Signe vil ikke have børn: Jeg vidste ikke, at prisen var et liv uden kærlighed

For to år siden blev 31-årige Signe Madsen steriliseret. Det var en beslutning, der havde været længe undervejs. ”Dog havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en sterilisation skulle afskære mig fra muligheden for kærlighed og tosomhed,” skriver hun

For to år siden blev 31-årige Signe Madsen steriliseret. Det var en beslutning, der havde været længe undervejs. ”Dog havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en sterilisation skulle afskære mig fra muligheden for kærlighed og tosomhed, men det er ikke desto mindre den realitet, jeg nu må se i øjnene,” skriver hun. – Modelfoto
For to år siden blev 31-årige Signe Madsen steriliseret. Det var en beslutning, der havde været længe undervejs. ”Dog havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en sterilisation skulle afskære mig fra muligheden for kærlighed og tosomhed, men det er ikke desto mindre den realitet, jeg nu må se i øjnene,” skriver hun. – Modelfoto. Foto: Robsonphoto/Iris/ Ritzau Scanpix.

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om et liv uden børn, og lige så længe har jeg frygtet den dag, hvor alle omkring mig fik realiseret deres drøm om børn, og det ensomme liv begyndte. Den dag er nu oprindet, og den føles præcis så ensom, som jeg havde frygtet. På intet tidspunkt har jeg ønsket at få børn, selv nu, i en alder af 31 år, er der ikke så meget som antydningen af et ur, der tikker, tværtimod.

Faktisk brød jeg mig ikke synderligt om at være barn selv, og jeg legede da også med Barbie frem for babydukker, for det der med at skifte ble og made en baby føltes meningsløst for mig, også dengang.

Jeg var altid langt mere fascineret af voksenlivets friheder, dybe samtaler og ophedede diskussioner, end jeg var af barndommens meningsløse lege og tidsfordriv. For mig var barndommen et nødvendigt onde på vejen mod at blive 18 år, hvor jeg endelig ville kunne kalde mig selv voksen, flytte til storbyen og gifte mig med min Ken. Og ikke ét eneste sted i dette drømmescenarie havde jeg overvejet muligheden for børn eller ensomhed.

Måske skyldtes min aversion mod barndommen, at jeg var den yngste i søskendeflokken og derfor skulle agere ældre, end jeg var, eller måske skyldtes det nok nærmere min egen kaotiske barndom, der lagde kimen til det, der mange år senere skulle vise sig at være den psykiske lidelse skizotypi. Faktisk har jeg nok aldrig følt mig som et barn, men den følelse kræver nok også, at omgivelserne tillader den, og det gjorde mine ikke altid.

Det er bestemt ikke alle børn eller unge, der gør sig særlig mange tanker om, hvorvidt de skal have børn eller ej, for det ligger så mange år fremme i tiden, men de fleste anskuer nok alligevel den del af fremtiden med en vis selvfølgelighed. Tanken om kernefamilien har da også strejfet mig, dog mest båret frem af samfundets normer og families, kæresters og venners forventninger. Inde i mig selv har jeg altid vist, at det aldrig ville ske.

Da jeg var yngre, kunne jeg lettere skyde disse samtaler fra mig ved at sige ”om 10 år”, vel vidende, at 10 år altid ville være 10 år for lidt, og at lysten aldrig ville indtræde. Men én ting er også lysten, noget andet og vigtigere er, at rammerne aldrig for alvor har været der til at tænke i de baner, hverken de mentale eller fysiske rammer. Derfor tog jeg for godt to år siden beslutningen om at blive steriliseret, en beslutning, der havde været år undervejs, og på den måde for altid afskar mig muligheden for at få børn på naturlig vis.

Dog havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en sterilisation skulle afskære mig fra muligheden for kærlighed og tosomhed, men det er ikke desto mindre den realitet, jeg nu må se i øjnene.

På en eller anden måde havde jeg nok fået bildt mig selv ind, at mænd i virkeligheden slet ikke ønskede at få børn, men udelukkende gjorde det for deres partners skyld. Men det er gået op for mig, at mennesker får børn af to årsager, meget fornuftige og rimelige årsager, vil jeg gerne tilføje: for at få kærlighed og for ikke at blive alene, og når man som jeg har valgt at fratage mig selv muligheden for at få børn, skal der ikke den skarpeste hjerne til at regne ud, hvad jeg i så tilfælde må undvære.

Ganske vist har jeg nok på et eller andet plan regnet med, at udvalget af attraktive ungkarle blev formindsket ved indgrebet, men jeg havde dog ikke troet, at det ville blive reduceret til et rundt nul.

Det viser sig, at omfanget af min psykiske sygdom forhindrer langt mere end det, jeg umiddelbart havde forudset og næsten endda accepteret. Da jeg fik stillet diagnosen skizotypisk sindslidelse, i kølvandet på en indlæggelse på psykiatrisk hospital og endnu et forlist forhold, endnu en forladt bolig og endnu en flugt fra et job, var det åbenlyst, at det havde sin pris at være indehaver af sådan en titel, men jeg troede dengang stadig på, at der ville være plads til kærlighed.

