Jeg har det ambivalent med mine 49 præstekollegers protest over usundt arbejdsmiljø

Erklæringen er et typisk post 68’er-produkt: Før 1968 kunne ledere sidde i toppen af hierarkier og svine nedad. Nu er det blevet god stil at svine opad

Der er flere forhold på spil, når sognepræst Jens Ole Christensen ikke kan give sig uforbeholdent over til arbejdsmiljøerklæringens budskab.
Der er flere forhold på spil, når sognepræst Jens Ole Christensen ikke kan give sig uforbeholdent over til arbejdsmiljøerklæringens budskab. Illustration: Søren Mosdal

Jeg har sjældent været så ambivalent i mødet med en tekst, som jeg var, da jeg læste 49 præstekollegers erklæring – ”Vi vil bryde tavsheden” – i Præsteforeningens Blad. Den handler om tavshed, arbejdsmiljø, ledelsesproblemer, mobning og en lang række andre problemer i folkekirken som arbejdsplads og har været genstand for en del medieopmærksomhed.

Mange gennemlæsninger har ikke hjulpet på mine modstridende tanker og følelser. Så nu prøver jeg at sætte ord på, hvorfor jeg er blevet så uenig med mig selv.

For at begynde positivt: Jeg deler skribenternes programerklæring om at bryde tavsheden, når vi står over for alvorlige problemer. Lige så sundt det kan være at sige ”pyt” i mødet med småting og frugtbart at opøve en vis robust munterhed over for småkrænkelser, lige så vigtigt er det at tale tydeligt, når det virkelig gør ondt, og noget er på spil. Og måske er det kun det enkelte menneske, der ved, hvornår vi er der?

Der er for øvrigt næppe tvivl om, at tavshed i mange tilfælde er det mest nederdrægtige våben i en konflikt.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at erklæringen afspejler ærlige oplevelser. Det er muligt at finde – formodentlig mange – eksempler på samtlige de dårligdomme, som dens tolv punkter sætter ord på.

Jeg kender ingen med insiderviden om folkekirken, som ikke både kender skrækkelige historier og kan komme med forbedringsforslag. Ikke mindst til den besynderlige ledelsesstruktur.

Når jeg alligevel ikke kan give mig uforbeholdent over til erklæringens budskab, skyldes det flere forhold:

Midt i sit empatiske sprog skyder den med spredehagl over for en meget lang række mennesker.

I realiteten udvikler den sig til et følsomt magtsprog over for nogle, som hverken ved, om de er reelt anklagede eller kan forsvare sig.

Erklæringen er et typisk post 68’er-produkt: Før 1968 kunne ledere sidde i toppen af hierarkier og svine nedad. Nu er det blevet god stil at svine opad.

Og den mangler i udpræget grad bevidsthed om, at det kan være meget kompliceret at fastslå skyldbalance. Selvom der står enkelte bemærkninger, om at præster kan mobbe, savner jeg en bevidsthed om vores egne pastorale aktier i ulykkerne. Og en bevidsthed, om at selv når skyldbalancen er meget skæv – lad os sige 80 procent skyld hos andre og 20 procent hos mig – er de 20 procent immervæk den part, jeg har ansvar for først at tage mig af. Faktorernes orden i Fadervor er jo ikke tilfældig: Først ”forlad os vor skyld” – dernæst ”som også vi forlader vore skyldnere”.

Dertil kommer, at man næppe kan forestille sig et job, hvor lederne har så lidt at skulle have sagt over prioriteringer og arbejdsmetoder, som præstejobbet. Gad vide om skribenterne virkelig ønsker al den ledelse, som de efterspørger?

Det kunne jo betyde, at der blev stillet flere krav og ikke færre.

Jeg kan naturligvis være værkstedsblind: Jeg har kun været præst i seks år og har derfor ikke mærket tidens slitage. Jeg føler mig lokalt i et smørhul med et velfungerende menighedsråd og en solidarisk stab. Dertil kommer, at jeg de foregående 25 år havde en lederrolle, så jeg har en tendens til at se sager fra ledervinklen.

Men skulle noget af ovenstående skyldes min værkstedsblindhed, kan den vel bruges til at afbalancere andres?

Så lad os benytte os af erklæringen – med dens åbenlyse svagheder – til at lytte til hinanden og få snakket om problemerne. Hver fra vort sted.

Måske er det en god idé med en whistleblowerordning i folkekirken, vel at mærke hvis den kan være tilstrækkelig fagligt funderet til, at det ikke ender i en post 68’er-skævhed.

Jeg synes også, det er en idé at få kigget på den lokale styreform. For nu at feje for egen dør: Vi præster er selv fuldgyldige medlemmer af de udskældte menighedsråd. Kun inhabile i overraskende få sager. Så vi har vores aktier i svag lokal ledelse. Personligt kunne jeg ønske mig præsterne pillet helt ud af rådene og tildelt en rolle, der svarer til den, som generalsekretærer og andre ledende medarbejdere har i frivillige organisationer. Eller i det mindste at vi bliver gjort inhabile i en række sager. Især personalesager.

Og jeg synes, det er værd at se på for eksempel Hillerød Provsti, hvor visse sager – regnskabsføring, kirkebogsføring og personalekonsulent – er blevet centraliseret i provstiet, så menighedsrådene i lidt højere grad kan få lov til at være politikere. Eller rettere mennesker der kan bruge kræfterne på menighedernes liv og trivsel.

Og skulle det dryppe på præsterne, gør det vel heller ikke noget.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.