Prøv avisen
Debat

Jeg savner mere dansk selvbesindelse efter Muhammed-krisen

Morgenavisen Jyllands-Posten valgte bevidst at provokere alverdens muslimer ved at bringe karikaturerne, skriver generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen. Foto: Lars Helsinghof Bæk/Scanpix

Hvis Jyllands-Posten havde bragt seriøse tegninger uden anstrøg af karikatur, sådan som Kåre Bluitgen havde efterlyst, var Muhammed-krisen ikke eksploderet, mener Henrik Ertner Rasmussen

I FORBINDELSE MED markeringen af 10-året for Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af de berømte Muhammed-tegninger i sidste uge har jeg ledt forgæves efter en besindelse på hele forløbet, inklusive optakten til, at avisen overhovedet kom på den tanke at opfordre til at tegne Muhammed.

Alt handlede om ytringsfrihed og eventuelle grænser herfor.

Optakten handlede om et forholdsvis begrænset spørgsmål, der ikke så ud til at have globale perspektiver.

Forfatteren Kåre Bluitgen havde ifølge pressen oplevet, at hans planlagte udgivelse af en tegneseriebog om islams profet Muhammed - der ikke var ment som en provokation - stødte på den afgørende forhindring, at ingen ville lave tegningerne til bogen.

Grunden til det var frygt for voldelige reaktioner fra muslimer på grund det traditionelle islamiske forbud mod at afbilde profeten.

”Det er også for galt,” tænkte man på Morgenavisen Jyllands-Postens redaktion, og så opfordrede man tegnere til at levere tegninger af Muhammed til offentliggørelse i bladet. Resultatet blev nærmest udelukkende satiriske tegninger, hvoraf én var en satire over satiren.

Den skulle slet ikke forestille profeten, men en dreng af iransk oprindelse ved navn Muhammed, der stod foran en tavle i et klasseværelse, hvorpå han på farsi havde skrevet noget i retning af, at tegnekonkurrencen var en dum idé. Det var den eneste Muhammed, som tegneren kendte, lød begrundelsen for den tegning.

Det, som jeg dengang ikke begreb og stadig ikke begriber, er, at tegnerne ikke tog udgangspunkt i det oprindelige problem, lavede lidt research og så tegnede episoder fra profetens liv - episoder, der kunne have været brugt i Bluitgens tegneseriebog.

Hvis det var sådanne tegninger, seriøse og uden anstrøg af karikatur, Morgenavisen Jyllands-Posten havde bragt, ville dens redaktion have forholdt sig direkte til den problematik, som Bluitgen ville adressere.

I stedet valgte Morgenavisen Jyllands-Posten bevidst at provokere alverdens muslimer ved at bringe karikaturer. Mange muslimer ville ikke lade sig fornærme af, at man fik præsenteret scener af profetens liv i tegneserieform.

I Iran har man netop lavet en storfilm om Muhammeds liv, og der er da også i islams historie, især i persisk sammenhæng, tradition for, at man godt kan illustrere profetens liv i kunstnerisk form.

Kritikerne af offentliggørelsen af tegningerne henviser ofte til de skader, sagen førte til, hvad angår danske interesser, men stort set ingen nævner den bølge af forfølgelser, som kristne i muslimske lande blev udsat for efterfølgende.

Kristne i muslimske lande er bekvemme, bløde mål for fanatiske muslimers rasen, når man ikke kan finde danske interesser at angribe.

Jeg husker, at min mor engang, hvor jeg måske var omkring 10 år, tog mig strengt i skole, efter at jeg havde gengivet en vittig omskrivning af Fadervor. ”Det er blasfemi,” sagde hun, ”og det er meget forkert!”.

Mit barndomshjem gav mig ellers ikke nogen religiøs opdragelse ud over at vise respekt for andres tro. Det handlede ikke så meget om paragraffer i straffeloven, men om anstændighed og velopdragenhed.

Den respekt, der her er tale om, handler ikke om at ligge under for andres religiøse opfattelser, men om at udvise det minimum af pli, som gør det muligt at leve sammen i et samfund, der ikke er præget af kun én livsanskuelse eller religion.

Vort Folketing er et godt eksempel på, hvordan folk fra eksempelvis Enhedslisten og Liberal Alliance trods deres ofte totalt modsatte politiske opfattelser kan tale til og med hinanden i samme rum uden at latterliggøre hinandens ideologier, men også uden at vige en tomme fra det, som de af hjertet tror på.

I pressen kan man selvfølgelig ytre sig mere bramfrit, men også her er der usynlige grænser, selvfølgelig dikteret af det faktum, at vi ”i morgen igen skal ses på Borgen”.

Vi tror på ytringsfrihed. Som alle andre friheder skal den bruges med visdom. Vi har pressefrihed, men det betyder ikke, at der ikke er grænser for, hvad pressen har lov til eller bør bringe til torvs.

Om dette vidner alene det faktum, at vi har et pressenævn! Vi har ikke et ytringsnævn eller et religionskritiknævn, men mange har gudskelov stadig en opdragelse i behold, som giver dem en fornemmelse af grænserne for, hvor store provokationer man bør fremkomme med i det offentlige rum.

Det store problem for medierne i dag - og det gælder også de sociale medier - er, at der synes at være foregået et tab på dette punkt.

Hvis reaktionerne på Muhammed-tegningerne i 2005 har bidraget til, at vi har genopdaget, at der er en grænse for ytringsfriheden, der i bund og grund har at gøre med ordet om at ”gøre mod andre, hvad man ønsker, at andre skal gøre mod én selv” samt om ”ikke at gøre mod andre, hvad man ikke ønsker, at andre skal gøre mod én selv” - ja, så har Muhammed-krisen haft en positiv virkning.

Men manglen på god opdragelse, hvor man fra barnsben lærer, at kampen for frihedsrettighederne, så berettiget den end er, skal gå hånd i hånd med etisk stillingtagen, denne mangel har unægtelig medført store tab for Danmarks omdømme i verden.

De tab er dog små i sammenligning med dem, den muslimske verdens kristne har lidt. Det var dem, der for alvor måtte betale prisen for, at danskere med deres på det tørre kunne holde ytringsfrihedens fane højt.

Når det så er sagt, bør der siges fra over for islamisk ekstremisme, der for eksempel ytrer sig ved dødsstraf ved halshugning og efterfølgende korsfæstelse over den 21-årige saudiske mand Ali al-Nimr, der som teenager tillod sig at kritisere Saudi-Arabiens sunni-muslimske styres fremfærd mod shia-muslimer.

Her ville en satirisk tegning, i anledning af at Saudi-Arabien nu skal have formandskabet for FN's Menneskerettighedsråd, være på sin plads! Men er der nogen, der tør? Et menneskeliv står på spil, og det er vel nok værd at spidse tegneblyanten for, frem for at satirisere over det, som er helligt for mere end en milliard mennesker.

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission