Jeg skal betale 2.395 kroner for sikring af min mors gravsten. Hvad foregår der dog hos kirkens beslutningstagere?

Et menighedsråd på Fyn har besluttet, at jeg skal betale 2.395 kroner for at få boret et hul i min mors gravsten. Stenen er angiveligt til fare for sine omgivelser. Hvad foregår der dog hos kirkefolket?

Genrebillede.
Genrebillede. . Foto: Leif Tuxen.

Graveren fra en lille fynsk landsbykirke har netop meddelt mig, at jeg skal betale 2.395 kroner for at få boret et hul i min mors gravsten. Det lokale menighedsråd har ganske enkelt besluttet, at stenen er til fare for sine omgivelser. Hvad foregår der dog hos kirkefolket?

Sagen er åbenbart begrundet i en flere år gammel sag, hvor et ungt forældrepar har mistet et barn under leg på en københavnsk kirkegård.

Det er naturligvis tragisk for forældrene, men det kan da umuligt være mig, der skal betale for deres uforsigtighed.

Der må da være nogen, der har fået trukket bispehuen så langt ned over øjnene, at den har skygget for den sunde fornuft.

Jeg er gravstedsejer af tre grave på Asperup Kirkegård på Nordvestfyn, alle med aftale om vedligehold af den lokale graver. På den ene af disse grave befinder sig min mors gravsten.

En flot gravsten indkøbt hos Odense Stensliberi i 2008, opstillet på en grav anlagt af Asperup Kirkegårds daværende graver. Stenen har stået sikkert og godt i nu 14 år, og den har ikke bevæget sig under hverken storme eller orkaner.

Nu mener den nuværende graver så, at stenen er til fare for personalet på kirkegården. Jeg har aldrig hørt mage til vrøvl og sludder. Køb et par sikkerhedssko, hvis de er så klodsede.

"En kirke har netop meddelt mig, at jeg skal betale 2395 kroner for 
at få boret et hul i min mors gravsten, som ses til venstre på billedet her. Det skal være med til at sikre, at den ikke vælter. Hvad foregår der dog hos kirkefolket?”, spørger Lisa Melohn. – Privatfoto.
"En kirke har netop meddelt mig, at jeg skal betale 2395 kroner for
at få boret et hul i min mors gravsten, som ses til venstre på billedet her. Det skal være med til at sikre, at den ikke vælter. Hvad foregår der dog hos kirkefolket?”, spørger Lisa Melohn. – Privatfoto.

Man kan ganske enkelt ikke sammenligne en lille landsbykirkegård med de gamle københavnske by-kirkegårde, der bliver benyttet til leg, boldspil og solbadning direkte ovenpå de døde.

Jeg har aldrig mødt hverken legende børn, eller halvnøgne mennesker, der har anbragt sig på Asperup Kirkegård for solbadning og picnic.

Når jeg har været på gravstedsbesøg et par gange om året, har jeg stort set aldrig mødt et eneste menneske. Kun dem, der har placeret sig under jordhøjde.

Skulle jeg så betale 2.395 kroner for en hændelse, der er sket på en offentlig park-kirkegård i København, så hører al jordisk logik op.

Det er simpelt hen en ommer for både Kirkeministeriet, Fyens Stift og det lokale menighedsråd.

Lisa Melohn, Solrød Strand.