Jeg mistede relationen til min far, men fandt den igen på toppen af et bjerg

Forældrenes skilsmisse betød, at Maria-Louize Helbo som barn mistede forbindelsen til sin far. Men pludselig var han der igen, og hun kunne som voksen genfinde sin barndom

Maria-Louize Helbos far forsvandt "til det kolde nord og ud i periferien af mit liv". En dag var han der dog igen - og en særlig sommer skulle genoplive forholdet mellem far og datter.
Maria-Louize Helbos far forsvandt "til det kolde nord og ud i periferien af mit liv". En dag var han der dog igen - og en særlig sommer skulle genoplive forholdet mellem far og datter. Foto: Claus Fisker.

Autoværnet omfavnede nærmest bilen. Rattet var som sæbe i mine hænder. Den smalle vej skiftede mellem bjergsider og tunneller. Solen stod præcis, så solbrillerne ikke skærmede nok og tilføjede derfor endnu et lag nervøsitet.

Jeg havde haft kørekort i syv år, men stort set ikke kørt siden den motorsagkyndige var min passager. Nu kørte jeg på den italienske motorvej på vej til Gardasøen sammen med min sovende far.

Min far, der havde været væk hele min barndom. En atomisk skilsmisse havde brudt den naturlige relation. Mens jeg misundeligt så til, når veninder blev hentet af glade fædre, der løftede dem op i stærke arme, forsvandt min far til det kolde nord og ud i periferien af mit liv.

Nu sad jeg her i min genfundne barndom midt i 20’erne. Ført sammen af verdens hændelser efter hans hustrus døde, og da min verden brød sammen, da jeg flyttede hjem efter et år i udlandet. Pludselig var han der. Som i en bibelsk fortælling.

Mens livet ikke gav mening for mig, gav min far mig løbesko og en racercykel med klikpedaler. Som en ihærdig og kærlig coach fulgte han mig på samtlige ture. Det gav en endorfinrus, der igen gav farve til verden, så jeg genfandt min plads tilbage i Danmark.

Nu befandt vi os i Italien. Med cykler bag på bilen, for sammen skulle vi besejre bjerget Monte Baldo.

Jeg var stadig et lille nervøst barn bag rattet på motorvejen i Italien. Angst for at styre bilen ind i de omklamrende autoværn, der nærmest slikkede bilens sider. Min far sov og anede ikke, at chaufføren med ansvar for hans liv her på bjergsiderne kæmpede en mental kamp mellem fornuft og synsforstyrrelser.

Alene mit desperate håb om at være en god datter, han kunne være stolt af, og som ikke fejlede, gjorde, at alle mine anstrengelser holdt bilen præcis midt imellem autoværnene. Da vejen endelig foldede sig ud med plads og luft omkring os, slappede jeg af.

"Den sære sammenblanding af at ville noget for at gøre min far glad, og at det var rart at være sammen, blev langsomt til min identitet," skriver Maria-Louize Helbo.
"Den sære sammenblanding af at ville noget for at gøre min far glad, og at det var rart at være sammen, blev langsomt til min identitet," skriver Maria-Louize Helbo. Foto: Claus Fisker.

Det er pudsigt, som det barnlige kan sidde i os selv som voksne. Jeg skænkede det aldrig en tanke, om min far også var et barn. Det forståelsesfilter – der gør vores forældre til mennesker, der havde et liv, før vi kom til – installeres først, når vi selv får børn og kan reflektere over sammenhængen. De var nogen, før jeg var til. Som voksen kan vi glimtvis forstå, hvem de var, og hvem de er som selvstændige personer. Hvem manden er, der også er min far.

Således var min far altså sportsmand. Ambitiøst fulgte han Tour de France. Uanset om vejret var lokkende solskin, kørte cykelløbene altid som et baggrundstæppe i stuen, så klassementet kunne følges, og notater om tophastigheder og stigninger kunne gøres. Han læste sågar cykelløbets eget magasin på fransk og var en ægte Tour-feinschmecker. Og så cyklede han. 20 kilometer hver vej for at komme på arbejde. Dertil kom fornøjelsesturene, alene eller sammen med cykelklubben.

Det var uvant for mig som voksen at få adgang til en sportsfar. Jeg var formet af den kreative teater- og musikverden, og selvom jeg derfor havde gået til dans, anså jeg det aldrig for at være en sport. Jeg så faktisk sport som modsætning til mine kreative udfoldelser. Jeg forbandt sportspigerne med de kortklippede drengepiger, der i folkeskolen gik til fodbold eller håndbold. De lod til at leve i en anden verden end min. Hvordan skulle jeg forene mig med dét gennem min far?

