Her i tiden mellem jul og påske har der været en stor debat omkring antallet af medlemmer i den danske folkekirke. Fosser medlemmerne ud af folkekirken, eller er der faktisk ret mange medlemmer? Det afhænger helt sikkert af øjnene, der ser, men en ting er tallene, en anden er, hvad der sker ude i de lokale kirker.
Som journaliststuderende er et af de første journalistiske tricks, vi lærer, at vi skal undre os. Vi kigger på ting og undrer os, og pludselig står vinklen på historien knivskarpt for os, og så er vi i gang med en historie. Jeg tror på, at denne undren ligger latent i os alle, som journalister skal vi bare lære at sætte ord på denne undren, beskrive den og så formidle den til andre. Det er det, der gør os til journalister i forhold til andre mennesker, der ”bare” undrer sig.
For et stykke tid siden var jeg i kirke for første gang i umindelige tider, i hvert fald hvis vi fratager nevøers barnedåb, niecers konfirmation og en enkelt begravelse. Jeg var altså i kirke, sådan uden rigtigt at have et mål med det, uden en inviteret begivenhed at sætte det op på.
Og så alligevel. Det var juleaften, og min datter skal konfirmeres, så hun skal deltage i et vist antal gudstjenester som en del af konfirmationsforberedelsen. Men trods det havde jeg personligt ikke noget formål med at gå i kirke, ud over at det var juleaftensdag, og netop det da om noget skulle være den ene dag om året, man går i kirke. En dag så fyldt med traditioner, at selv hunden får en julegave. Så jeg tog med min datter i den lokale landsbykirke til årets julegudstjeneste. Og kirken var fyldt til sidste plads! Og det var endda kun en af to gudstjenester den dag.
Det var så her, min undren opstod og dermed også grundlaget for, at jeg måske ændrer lidt på min egen tro på, hvad danskernes tro er for en størrelse. I dag er det meget almindeligt at høre folk sige, at de er ateister, at de ikke tror på Gud, og at de tror på dem selv. Helt i tidens ånd. Tjekker jeg mine venners Facebook-profiler, så kan jeg se, at rigtig mange skriver, at de ikke tror på noget, eller at de netop er ateister. Det skal der naturligvis nok være nogen, der er, men hvad søren lavede så alle de mennesker i kirken den eftermiddag?
Ifølge Danmarks Statistik var cirka 75 procent af befolkningen 1. januar 2018 medlem af folkekirken, og det er faktisk ret mange. Men hvorfor denne afvigelse? Hvad er det, der ligger til grund for, at folk melder ud, at de ikke tror, men alligevel er der så mange medlemmer af folkekirken, og hvorfor kunne vi fylde vores lokale kirke juleaften? To gange endda.
Det er folkekirken og protestantismen som begreb, der er skyld i, at folk stadig besidder en form for tro. Derfor er vi så mange, der fortsat er medlem af folkekirken.
Det skal ses i lyset af netop begrebet folkekirken. Og så Martin Luther fra Wittenberg, der for 500 år siden offentliggjorde sin lange liste med 95 teser om, hvordan man skulle praktisere sin religion. I protest mod den måde, katolikkerne ser Bibelen, og dermed troen, på.
Hans teser kom til at skabe et brud med katolicismen, og den dag i dag er den danske kirke protestantisk i trosretning, som følge af dette brud.
En af de helt store anskuelser i protestantismen er, at ens tro er ens egen. Det vil sige, at troen er en sag for den enkelte og Gud.
Det er ellers nemt nok at melde sig ud; på Ateistisk Selskabs hjemmeside kan man gøre det på to minutter. Dertil kommer det økonomiske incitament, nemlig kirkeskatten. Igen ifølge Kirkeministeriet betaler man i gennemsnit 0,89 procent i kirkeskat. Det vil sige, at en familie med en indkomst på 600.000 kroner vil kunne spare cirka 6000 kroner om året – penge lige ned i foret. Penge, der kan bruges på en rejse, en ny iPad eller bare ekstra penge i husholdningen. Hvert år, vel at mærke. Men folkekirken er netop en kirke for folket. Vi er alle sammen medlemmer af kirken, fra vi bliver døbt, og vi skal aktivt melde os ud af kirken, hvis ikke vi vil være medlem.
Det er netop der, jeg på ganske kort tid har ændret min opfattelse af, hvad jeg tror, at folk tror på. For der er da noget, der tyder på, at folk tror, trods så mange menneskers melding om, at de er ateister og ikke-troende.
Ud over de vanlige julesalmer, som jeg i øvrigt havde overraskende godt styr på, holdt præsten selvfølgelig også en prædiken, som helt naturligt handlede om fødslen af Jesus og troen på, at Gud var genfødt i denne lille dreng. Og så kom hun, præsten altså, meget overraskende også ind på Eske Willerslev. Altså antropologen, ham, der ved en masse om menneskets udvikling helt fra den allerførste tid på Jorden. En mand, der videnskabeligt kan argumentere for, at skabelsesberetningen om Adam og Eva er noget vås, og at det ikke er sket på denne måde. Han argumenterer, ifølge præsten, for Big Bang-teorien.
Og her var det så, at præsten overraskede mig yderligere. For hun accepterede Eske Willerslevs argumenter, og så citerede hun ham for noget, der fik mig til at tænke lidt over det hele: ”Hvad var det, der skabte Big Bang?”. Når min præst i min kirke citerer en af landets førende evolutionsforskere for et så grundlæggende spørgsmål, bliver jeg altså nødt til at tænke mig lige dybere om.
For ja, jeg er også, eller i hvert fald har også været der, hvor jeg primært troede på at tro, at jeg respekterede, at troen havde en betydning for mange mennesker, men at jeg ikke selv troede ret meget. Ud over mig selv naturligvis. Helt i tidens ånd.
Men det er jo netop det, protestantismen handler om, at vi tror på det, vi tror på, og at vores tro er vores egen. Helt grundlæggende er præsten groft sagt bare ansat til at formidle Bibelens ord og så at forestå de kirkelige handlinger. Men grundlæggende er vi vores egne præster, der prædiker vores egen tro på Gud.
Og det er netop derfor, så stor en del af befolkningen er medlem af folkekirken. Fordi folk har deres egen tro, fordi der er plads til, at Eske Willerslev kan argumentere for, at historien om Adam og Eva er noget vås. Og fordi vi kunne fylde kirken juleaften, to gange. Der var plads til ham, der drikker, horer og kaster op dagen lang, til bøsserne på fjerde række og til de to piger og deres mor fra Syrien. Og der var plads til mig og min tro.
Jeg tror nemlig på mig selv, og måske lidt på Gud, og i hvert fald helt sikkert på folkekirken.
Ole Blædel er journaliststuderende, Syddansk Universitet.