Jeg hedder Kristian, og jeg er alkoholiker

Almindelige danskeres og pressens skepsis over for Anonyme Alkoholikere er forståelig. De har jo aldrig selv stået midt i et alkoholproblem. Det har jeg, skriver dagens kronikør

"Når et menneske har mistet alt, så er det menneske et meget sårbart sted. Et skrøbeligt sted. Et umenneskeligt sted. Og derfor bliver de simple ting livsvigtige. Fællesskabet. Nogen at tale med. Nogen at spise med. Nogen, der forstår," skriver Kristian Ditlev Jensen. Foto: Iben Gad og Ben White/Unsplash

Jeg plejer at beskrive det som en af de dér tegnefilmsfigurer, som sætter hælene så hårdt i jorden, at asfalten krøller op foran dem. For det var sådan det føltes.

Min alkoholterapeut, som allerede havde rådgivet mig længe og hjulpet mig med at komme på ret køl i forhold til et fuldstændig galopperende alkoholmisbrug – jeg drak på en god dag halvanden flaske spiritus og et par flasker rødvin og nogle stærke øl – sagde det ellers stille og roligt. ”Jeg synes, du skal gå med til et AA-møde.”

Jeg sagde, at jeg skulle ikke til noget møde. Aldrig. Han måtte jo være sindssyg. Jeg var ikke en, jeg var ikke, jeg var ikke en af… dem!? Godt nok drak jeg for meget, meget for meget, men jeg var jo ikke sådan en taber. Men så kom et af hans guldkorn.

”Måske kan du lide at være der? Og så er det jo fint. Måske hader du det virkelig. Men så ved du, hvorfor du ikke skal drikke videre – for så ender du netop dér.”

Til min store forbløffelse føltes mødet hverken skræmmende eller hæsligt. Det føltes faktisk varmt og omsorgsfuldt. Og i den følgende tid kom jeg en del i AA. Jeg er et meget nysgerrigt menneske, så jeg gik til møder i København, i landsbyer i Sønderjylland, i andre større byer i Danmark. Billedet var det samme. Der var en menneskelig varme, som på mange måder var unik.

Der var dog nogle forskelle, der var interessante. Ude i provinsen, ved små møder i lokalsamfund, hvor alle kender hinanden, var der kun de samme 5-10 mennesker. De kendte hinanden. Det kan have den fordel, at fællesskabet kan gribe ud over mødelokalet. Men man bliver samtidig også stigmatiseret. Man bliver fastholdt i en social rolle som ”ham den tørlagte alkoholiker”. På godt og ondt.

Så foretrak jeg storbyen. Det var som at blive skyllet eksistentielt igennem, når man kom til et af de store møder. Et virvar af fremmede ansigter. Et mundvævet tæppe af skæbner og livsbaner. Og folk sagde igen og igen det samme. Ikke så meget fordi de var hjernevaskede, for noget overgreb mødte jeg aldrig, men fordi alkoholismen egentlig er ret ens og nogenlunde forudsigelig.

Hvis man drikker sig halvt ihjel, smadrer man sit eget – og andres – liv. Hvis man drikker sig helt ihjel, dør man. Og man dør ofte tidligt og også virkelig grimt. Det ved jeg som sognepræst. Så når en kvinde sidder og siger, at hun har drukket en større formue op og er taknemmelig for bare at have til dagen og vejen, eller når en mand sidder og fortæller, at han har mistet hele sin familie, men at han er glad for, at han ikke er afgået ved døden, så skyldes det ikke noget fastlagt narrativ, men derimod en iboende natur i alkoholismen. Det er faktisk sådan, det er. Man føler taknemmelighed, når man slipper fri. Det er dét, misbrug – og ophør af misbrug – gør ved os. Ikke os alle sammen, bevares. Ikke alle på helt samme måde. Ikke i hele livet fremover. Men jo, i grove træk.

Jeg ved faktisk ikke, hvem min højere magt er. Jeg ved bare, at det ikke er mig.

Mand ved AA-møde

Der er ganske rigtigt forskelle mellem alkoholikere – og også mellem alkoholikere i behandling. Jeg tror, det skyldes, at man begynder sin behandling på forskellige stadier. Når et menneske har mistet alt, så er det menneske et meget sårbart sted. Et skrøbeligt sted. Et umenneskeligt sted. Og derfor bliver de simple ting livsvigtige. Fællesskabet. Nogen at tale med. Nogen at spise med. Nogen, der forstår. Nogen, der følger en over tid. Ja, bare nogen, der hilser på en. Det er ikke for sjov, at ethvert møde i AA begynder med den samme hilsen.

”Jeg hedder Kristian, og jeg er alkoholiker,” siger én. ”Hej Kristian!”, svarer alle derefter i kor.

Når man føler sig isoleret, udsat, ensom, kan alene den oplevelse være næsten overvældende. Andre begynder deres rejse mod bedre tider et andet sted. De har bare erkendt, at de drikker lidt for meget. Og det er mit indtryk, at de måske mere ser AA som en slags nem selvhjælp, der inden længe bliver en hyggelig rutine, sommetider måske faktisk bare noget mere socialt. Men det kan der også ligge en vigtig og ret dyb pointe i.

Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at alle grupper i AA profiterer af den enorme mangfoldighed i historier og skæbner. Det helt smadrede menneske ser det opbyggelige i, at andre har halet sig op og er blevet respektable borgere igen, ligesom de forbedrede, som sidder i slips og taler om deres ækle fortid, bestemt ikke tager skade af at se en tandløs kvinde sidde og rokke fra side til side i beskidt tøj, imens hun fortæller om, hvordan hun igen og igen tager tilbagefald. For det er dét, det hedder: Man ”tager” et tilbagefald. Anonyme Alkoholikeres sprog er ikke et passivt offers. Det er det selvstændige, ansvarlige menneskes sprog. Og det er det også, selvom man forudsætter behovet for en højere magt.

Især det sidste får mange op af stolen. Er det en sekt? Er det en kult? Og hvorfor kalder man det ikke bare Gud? For mig er det hele indlysende. Jeg plejer selv at sige, at jeg ikke ved, om jeg kom væk fra Gud, fordi jeg drak for meget. Eller om jeg drak for meget, fordi jeg kom væk fra Gud. Men en dag var Han – og alle andre – simpelthen væk. Sådan føltes det.

Derfor skal Gud genintroduceres. Men når man er blevet en af Victor Hugos ”De elendige”, kan man ikke se Gud mere. Og man kan faktisk heller ikke holde Ham ud. Man har måske ikke noget imod Ham, som sådan, men man tror nok, at det er Ham, der ikke kan lide én. Derfor må Han kaldes noget andet – i hvert fald en overgang. Og det sker der jo ikke noget ved. Man kan måske se det som et pædagogisk greb. Desuden er folk jo også forskellige. Det er ikke alle, der tror på Gud. Eller kommer til det. Men alle har brug for et etisk kompas, en eksistentiel ramme og en metafysisk forklaring, hvis de skal indfinde sig i verden igen på en måde, hvor de ikke længere, heller ikke moralsk, ser dobbelt.

Jeg kan huske, at jeg et par gange sad ved siden af en muslim ved AA-møder i København. Han sendte ofte et par ord på arabisk til Allah midt i det hele. Vor Herre bevares, tænkte jeg. Og begge dele fungerede faktisk helt fint for os hver især.

Er det så bare hip som hap? Det spurgte jeg engang en AA’er – en ung, subsistensløs mand – om. Han sagde det foruroligende enkelt: ”Jeg ved faktisk ikke, hvem min højere magt er. Jeg ved bare, at det ikke er mig.” Og dét gudsbillede er for mig gyldigt, selvom det er noget abstrakt. Men det samme er Fællesskabet, Broderskabet, Menneskeheden – som andre ser som deres højere magt. Nogle er lommebuddhister. Nogle er nærmest helt zenagtige og tror på Dette Ene Møde Som Den Højere Magt, og ikke andet.

Og så er der jo de helt radikaliserede AA’ere. Dem, der tager patent på sandheden, og som begynder at rende rundt og terrorisere andre AA’ere med deres fanatiske synspunkter. Mange personlighedsforstyrrede mennesker bliver alkoholikere på grund af selvmedicinering. Mange i øvrigt begavede folk får permanente kognitive og mentale og psykosociale skader af at drikke. Nogle er så eksistentielt hamret ned, at de kun kan klamre sig til det nærmeste ”system”, som de håber, vil hjælpe dem. Og så er AA faktisk ikke det værste. Andre genfinder deres kristne tro. Der er faktisk en del kirkegængere, der takker høfligt nej til vinen ved nadveren.

Man kan grine af, at man kan blive afhængig af at gå til møder i Anonyme Alkoholikere, Anonyme Overspisere, Anonyme Narkomaner, Anonyme Sex-afhængige og så videre. Fænomenet er så velkendt, at man i USA efter sigende har møder for den slags. De hedder såmænd AA-møder, men det står for Anonymous Anonymous – altså møder for folk, der er afhængige af at gå til møder…

Mit eget indtryk af Anonyme Alkoholikere – efter at have gået til møder igennem en hel del år – er, at billedet vitterlig er meget sammensat. Hele organisationen er så løst struktureret, at den faktisk ikke rigtig er en organisation. Men den skal være løs og åben – ellers kan folk i krise ikke komme ind.

Ved mit eget tiårsjubilæum som afholdsmand her forleden, ville jeg egentlig godt have lagt vejen forbi et AA-møde. Det har jeg sommetider gjort, især på årsdagen. Men jeg har efterhånden ikke været der i en del år, og det blev ikke til noget. Det er helt fint. For som så mange AA’ere – der ender i fodboldklubber, Odd Fellow-loger, hjemmeværn, kunstforeninger og nye familier – indgår jeg selv i andre fællesskaber nu. Men jeg kan altid tage et møde, hvis jeg får behov for det. Og det er egentlig dejligt nok at vide, at man har den tryghed i baghånden. Jeg har venner i hver en by på kloden, og de er klar til at lytte.

Er jeg så stadig alkoholiker? Jeg ved det ikke. Og jeg er også ret ligeglad.

For jeg drikker aldrig.