Kostskolelivet har opnået stor interesse igennem omtalen af Herlufsholm Skole. Det er en barsk fortælling om mobning, seksuelle overgreb, ensomhed, depression og undertrykkelse på en eliteskole, der længe har frembragt mange af Danmarks mest indflydelsesrige personer.
De er der jo stadig, både voldsmænd og ofre, der sidder i betydningsfulde stillinger. Er de mon pludselig blevet humane og forstående ledere, eller har deres belastede fortid indflydelse på deres ageren, hvorved en syg mentalitet sendes videre i generationer?
Har vi i uforstand været i færd med at brutalisere borgerne? Hvor slemt står det mon til, og hvordan får vi rettet op på eventuelle skader?
Jeg vil her beskrive drenges følelser ved at blive anbragt på en kostskole langt fra familien.
Jeg opholdt mig selv som alumne på Sorø Akademi i syv år, fra jeg var 12 til jeg var 19 år.
Det første erindringsbillede omhandler ensomhed. Jeg blev afleveret i en fremmed verden med fremmede mennesker. Jeg kendte ikke et eneste. Om aftenen på sovesalen blev der grædt og spurgt efter mor.
Ensomheden er en gennemgående følelse på kostskoler. Hvem skal børnene gå til, når de er kede af det. De har ingen. Måske kan der etableres dybe venskaber og måske lidt tættere forbindelse til enkelte voksne, men det bliver aldrig så trygt som den fra fødslen etablerede følelsesmæssige kontakt med forældre.
Sammen med ensomheden findes fortvivlelsen. En dårlig karakter, et overgreb, et slagsmål, en nedsættende bemærkning kan vælte læsset for det barn, der i forvejen er uden mentalt overskud.
Sådanne små og store overgreb er uundgåelige i en hverdag med fjerne voksne.
Der opstår hierarkier blandt børn, hvor de øvre i hierarkiet har særlige rettigheder. Det forjager nok ikke ensomheden hos hverken de øvre eller nedre i hierarkiet, men det kan måske være en lille trøst at være øverst.
Mobning er en fristelse for de stærke, og børn skal ikke være særlig aparte for at blive ramt af denne svøbe.
På en kostskole bliver børnene ikke civiliserede. De har ikke muligheder for at lære den adfærd, som læres i en familie med forældre og søskende.
Det gælder alle de små og store ting om måltidet, om daglige hensyn, om bekymring for hinanden, om medfølelse, når der er behov for det. På kostskolen reageres der på de store linjer. Der er ikke plads til at gå ned i de næsten usynlige detaljer, den lille bekymring, den lille misforståelse.
Det er nok sværere for drenge, der ikke har samme tilbøjelighed til at rette på hinanden, som piger har.
Forholdet til det andet køn bliver også lidende. Tænk på drenge, der aldrig har kendt piger og vice versa. De kommer efter skolen ud i livet med store blinde pletter og kan rende sig mange staver i livet.
En tredje gennemgående følelse i kostskolelivet er længsel. Længsel efter normalitet, længsel efter familie. Der er i mange en drøm om det liv, de skal føre efter skolen. Et liv med egne møbler, med et køkken, hvor de selv laver mad og frit kan bestemme, hvad de skal spise, et hjem hvori nogle venter dem og bekymrer sig om dem, som tager sig af dem, når de er syge eller har brug for det af andre årsager.
Hos kostskolebørn er der ofte en fortvivlelse over autoriteten. Lærerne har magten, og barnet lærer hurtigt at rette ind.
Lykkeligvis rummer kostskoler også oprør, men de begrænser sig oftest til de små chikaner over for lærerne. Den sande oprører udgår sjældent fra kostskoler. Børnene lærer, at de får mest ud af at rette sig efter dem, der bestemmer.
Det stiller store krav til læreren, at han forstår sin magt, at han ikke misbruger den, ikke forfølger de svage og ved, at han har ansvar for ar få en selvstændig borger ud i den anden ende.
