Der har været lidt langt mellem skulderklappene siden jeg sidst drak alkohol for godt to måneder siden. Med midnatsskålen i Champagne nytårsaften, startede projekt ”Dry January”, en alkoholfri måned som har bredt sig flere steder i verden.
Trods det at jeg aldrig har betegnet mig selv som alkoholiker, virkede 31 dages afholdenhed som en temmelig uoverskuelig tanke. For dybt forankret i min hjerne og min sjæl lå overbevisningen om, at livet uden alkohol måtte være ganske trist.
I januar havde mine medmennesker nogenlunde forståelse for mit projekt. ”Nå ja, Dry January, pyha, godt det allerede er den femtende hva’?”. Hvad de ikke vidste var, at jeg havde fået det så godt uden alkohol i mit liv, at jeg var begyndt at lege med tanken om at fortsætte projektet og sågar med tanken om aldrig at drikke igen.
Trangen til alkohol var væk efter 10 dage, den gode, dybe søvn indtraf hurtigt og jeg så forbedring i min hud. Samtidig er der røget et par deller, mine tanker er blevet klarere – og sidst men ikke mindst spilder jeg ikke så meget som et minut af mit liv på tømmermænd.
Det gik op for mig, at der er et gigantisk fællesskab derude af folk der ikke drikker – men også af såkaldte sober curious – folk der begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres forhold til alkohol. Efter timevis af podcasts om et alkoholfrit liv og et væld af inspiration fra de sociale medier, oplevede jeg at her var en helt ny verden, som jeg var klar til at udforske nærmere.
Utroligt nok, kan det at stoppe med at drikke føles som at ”komme ud af skabet”.
Da det blev første februar, stod veninderne klar med min yndlings-Sauvignon Blanc. Men med bævrende underlæbe og et undskyldende blik, takkede jeg nej. Beslutningen var taget: jeg hopper på ”Dry until July”. Seks måneder og så må vi se.
”Jamen hvorfor?” ville folk vide. ”Kan du ikke bare sige ’alt med måde’, Lise?”. Jeg har aldrig været god til ”alt med måde”. Jeg kan ikke nøjes med en halv Snickers eller en halv pakke chokoladefrøer. Og min mand og jeg kan ikke nøjes med en halv flaske vin. Vi kan heller ikke nøjes med at drikke lørdag og søndag. Og det var derfor vi begge var opsatte på at lykkes med Dry January.
Utroligt nok, kan det at stoppe med at drikke føles som at ”komme ud af skabet”. Vi skal fortælle vores venner og familie noget, der potentielt set vil såre dem. Vi kan selvfølgelig også bare lade helt være med at snakke om det – men i socialt samvær er det stort set umuligt at skjule eller undgå emnet, for man bliver jo tilbudt alkohol helt automatisk.
Den følelse nogle mennesker får, når man fortæller at man ikke drikker, kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg tror det er en blanding af irritation og skuffelse. Irritation fordi man pludselig skal tage hensyn til en anden person – lidt ligesom når nogen fortæller at de er blevet veganere. Og skuffelse fordi der pludselig er et punkt i livet hvor vi er gået i to forskellige retninger.
Nogen sagde engang: ”Vil du finde ud af hvem dine rigtige venner er? Hold op med at drikke”. Min mand og jeg har klart oplevet støtte og forståelse - men at der alligevel har været så mange omkring os, der har sået tvivl i vores succes, kom nok lidt bag på os begge.
I vores kultur er alkohol forbundet med sjov og hygge. Vi får alkohol til hverdag og fest. Vi snupper en fyraftensbajer, skylder en kvajebajer, tager en lille en til halsen og siger det sidste farvel med gravøl.
Vi forbereder vores teenagere på et liv med alkohol og foreslår, at de drikker første gang sammen med os i hjemmets trygge rammer. Idéen om slet ikke at introducere vores børn for alkohol falder os ikke rigtigt ind.