Den sære sammenblanding af at ville noget for at gøre min far glad, og at det var rart at være sammen, blev langsomt til min identitet. Løbeskoene og cykelturene på raceren med klikpedaler blev også min identitet. Med flere maratonløb og et ultramaraton i bagagen nu er det svært at forestille sig, at det var mig, der gjorde, hvad jeg kunne for at snyde med distancen til skolernes motionsdag.

Nu var jeg på vej på cykelferie ved Gardasøen og mødet med Monte Baldo. Som barn kom jeg aldrig med ham på ferie, for mine forældre kunne ikke enes om, hvordan jeg skulle få et pas. Uden forældremyndighed måtte jeg ikke blive indskrevet i hans pas for min mor, og min far ville ikke betale for et pas til mig.

Derfor var denne ferie endnu mere særlig. Det var min fars første ferie, siden hans hustru døde, det var min første udlandsferie med min far, og det var min første cykelferie.

Min far slog teltet op på campingpladsen ved Gardasøen og fortalte om de ting, der kunne opleves på pladsen eller i nærområdet. Jeg nænnede ikke at sige, at jeg end ikke på festivaler brød mig om at sove i telt, men jeg var så glad for at være med, at tanken om at sove tæt på jorden og bade i store fællesområder på pladsen ikke betød noget. Jeg stod her midt i barndommens renæssance og sugede alle detaljer til mig.

Charterrejser var der intet af i min barndom. Jeg hørte om klassekammeraternes ture til Harzen, Mallorca og selv samme Gardasø, som jeg nu endelig stod ved sammen med min far.

"Jeg følte mig uovervindelig og frygtløs. Væk var de indsnævrende autoværn. Verden syntes åben. Mit liv var forandret," fortæller Maria-Louize Helbo om følelsen af at have genvundet sin barndom og sin far.
"Jeg følte mig uovervindelig og frygtløs. Væk var de indsnævrende autoværn. Verden syntes åben. Mit liv var forandret," fortæller Maria-Louize Helbo om følelsen af at have genvundet sin barndom og sin far. Foto: Claus Fisker.

Vi skulle af sted på cyklerne tidligt for at fange dagen, før solens varme ville gøre turen for udfordrende. Den helt særlige lune kølighed, Italien byder på om morgenen i sommertiden, er underfundig. Det fornemmes, at dagen vil blive hed, alt imens morgenen er smuk og mild.

Himlens farvepalet var generøs i svage pastelfarver, mens et diset slør stod omkring os. De første tråd føles altid overskudsagtige. Nu var vi i gang. Opfyldt af god energi. Ingen vind, kun lyden af
vores åndedræt, der sammen med tandhjulene bar os frem i landskabet.

Vi er begge morgenmennesker. Jeg kunne ikke spejle mig i min far som barn og vide, hvorfra hvilke træk kom. Men her i sadlens pressede situationer, når overskuddet er væk, varmen har invaderet fornuften, og benene syrer til, fandt jeg ud af, at mit temperament, der kan skifte, som en Ferrari accelererer, også stammer fra min far. Morgenmennesker med stor glæde og risiko for kort lunte.

Den lige strækning hen til bjergets fod var glidende. “Spar på kræfterne, der er også en vej på den anden side.” Vi skulle både ud og hjem samt op og ned ad bjerget.

For foden af Monte Baldo delte vi os. Min far kunne som den erfarne rytter trække et andet testosteronniveau op ad bjerget, end jeg kunne som nybegynder. “Vi ses på toppen, jeg forventer, du er der om en time,” sagde han, og så forsvandt min far.

Jeg indstillede musikken til 60 minutter og begyndte de sagte tråd med syv kilometer i timen op ad bjerget. Tålmodigt og vedholdende fandt jeg en rytme, der førte mig op til min far, der sad med sin dobbelte espresso og pain au chocolat, som den verdensmand, jeg ikke anede, han var.

Heroppe stod tiden stille. Solen havde indfundet sig. Den sydlandske varme og de gyldne, sandfarvede facader var som vartegn på glæde. Eller også var det min sejrsrus over at være nået toppen. Følelsen af at have gjort min far stolt, af min egen stolthed og af sammen at have udrettet noget med ham. Et uudsletteligt minde.

Nedturen var et ti minutters sus med 60 kilometer i timen. Jeg følte mig uovervindelig og frygtløs. Væk var de indsnævrende autoværn. Verden syntes åben. Mit liv var forandret. Her på Monte Baldo ved Gardasøen havde jeg genfundet min barndom og min far gennem denne fælles sejr.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.