HUN DØDE søndag morgen, og nu sidder den forbandede sætning indprentet i min hjerne. For sådan skulle det ikke have været.
Hun døde på et plejehjem lidt uden for Aarhus. Forud var gået adskillige års sygdom og fem år på plejehjem. Dejlig personlighed, aldrig klagende trods stærke smerter, altid med på en sang og noget rå humor.
Hendes senest erhvervede sygdom var Alzheimers sygdom. Det var derfor, jeg ønskede, at hun skulle have fred. Værdighedsprincippet var ikke længere gældende, hun var kun glimtvis min mor – de seneste år, meget sjældent. Hun var blevet hjemløs i sit hoved.
Hun blev meget svækket, ugen før hun døde. Hendes praktiserende læge var god, grundig og tog den svære snak. Ingen genoplivning og ingen formålsløs livsforlængende behandling. Tryghedspakken – beroligende og smertestillende medicin – var bestilt og klar, hvis det var nu, hun skulle dø, og der var behov for det.
Torsdag stod det helt klart, at hun ville dø af svækkelsen. Der var ingen infektion eller andet. Uroen tiltog, og det blev nødvendigt med den beroligende medicin. Medicinen virkede godt i cirka halvandet døgn, så måtte vi kalde sygeplejersken for at supplere med den ordinerede morfin. Der er ikke sygeplejerske på plejehjemmet, så efter nogen ventetid, forklaringer og overbevisninger fik mor sin medicin med god virkning.
Allerede efter et par timer var det galt igen. Mor nåede at få medicin tre gange, hun var dog sværere og sværere at medicinere. Da aftenvagten gik, informerede hun om, at mor var førsteprioritet, når sygeplejersken skulle kaldes for at give den nu meget nødvendige medicin.
Hun fortalte: ”I (min søster og jeg) skal bare lige vide, at ’Niels’, der kommer i nat, er ufaglært. Han har aldrig prøvet det før. Han kan selvfølgelig kalde på nogen, men I skal ikke forvente noget.” ”Niels” havde ansvaret for 28 beboere. Plejehjemsbeboere er som oftest komplekse og plejekrævende.
Min mor havde ikke særlig effekt af den seneste dosis. Det læste jeg ved et tilfælde i lægens notat, der lå tilgængeligt sammen med medicinen på køkkenbordet. Hun skulle have haft en dobbelt så stor dosis morfin som den, hun fik – og i øvrigt uden begrænsning.
Vi ringede til sygeplejersken klokken 01.50. Hun var 20-25 minutters kørsel derfra og havde lige to besøg, inden det var mors tur.
Sygeplejersken ankom efter en time og et kvarter. Der var givetvis flere med førsteprioritet – Aarhus er stor. Men hvordan skal hun prioritere, hvordan skal hun kunne vide hvem der er mest døende?
Hun kendte naturligvis ikke mor, så igen skulle der orienteres, inden medicinen kunne gives. På daværende tidspunkt var det nærmest uudholdeligt at være pårørende. Mor var bange, hun var bevidst og konkret.
Der faldt ikke ro på, før hun døde cirka en time senere – medicinen havde ingen effekt.
Den unge hjælper blev tilkaldt, for vi havde brug for en andens tilstedeværelse det sidste kvarter, der var en kamp. Stakkels ham. Han var alene som nattevagt, og alarmen kimede mange gange både aften og nat. ”Niels” havde travlt.
Når vi fødes, er der mindst én fagperson, der er med hele vejen. Men når vi dør, er der ingen garanti for, at en fagperson er der for os i den svære stund.
Skal vi byde vores døende forløb som ovenstående? Min søster og jeg er begge insisterende, faglige og ressource‑ stærke. Hvad sker der, hvis man som pårørende ikke kan klare den store og vigtige opgave?
Hvorfor er hjælpen og sygeplejersken ikke til stede kontinuerligt på plejehjemmene? Hvordan kan vi byde en ufaglært jobbet som nattevagt? Hvordan kan vi byde beboerne det? Hvem tager sig af de andre beboere, der jo oftere end os andre mister og sørger?
Det er et udtryk for forkerte prioriteringer, at man har sparet sygeplejersker væk på mange plejehjem.
Personalet på mors plejehjem har hjerter – store hjerter, og det er derfor, det går. Men kære politikere: Hvis vores sundhedsvæsen skal være bæredygtigt, så skal det være både ved livets begyndelse og ved livets slutning – og alt derimellem.
De store hjerter slides. Giv dem det rum, der kræves, og de ressourcer og kvalifikationer, der skal til. Hvis vi skal beholde det kvalificerede personale i sundhedsvæsenet, skal de behandles med omhu, omtanke og vid. Det er nu. Både for deres skyld, men først og fremmest for dem, der har brug for sundhedsvæsenet.
Jeg ønskede, at min mor skulle dø, så hun kunne blive fri. Det skulle ikke have været på den måde.
Dorte Bang er sygeplejerske, jordemoder og sundhedsplejerske