talestrømme. Aer min struttende mave. For jeg er heldig. Om fire måneder skal jeg være mor. Min krop er i forandring, og dens omskiftelighed minder mig om, at mit sind også gerne må være det.

Jeg glæder mig til at lade min verden indskrænke af mit barns lille, dunkende væsen. Jeg glæder mig over at kunne være noget for nogle andre, i stedet for konstant at skulle være nogen for mig selv. Fortrydelsen er latent, fordi der i den ligger et pulserende forandringspotentiale – en potentiel forbedring. I min røde ordbog har anger fået synonymet ”at begynde et nyt og bedre levned”.

Men hvad så med denne kronik? Er den ikke bare endnu et kapitel i min selvfortælling, en ny omgang navlepilleri, et tilbagefald?

Måske. Men denne kronik er også et løfte. Et løfte om aldrig at bede min datter om at definere, hvem hun er, finde sig selv og leve sit liv efter den formel. I stedet vil jeg vise hende verden og kunsten og give hende tid til at tage den ind.

Den tid jeg aldrig undte mig selv.

Og for et øjeblik skal verden ikke være vidne til os – vi skal være vidne til verden.

CITAT

Det lyder ekstremt selvcentreret. Det er det også. For ikke at sige trættende, opslidende og kedeligt at tage sig selv så alvorligt.

Fortrydelsen er latent, fordi der i den ligger et pulserende forandringspotentiale - en potentiel forbed-ring. I min røde ordbog har anger fået synonymet ”at begynde et nyt og bedre levned”.

Hov - men hvad så med denne kronik? Er den ikke bare endnu et kapitel i min selvfortælling, en ny omgang navlepilleri, et tilbagefald?

Måske. Men denne kronik er også et løfte. Et løfte om aldrig at bede min datter om at definere hvem hun er, finde sig selv og leve sit liv efter den formel. I stedet vil jeg vise hende verden og kunsten og give hende tid til at tage den ind.

Den tid jeg aldrig undte mig selv.

Og for et øjeblik skal verden ikke være vidne til os – vi skal være vidne til verden.