Prøv avisen
Mediekommentar

TV 2-serie om Ole Henriksen har for meget flødeskum og for lidt fædreland

"Med al respekt for Ole Henriksens vitalitet gik jeg nu hurtigt død i 'Ole elsker Danmark'", skriver Jesper Bacher Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

TV 2-serien ”Ole elsker Danmark” har ikke imponeret sognepræst Jesper Bacher

Mange vil kende Johannes V. Jensens nationale evergreen ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Ordene faldt oprindeligt som afslutning på en tale ved besøg af dansk-amerikanere på Kalø i 1925. I det lys giver det særlig mening, når han skriver: ”Men du, der søgte mod fremmed strand/ de gamle lig, som mod søen stunded/ hver gang du genser det gamle land/ skal sande, her blev dit hjerte bundet.”

Jeg kom til at tænke på sangen, da jeg så TV 2’s serie ”Ole elsker Danmark”, hvor den dansk-amerikanske hudspecialist og kosmetolog Ole Henriksen netop kom tilbage til det land, hvor hans hjerte blev bundet. Konceptet er det, at Ole Henriksen, som åbenbart har solgt sin virksomhed, skal genopdage Danmark og ”finde ud af at være dansk igen”. Ikke ganske ulig forholdene denne sommer, hvor coronakrisens rejserestriktioner har fået mange danskere til at genopdage deres land og vende sig mod de hjemlige strande.

Begrænsningerne i vores omgang må nu være særlig hårde for Ole Henriksen. Den mand krammer stort set alle, han kommer i nærheden af, men nu skal der holdes afstand, og krammere mellem fremmede er ikke længere passende.

Lige det aspekt af restriktionerne er vi dog nogle, som har let ved at leve med. Man kan godt være venlig uden at give den som omvandrende krammedyr, og det kan føles noget belastende at have tilfældige mennesker hængende om halsen. Man er vel jyde. Det er Ole Henriksen imidlertid også, nærmere betegnet fra limfjordsbyen Nibe. Og selvom Ole Henriksen har boet næsten fem årtier i USA, fået stor succes og tæller filmstjerner i bekendtskabskredsen, har han ikke glemt sit hjemegn. Den slanke og vævre mand i de spraglede skjorter taler godt og ligefremt med høj og lav. Han virker blottet for snobberi og oprigtigt interesseret i de mennesker, han møder.

TV 2 omtaler Ole Henriksen som ”Danmarks mest positive mand”, og man må nok sige, at han tager ikke bare jahatten på. Det virker, som om hin usynlige hovedbeklædning er vokset fast på ham, mens han springer rundt som en kakerlak og demonstrerer en imponerede adræthed for en mand sidst i tresserne.

Jo, Ole elsker Danmark, men er det virkelig nok til at bære en hel programserie, at Ole Henriksen går storsmilende rundt i kongeriget? Er der virkelig underholdningsværdi i at se Ole Henriksen køre scooter for første gang i sit liv og køre ind i en port, heldigvis uden at komme til skade? Er stjernestøv virkelig et tryllestøv, som får banale scener til at fremstå i et helt andet lys, fordi de medvirkende er karismatiske kendisser? Ja, sådan må producerne vel tænke, og det gør de sikkert ikke uden grund.

Med al respekt for Ole Henriksens vitalitet gik jeg nu hurtigt død i ”Ole elsker Danmark”. En kærlighedserklæring til fædrelandet er en smuk ting, men Ole Henriksen kom til at fylde mere end fædrelandet, og det var vel også meningen. Der var simpelthen for meget flødeskum og for lidt bund i den Danmarkstur. Kald mig bare lidt sur.

Jesper Bacher er sognepræst.