Per kom til Sorø som 12-årig. Vi gik i samme klasse. Han var præget af forsømmelse og var ”anderledes”. Han blev tidligt interesseret i Tommy Steele og optrådte for os andre med en salmebog og et atlas, der blev holdt som en guitar med salmebogen i venstre hånd og atlas på højre lår, der hvilede på toilettet eller en stol.
Han blev voldsomt mobbet og var så tydeligt anderledes end os andre. Han var sjusket med tøj og hygiejne, han onanerede ofte, og han grimasserede nervøst.
Efter 8. klasse gik han ud af skolen for at komme i lære i Brugsen. Så opsøgte han mig i ferierne i København, og vi fik et venskab.
Pers far var jurist. Han boede i Nordsjælland med et par døtre, som således var halvsøskende til Per. Per var resultat af et samliv under studiet, hvor det var praktisk med en partner, der tjente penge. Moderen arbejdede i forretning. Per var stolt af sin far – faderen foregav interesse, men tonen var falsk.
Per ville noget stort med sit liv. Det var svært at opnå som lærling i Brugsen i Borgergade. Så ville han være operasanger lige som sine forbilleder Caruso og Gigli.
Så skulle Per være cykelrytter. Han stod tidligt op og deltog i cykelløb rundt omkring på Sjælland. Han nåede klasse D på vej imod klasse A.
Efter at have forsøgt ”vejen mod stjernerne” på flere områder, sled Per sig igennem studenterkursus samtidig med erhvervsarbejde. Derefter læste han til læge, skrev doktordisputats og blev en kendt medicinsk professor.
Siger dette livsforløb noget om kostskoler? Per var mønsterbryder med en ukuelig vilje. Hvad gjorde kostskolen for ham? Kom han igennem med sine ambitioner på trods af mobning og ensomhed eller på grund af modgangen?
Han blev jo knækket i første omgang, hvor han forlod skolen inden en afsluttende eksamen. Han rejste sig igen og kæmpede for at ”blive til noget”. Han havde ikke voksenstøtter til opmuntring. Det er en kættersk tanke, at modgang og mobning triggede hans fighter-gen, så han blev ekstra motiveret.
Det ville være katastrofalt for alle pædagogiske bestræbelser, hvis vi kunne konkludere, at der skal modgang til at skabe mennesker, som er værdifulde for samfundet, men beretningen kendes fra talrige eksempler, hvor H.C. Andersen nok er det mest kendte.
Så hvad skal vi mene om kostskoler? Kostskolerne modtager børn i en meget påvirkelig alder. Skal følsomheden hærdes? Eller skal vi tilstræbe den ”blødsødne” pædagogik fra det øvrige samfund? Må eleverne have ritualer og traditioner, som kan virke rå?
Kostskoler kan ikke undværes. De skal være der for børn af forældre, der arbejder i udlandet eller for enlige forældre, der ikke magter opgaven med børn.
Så må samfundet forsøge at modvirke de bivirkninger, som kostskolelivet medfører. Eleverne kommer ud af skolen uden en forståelse af, hvad samfundet kræver, og hvad det betyder at leve tæt sammen i en familie. Kostskolen fremmer en kultur med kammerateri og ekstrem loyalitet.
Der er et potentiale for undertrykkende adfærd med manglende forståelse for svaghed og
en trang til at udelukke ”de andre”.
Løsningen på disse problemer ligger i rammerne og i udviklingen af lærere med en indlevet forståelse for, hvad store børn har brug for.
For mig er kostskolernes største problem, at eleverne mangler empati samt lyst og evne til at knytte sig til andre. Børn på kostskoler blotter sig helst ikke, og det kan være svært at gennemskue den enkeltes behov.
Det er godt, at der nu i offentligheden er en debat om kostskoler, så vi kan undgå de overgreb, som har chokeret mange i Danmark.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.