At ”like” er en tom gestus

At kunne ‘lide’ noget på Facebook svarer derfor ganske godt til at ‘forelske sig’ på speed dating. Det er en tom gestus og et umuligt forehavende, som der ikke kommer noget ud af, skriver Bent Meier Sørensen.

At kunne ”lide” noget på Facebook svarer derfor ganske godt til at ”forelske sig” på speed dating. Det er en tom gestus og et umuligt forehavende, som der ikke kommer noget ud af, skriver Bent Meier Sørensen. Modelfoto
At kunne ”lide” noget på Facebook svarer derfor ganske godt til at ”forelske sig” på speed dating. Det er en tom gestus og et umuligt forehavende, som der ikke kommer noget ud af, skriver Bent Meier Sørensen. Modelfoto. Foto: ASGER RYØ BORBERG/Ritzau.

At være på Facebook består i hovedsagen af at scrolle ned over en mængde opslag, og så ”like” eller dele nogle af dem. Handlingen dækker sjældent over et egentligt engagement, ligesom det at kunne lide som regel afhandles på meget kort tid.

Dermed har vi forladt den oprindelige betydning af at kunne lide. Udtrykket stammer fra at kunne tåle noget eller udholde nogens tilstedeværelse. Den, man kunne lide, var den, som man kunne tåle i sin nærværelse i en vis tid.

Det tager med andre ord tid at finde ud, hvem man kan tåle og dermed lide. Egentlig er der snarere tale om en læreproces, når man skal finde ud af, hvem det er. Hvis ikke den proces får tid til at udfolde sig, bliver det at kunne lide et meningsløst begreb.

At kunne ”lide” noget på Facebook svarer derfor ganske godt til at ”forelske sig” på speed dating. Det er en tom gestus og et umuligt forehavende, som der ikke kommer noget ud af.

I dag, hvor alt jo handler om forfatteren til disse linjer (det er mig), er det allervigtigste selvfølgelig, hvad jeg lige nu kan lide og ikke lide. Men så sent som på Shakespeares tid kunne det at lide noget gå den stik modsatte vej. Hvis man var trist, når man lyttede til et stykke musik, kunne det sagtens skyldes, at musikken, som i ”De to herrer fra Verona”, ”ikke kan lide en”.

Her vendes hierarkiet om: musikken, viser det sig, tåler dig ikke i sit nærvær. For at blive vellidt og komme i harmoni med musikken, må du derfor forandre dig. Du må, for eksempel, skifte din passivt-aggressive, evigt registrerende attitude ud med en modtagende og engageret attitude.

Den tid, i hvilken du imidlertid arbejder gratis for Facebook, det vil sige liker og deler og så videre, forandrer du dig ikke. Facebook har allerede folk ansat og algoritmer installeret, som sørger for, at du ikke konfronteres med noget, der i Shakespeares betydning ”ikke kan lide dig”.

Facebook præsenterer dig bare for en mængde ligegyldige ting og hændelser, som du skal give karakter, for derved at opbygge din egen. Men derved opbygger du ikke din karakter. Du glider bare ind i rollen som den sippede linjedommer, der konstant vurderer omverdenen ud fra dine tilfældige, smålige luner.

Og hvad værre er: Du lader ikke verden lære dig noget. Det kunne jo være, at musikken ikke kunne lide dig, fordi din attitude er forkert. Måske vil musikken (eller din nabo eller din van Gogh-plakat) lære dig, at du må forandre dit liv.

For at kunne dette, må du må træne det mod, det kræver at tåle de andre i din nærværelse. Det hedder tålmodighed, og det er netop denne dyrebare evne, som Facebook stjæler fra dig.

Hvis du, Gud nåde og trøste dig, læser denne artikel på Facebook, får du hermed undtagelsesvis lov til at ”like” den. Hvis du altså umiddelbart efter slukker din telefon og går ud og giver hånd til et rigtigt menneske med ordene: ”Dig kan jeg godt lide. Hav en rigtig god dag.”