Dengang er nu to et halvt år siden, og selvom jeg er kommet nogenlunde på ret køl, i hvert fald hvad angår bolig og job, bliver jeg mere og mere bevidst om, at ensomhed er et grundvilkår ved psykiske sygdomme, eller det er i hvert fald nemt at blive ensom.

Det er på en tragikomisk måde ret heldigt, at jeg er introvert og til dels misantropisk, for det betyder, at mit behov for menneskelig interaktion og nærvær er svært begrænset. Alligevel finder jeg, at den manglende anerkendelse, kærlighed og fysiske kontakt ofte får mig til at miste grebet om tilværelsen og gør den svævende og transparent.

Jeg læste engang en artikel her i avisen, der handlede om en ung kvinde ved navn Joyce Carol Vincent, der, på trods af at alle syntes at kunne lide hende, åbenbart havde afskåret sig så meget fra andre mennesker, at hun først blev fundet som skelet tre år efter, hun var død i sin lejlighed. Den historie berørte mig så dybt, at jeg ærligt talt brød sammen, da jeg læste artiklen, for jeg kunne alt for nemt spejle mig i hendes ensomme skæbne.

Jeg frygter virkelig at blive lige så isoleret og uafhængig af andre mennesker som Vincent, især i denne tid, hvor børn og redebygning synes at være det eneste på agendaen. For med min diagnose er der betragtelig risiko for, at livet ender brat. Jeg er ikke en ø og ønsker ikke at være det. Jo, jeg holder af min selvstændighed, min frihed og min styrke, men jeg har også brug for at kunne tillade mig at være sårbar og tage imod og give kærlighed. Men sårbarhed og kærlighed er ikke givet for en kvinde som mig, på trods af at alle synes at kunne lide mig.

Det ville bestemt være nemmere at give efter og skabe min egen kærlighed igennem et barn, og det ville være så ufatteligt meget nemmere at finde en mand, der kunne elske mig, hvis jeg kunne give ham et barn, men det kan jeg ikke. Hvad der kom først, den manglende lyst til at få børn eller sygdommen, kan jeg kun spå om, men resultatet har i skrivende stund aldrig syntes klarere, drømmen om kærlighed sammen med en mand, i et liv uden børn, forbliver netop det, en drøm.

Det er faktisk påfaldende, at selvom vi lever i et frit samfund med demokrati, velfærd, højt bnp, ligestilling og 37 forskellige familieformer, er det stadig den gamle, konventionelle norm om far, mor og børn, der hersker.

Det er, som om dette syn på kernefamilien som indbegrebet af succes er så fast indlejret i danskernes dna, at det kan være svært for de fleste at forestille sig, at man kunne ønske sig noget andet end det.

Jeg har utallige gange hørt svadaen om, at ”børn er meningen med livet”, og det har både været fra mænd og kvinder, men eftersom jeg ikke skal have børn, betyder det så, at mit liv er meningsløst? Som barnløs bliver man også gerne bombarderet af politikere og erhvervsliv om, at man skal skynde sig at komme i gang med at få nogle børn, hvis ikke alverdens dårligdomme skal rasle ned over Danmark i fremtiden.

Jeg synes, det er en stor byrde at bære for én enkelt borger, og desuden vil jeg også mene, at det skal være op til den enkelte borger, hvorvidt denne har lyst til og mulighed for at sætte børn i verden.

Jeg er mere end almindeligt bevidst om det ansvar, der følger med at få et barn, og hvor grueligt galt det kan gå, hvis man som forældre ikke har det rette overskud til opgaven, trods alle de bedste intentioner. Det er nemlig min barndom i en nøddeskal. Risikoen er simpelthen ikke det værd, og jeg ville virkelig ønske, at jeg blev mødt med en smule mere forståelse for denne problemstilling, når jeg bevæger mig ud på datingmarkedet.

Det er trist og sørgeligt at indse, at jeg gang på gang bliver valgt fra på grund af ét lille aspekt af den, jeg er, som om det eneste, der betyder noget, er min evne til at føde børn og ikke, hvad jeg ellers indeholder af viden, værdier, empati og kærlighed, som kvinde og som menneske.

Jeg håber stadig på, at der findes et menneske derude, der kan se værdien i mig, som værdifuld i sig selv, og ikke blot som middel til et mål, der hedder kernefamilie. En dag åbner vi vores øjne op for, at verden er sammensat af mange forskellige mennesker med mange forskellige behov, ønsker og drømme. Først den dag kan vi åbne vores hjerter og dermed muligheden for, at alle oplever den kærlighed, de fortjener. Bare dog den dag var i dag.

Signe Madsen er kommunikationskonsulent.