Jeg stod en solbeskinnet formiddag på et udendørs marked foran Brugsen, da jeg i en bod så en pige i niårsalderen få penge af sin mor. Jeg vidste fra nogle bekendtes børn, at netop denne pige tit gik lidt fortabt rundt på deres skole og ”ikke var en af de populære”.
Pigen forsvandt ind i Brugsen, og da hun kom tilbage til boden, havde hun en pakke med fire Pingvin-lakridsstænger i hånden. Hun satte sig på en stol og åbnede for stængerne, da en flok på fire veninder fra hendes klasse kom slentrende forbi uden rigtigt at ænse hende.
Først sad hun bare og kiggede efter dem. Men så rejste hun sig pludselig og løb hen foran pigerne og spurgte:
”Vil I ikke have en lakrids?”.
De så lidt forlegne ud, men som ved en fælles, nødtvungen indsats sagde de ja tak. Og det passede også lige med antallet: fire lakridsstænger og fire piger. De valgte en stang efter tur, og pigen fik den tomme pose tilbage. Så stod de der over for hinanden. Pigerne spiste og småsnakkede mest til hinanden, mens de høfligt blev stående. Og pigen fulgte dem hengivent med øjnene: Hun grinede, når de grinede, og hun nikkede, når de nikkede. I måske tre-fire minutter stod hun beæret der, så var lakridsstængerne fortæret og festen slut. ”Nå, men tak for slik,” sagde veninderne og gik videre.
Jeg så pigen stå og kigge efter dem. Og det uhyggelige var, at hun faktisk ikke så trist ud – hun så fuldstændig salig ud.
Så meget kan man længes efter et fællesskab, at bare fire købte minutter kan føles paradisiske.
Jeg tror knap nok, pigerne tænkte over, at pigen ikke selv fik en lakridsstang. De fik et godt tilbud og takkede ja, og måske tænkte de endda, at de gjorde denne lille tigger en tjeneste.
Verden er fuld af købt kærlighed, og den undseelige ondskab kan skinne som den rene godhed. Alligevel så jeg lidt senere en af veninderne stå alene ved en bil og kigge stjålent hen mod pigens bod, som om den dårlige samvittighed trods alt var begyndt at gnave sig op gennem sukkersmagen.
De fleste af os har prøvet at være i denne lille tiggerskes frygtelige sted, og nogen er det hver eneste dag. Men da jeg så flokpigen stå alene og stirre tavst og brødebetynget henne fra bilen, var det hendes mørke, jeg pludselig kendte alt for godt: Hvor mange gange har jeg ikke i en flok været med til stiltiende at misbruge nogens tillid, blot fordi jeg selv frygtede at ende som tigger?
Og hvor tit har vi ikke alle lukket øjnene og tiet, når andre også tav? Eller ladet nogen stå tilbage på vejen, i skolegården, til festen eller i Facebook-kommentarsporets søle?
Ingen af os kan sige os fri for at have ladet som om, vi ikke så den ensomme person, der stod langs væggen til receptionen, eller den kollega, der igen og igen sad overladt til sit eget selskab ved bordet i kaffepausen. Og mon ikke vi næsten alle inden for bare de seneste uger har været vidner til, eller selv deltaget i en form for debat på nettet eller i et mødelokale, hvor et eller flere mennesker, hvis udstødelse styrkede flokken, blev enten drevent nedgjort, henrettet uden en fair rettergang eller argumenter, eller mødt med kollektivets store, dræbende tavshed?
”Man skal vælge sine kampe,” siger vi voksne som en (rimelig) undskyldning, når vi ikke tør tale flokken imod. Den indre kujon vinder som regel over helten i os, fordi der næsten altid er overlevelse på spil for os flokvæsener – hvad enten vi nu er dem, der køber eller sælger den eftertragtede, lune plads i fællesskabet.
Den dag foran Brugsen var det kun mig og pigerne, der overværede tiggeriet og den dystre stilhed, der fulgte. Men dagligt foregår vores kamp for at blive eller forblive en af de andre i stigende grad foran det ansigtsløse, talløse publikum ude bag skærmene. Man rækker sine små lakridsstænger frem: ros, likes eller indforståede forbigåelser.
Bliver man ladt alene, er man mere udstillet end nogensinde. Det kan ingen af os ændre på. Men jeg er sikker på, at de fleste af os burde være lidt modigere på andres vegne. Bare nok til, at vi – som pigen, der standsede ved bilen den dag – af og til tør se i øjnene, hvem vi er, og så måske vover at gå tilbage til en tigger.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.