Min mellemste søn på 19 har aldrig været interesseret i at prøve alkohol, og da han flyttede hjemmefra, sagde jeg til ham: ”Skat, selvom du ikke drikker, kunne du måske godt have et par øl i køleskabet, hvis en ven kommer forbi,”. Vi er simpelthen programmerede til, at alkohol ikke bare er noget vi drikker. Det er en slags hygge-lim der binder os sammen. Og vi forventer, at det altid er inden for rækkevidde.
På grund af disse sociale normer omkring alkohol, får folk nemt en fornemmelse af, at man bare vil være interessant og pudse glorien lidt, hvis man dropper alkoholen.
Men hvad er det egentlig vi vil, os tørlagte eller sober curious, som det også kaldes? Vi ønsker os respekt for vores beslutning. Vi ønsker os nysgerrighed i stedet for fordømmelse. Skulderklap i stedet for sukken. Og ja, så ønsker vi os alkoholfrie alternativer der strækker sig udover en lunken appelsinjuice eller hyldeblomstsaft når det skal være fint.
Det kom helt bag på mig, at man næsten kan begynde at græde af glæde, når man pludselig ser en flaske alkoholfri gin på hylden i det lokale supermarked. En fin destilleret sag fra New Zealand. Lige dér får man følelsen af, at nogen forstår éns nye behov. Jeg blev så begejstret, at jeg lagde et billede af flasken op på Facebook.
En ven kommenterede prompte: ”Ingen glæde, ingen spænding, ingen mulighed for at få den ”anden” frem i dig selv. Ingen pointe. Hvis du virkelig vil droppe alkoholen, så kan du bare drikke postevand i steder for. Det er meget billigere.” Manden har jo ret. Selvfølgelig kan jeg bare drikke postevand. Og selvfølgelig kan jeg også bare melde mig helt ud af samfundet. Jeg kan sætte mig ned og acceptere at jeg er blevet en andenrangs-borger. En kedelig Knud. Men jeg har vel ret til at leve og at drikke noget sprudlende og velsmagende pyntet med mynte, lime og citron og serveret i et pænt glas?
Min Facebook-ven er ikke alene. På blot to måneder, har jeg adskillige gange skulle retfærdiggøre mit valg. Jeg forbavses over, at man er dygtig, hvis man lægger smøgerne eller stofferne på hylden – men bare underlig, hvis man holder op med at drikke.
For en veninde der ikke har drukket i 20 år, blev andres skepsis hende en dag for meget. Da hun endnu engang blev spurgt om, hvorfor hun ikke drak, sagde hun: ”Jeg er tidligere alkoholiker, så jeg var nødt til at stoppe”.
Det var langt fra sandheden, men så langt kan vi komme ud. Vi orker ikke forklaringen længere. Vi orker ikke de rynkede bryn. Vi ønsker bare et træk på skulderen og komplet accept af at vi har gjort noget godt for vores krop. For lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er alkohol ikke sundt! Og Sundhedsstyrelsen har slået fast at intet alkoholforbrug er risikofrit for helbredet.
Jeg vil aldrig dømme folk, der drikker alkohol. Det var jo mig indtil for blot otte uger siden. Måske bliver det mig igen en dag. Måske allerede første juli. Men måske er jeg klar til at slå op med alkoholen. For jeg har jo prøvet det. Jeg har været der.
I rundt regnet 33 år har alkohol været en del af mit liv. Jeg kender den summende fornemmelse i hænderne, ansigtet, sågar mellemgulvet når rødvinens effekt indtræffer. Jeg ved, at østers nærmest skriger på Champagne, og jeg kender smagen på den fløjlsbløde Baileys, der rammer mine læber.
Men de seneste otte uger har lært mig, at jeg ikke behøver alkoholen i mit liv for at være glad. I de sidste otte uger har jeg ikke en eneste gang tænkt ”Nej hvor jeg fortryder, at jeg ikke drak i går”.
Jeg vil stadig skåle med jer. Jeg vil danse med jer, grine med jer, hygge med jer. Men jeg ønsker mig brændende en åbenhed og accept omkring emnet alkohol. Din drink indeholder alkohol, min gør ikke. Det er jo bare en drikkevare, så lad det ikke skille os ad.
Lise Poulsen Floris er journalist.