Radio og Tv har i 2022 fået flere nye programmer om tro og om folkekirken. Radioprogrammet Tidsånd er blevet sendt med nye værter og babygråd, og i tv-programmet ”Tro til salg” tvivler sognepræst Lars Gustav Lindhardt på, at folkekirken vil eksistere, hvis der ikke bliver gjort noget. Alt for få mennesker kommer i kirken, og måske kunne reklamefolk finde en måde at lokke folk til at høre præstens prædike?
Jeg hørte og så begge programmer, fordi tro og religion er min store faglige interesse, og jeg måtte nikke genkendende til sognepræst Lars Gustav Lindhardts tvivl om, hvorvidt der om nogle år vil være en folkekirke. Medlemstallet fejler ikke noget, for 73,8 procent af den danske befolkning er medlemmer, men vi kan se, at det falder år for år.
Selv har jeg netop meldt mig ud af folkekirken. Jeg har gjort mig mange overvejelser i forbindelse med min udmelding. Blandt andet kom jeg til at tænke tilbage på en bemærkning fra en studerende for mange år siden.
Jeg underviste dengang unge sygeplejestuderende i forskellige religioner og de rituelle handlinger, der er ved dødsfald. De studerende var meget interesserede, og da undervisningsforløbet var slut, udbrød en ung pige: ”Hvor er det spændende – jeg tror lidt på det hele.”
At tro lidt på det hele er uforeneligt med den kristne tro. Men andre trosretninger har lige som kristendommen noget meget smukt i sig. I den japanske shinto-religion er der fokus på naturen, i buddhisme er der fokus på ret sindelag, tale, handlen, i islam taler man om fred og harmoni, i hinduisme sår man godhed og høster godhed, i jødedommen er det din adfærd over for andre, som tæller, og i katolicismen er tro håb og kærlighed centrale begreber.
Jeg kommer ikke i kirke og har aldrig gjort det, selvom jeg har været medlem af folkekirken. Årsagen er ikke en manglende interesse for tro eller religion, for den interesse har jeg haft i mange år og har været årsagen til, at jeg har en ph.d.-grad i religion.
Nej årsagen er, at selve præstens ord i kirkerummet ikke giver mening for mig. Det er afgørende for ethvert menneske at skabe mening og sammenhæng i tilværelsen. Det er afgørende at skabe orden i det kaos af informationer og påvirkninger, vi udsættes for – herunder præstens ord.
Det er vigtigt at kunne begribe eller forstå de livsforhold, vi oplever, og at vi kan skabe struktur og orden og forklaringer på overraskende udsagn og hændelser. Ligeledes er det vigtigt, at der er overensstemmelse mellem de værdier, et menneske prioriterer højt og de krav og forventninger, mennesket mødes med.
Det meningsfulde beror blandt andet på, at de værdier eller forhold i vores liv, som vi prioriterer højt, ikke trædes under fode – og slet ikke af os selv.
Jeg prioriterer ærlighed højt i mit liv. Jeg bliver vred, når jeg opdager, at nogen lyver for mig eller fører mig bag lyset. Jeg undgår et menneske, som har løjet for mig, og jeg er helt bevidst om, at det andet menneske kan prioritere ærlighed betydeligt lavere, end jeg selv gør, men så kan jeg ikke kommunikere med det menneske.
Når jeg prioriterer ærlighed højt, optræder jeg uærligt, hvis jeg i kirken står og siger noget, jeg ikke tror på. Det vil derfor være uærligt for mig at sige trosbekendelsens ord ”Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber (…) på tredjedag opstanden fra de døde, opfaret til himmels”, og jeg opgiver min højt prioriterede værdi ærlighed, hvis jeg slutter af med at sige, at jeg tror på ”kødets opstandelse og det evige liv.”
Men kristendommen er ikke udelukkende selve trosbekendelsen, den siges kun i kirken. I kristendommen finder jeg de værdier, jeg også prioriterer højt – kærlighed, frihed, ansvarlighed, lighed, retfærdighed og næstekærlighed.
Det virker kunstigt på mig at have reklamefolk til at udtale sig om kristendom og kirkegang – det er jo ikke Bilka, vi skal ind i for at købe en vare. Og præsten er ikke ekspedienten, som skal overbevise os om, at kristendommen kan byttes inden for en måned, hvis den ikke falder i vores smag. Kristendommens værdier er gode nok.
