Jeg har været nede i et psykisk hul. Jeg kan ikke lide det, jeg laver, og jeg drømmer om kæreste og børn

Det er skidt, når man ikke kan lide det, man laver i det daglige, og det er en udfordring at stå ud af sengen hver morgen. Det hjælper så heller ikke, at jeg er 36 år, enlig og barnløs og inderligt ønsker en sød kæreste og et par børn

Serien ”Mare of Easttown” med skuespilleren Kate Winslet (billedet) har hjulpet Anna Jensen med at komme ovenpå ved at minde hende om meningen med livet. I en prædiken i sidste afsnit beskrives det, at den største opgave, vi som mennesker har, er at tilgive og elske hinanden.
Serien ”Mare of Easttown” med skuespilleren Kate Winslet (billedet) har hjulpet Anna Jensen med at komme ovenpå ved at minde hende om meningen med livet. I en prædiken i sidste afsnit beskrives det, at den største opgave, vi som mennesker har, er at tilgive og elske hinanden. Foto: Hbo/Ritzau Scanpix.

De seneste seks måneder har jeg været nede i et psykisk hul. De fleste har været slået ud af kurs grundet verdensforholdene, så jeg skriver ikke dette, fordi jeg tror, jeg er unik. Jeg er på ingen måde speciel. Jeg er fuldt ud klar over, at jeg er privilegeret. Jeg har fået mulighed for at skrive ph.d. og har gjort det i snart tre år. Jeg har hadet hvert sekund af det. Dog har jeg opdaget, at jeg i det heller ikke er et enestående tilfælde. Når man er så heldig at få mulighed for at forske på fuld tid, er det ikke ensbetydende med, det giver glæde, overskud eller livskvalitet. Mange af dem, jeg har delt dette med, har indrømmet, at ph.d.-livet ikke er en dans på roser. Det er fyldt med kronisk dårlig samvittighed over ikke at arbejde nok. Følelsen af, at man er dum og ikke forstår noget. Artikler, der ikke giver mening, og værre endnu: ikke interesserer.

Det er skidt, når man ikke kan lide det, man laver i det daglige, og det er en udfordring at stå ud af sengen hver morgen. Det hjælper så heller ikke, at jeg er 36 år, enlig og barnløs og inderligt ønsker en sød kæreste og et par børn. Selvom jeg har en skøn familie i mine forældre, søskende, niecer og nevøer, venner, veninder og deres børn, så er følelsen af ensomhed hele tiden med mig.

Den seneste tid er de negative tanker desværre begyndt at fylde mere og mere. Jeg er ikke den glade person, jeg plejede at være. Tankerne er vrede på mig. Jeg har følt mig dum, grim, uelskelig. Jeg har været fyldt med misundelse over alle mine veninder og kolleger, der enten struttede med store maver eller delte opslag på Instagram med kærestedate- nights . Tankerne har gjort det svært at have overskud og at være noget for andre. Men hvis jeg ikke er noget for andre, hvad er jeg så? En person, der tager plads. Uden at give noget tilbage. Bare en klump af destruktive tanker, hvilket ikke hjælper nogen. Især ikke mig selv.

Jeg ringede til min far. Jeg var utrøstelig. Hvis bare nogen kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Min far er desværre meget klog, så hvis du ikke er interesseret i at høre sandheden, skal du ikke kontakte ham. Han fortalte mig: ”Du er den eneste, der kan leve dit liv!”. Det kunne jeg jo ikke rigtig argumentere imod. ”Vi er selv herre over at fylde livet med indhold, som giver værdi. Vi er så heldige at have familie, venner, litteratur, film, lyrik, musik, teater, humor, rejser, løbeture, latter og så videre. Husk, vi er lovet én ting i livet: En dag skal vi dø. Alt inden da må vi selv fylde med værdi. Vi er selv herre over, hvordan vi reagerer på livets op- og nedture.”

Det ramte lige der, hvor det skulle. Jeg var selvfølgelig ikke med det samme ovenpå, men jeg forsøgte at reagere anderledes på omverdenen. Smil og ønsket om en god dag til folk omkring mig blev gengældt med smil og ønsket om en god dag tilbage. Gammel og ny musik gav mig stille og roligt lysten til at danse foran spejlet i nattøj igen.

Mit dårlige humør nåede desværre at gå ud over min dejlige mor, som inderligt har prøvet at være der for mig altid. En morgen skrev hun en besked til mig, at min gamle, elskede historielærer fyldte 80 år, og om det ikke ville være en god idé at sende ham en hilsen. Jeg blev arrig og djævelsk. Hvorfor skulle hun blande sig i, hvem jeg skulle sende fødselsdagshilsen til. Som om jeg ikke selv kunne finde ud af det. Hvem troede hun egentlig, hun var?

Jeg sendte desværre en mindre sød besked tilbage og kunne efterfølgende mærke, at jeg havde gjort hende ked af det. Det kunne ikke være mit problem. Hun skulle ikke blande sig i mine anliggender.

I den efterfølgende tid fik jeg tænkt over, at man må gøre op med sig selv, hvordan tingene skal blive fremover. Man må vælge, om man kan tilgive og fortsætte et forhold med andre menneskerne i sit liv. Man må vælge at påtage sig et smilende ansigt og blød tone og komme videre. Så jeg skrev tak til min mor, fordi hun var så omsorgsfuld at hjælpe mig med at huske på min historielærers fødselsdag. Hun skrev tilbage, at det ville hun hjertens gerne gøre.

En anden oplevelse, jeg har været taknemmelig for at have fået, er den fabelagtige serie ”Mare of Easttown” på HBO. Den gav grobund for mange gode snakke, og jeg var grædefærdig ved sidste afsnit, der på alle måder løftede serien op på mesterværkniveau.

Der bliver holdt en prædiken i afsnittet, der for mig slog hovedet på sømmet i forhold til moralen i serien, og, vil jeg vove at påstå, også moralen i livet. I prædikenen beskrives det, at den største opgave, vi har som mennesker, er at tilgive og elske hinanden. Først da er du noget for andre, og de noget for dig. I det er du mere end en klump med destruktive tanker.

Jeg siger absolut ikke, det er nemt. Jeg påstår ikke, jeg har fundet meningen med dette hamsterhjul, vi træder rundt i. Men ét ved jeg: Vi har kun det ene liv, og vi er selv herre over, hvad der skal give det værdi, og hvordan vi vil møde resten af verden med den lod, vi er givet. Og det er måske ikke så skidt endda.

Anna Jensen er ph.d.-studerende.