Det er ikke kristendommen, jeg har meldt mig ud af, men folkekirken. Men de værdier, der findes i kristendommen, kan jeg også finde i andre religioner, hvor der ikke er nogen specifik trosbekendelse.
Nu forsøger man at lave programmer, som kan lokke folk i kirke, og det vil være ønskeligt at ændre på tidligere programmers indhold. Det har været pinligt at lytte til en radiovært, som på alle måder forsøger at få en kendt gæst til at udtale, at vedkommende tror på Gud eller har mødt Gud.
Det er endnu mere pinligt, når radioværten ikke lytter til, at gæsten forsøger at forklare, at gæsten tror på de værdier, der findes i kristendommen, men at gæsten ikke har mødt Gud. Det vil være ønskeligt, at radio- og tv-programmer om tro og religion finder værter, som er inde i det stofområde, som skal behandles, således at programmerne ikke bliver ”fromhedsudsendelser”.
K.E. Løgstrup, som var en af vores største teologer, fortæller i et causeri om sine tre fromhedsbølger. Han var angst for, hvad der ventede ham, hvis han ikke var omvendt, og han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle bære sig ad for at blive det.
Hvis det i radio- eller tv-udsendelser om religion forventes, at en kendt gæst skal være omvendt og bekende, at vedkommende tror på Gud, bliver vi som lyttere ikke klogere på, hvad religion og tro er. Og det vil være ærgerligt, for der findes næppe noget mere interessant end at debattere trosspørgsmål med almindelige ukendte danskere.
Måske er der mange danskere, som ikke finder mening med at gå i kirke. I stedet for at få reklamefolk til at lokke folk i kirke for at høre præsten prædike og i stedet for at invitere kendte danskere ind for at fortælle, at de har mødt Gud, kunne det være givende at undersøge, hvorfor almindelige ukendte danskere ikke går i kirke, selvom de er medlemmer af folkekirken og betaler kirkeskat.
Er begrundelsen, at de ikke forstår, hvad præsten siger? Eller er begrundelsen, at de føler sig ilde til mode ved at bekende noget, de ikke tror på? Måske ”tror de lidt på det hele” og har sympati for andre religioner? Måske er de tiltrukket af buddhisme og hinduisme, de går til yoga og mindfulness og prioriterer de kristne værdier højt?
Eller føler de, at det er kunstigt, at de skal rejse og sætte sig på bestemte tidspunkter under 3 gudstjenesten og udtale en remse, de lærte, da de gik til konfirmationsforberedelse? Er de mere tiltrukket af det private – at gå ind for sig selv og lukke døren og bede en bøn, de selv finder på? Vil de have deres kristne tro for sig selv og ikke skilte med den ved at møde op til en gudstjeneste? Føler de, at de bliver ”registreret” for fremmøde af menighedsrådsmedlemmerne? Eller trives de bedst i åbent landskab med fred og frihed for både krop og sjæl?
Jeg vil vove den påstand, at vi alle har brug for eftertænksomhed, åndelighed, spiritualitet, meditation og nysgerrighed. Vi har alle brug for at undersøge, hvilke værdier, vi prioriterer højt, og hvilke værdier, vi ikke har noget i mod at gå på kompromis med.
Hvis vi ikke ved, hvilke værdier vi prioriterer højt i vort liv, vil vi ikke kunne finde sammenhæng og enhed i vor tilværelse. Vi har alle brug for at spørge os selv ”Hvad er meningen med livet?” Og vi behøver ikke at finde det samme svar livet igennem. Men hvis vi ikke spørger os selv om meningen med livet, og hvilke værdier vi prioriterer højt i vort liv, kan vi risikere at blive reduceret til objekter, som kun reagerer på de stimuli, reklamefolk sender.
Det virker kunstigt på mig at have reklamefolk til at udtale sig om kristendom og kirkegang – det er jo ikke Bilka, vi skal ind i for at købe en vare. Og præsten er ikke ekspedienten, som skal overbevise os om, at kristendommen kan byttes inden for en måned, hvis den ikke falder i vores smag. Kristendommens værdier er gode nok.