Landsformand for Kristendemokraterne
Sundhedsstyrelsens seneste rapport om danskernes sundhed slår endnu en gang fast, at mistrivslen blandt unge – især kvinder – er stigende. De fleste af os kan nok også genkende det i vores hverdag. En søster, som mistrives på studiet, en veninde, der får en depression, eller folk tæt på, som går ned med stress i kortere eller længere perioder. Selv tilhører jeg gruppen af unge kvinder, som har ar på kroppen efter svære år, da jeg var en del af aldersgruppen 16-24 år.
Det store spørgsmål, som kan holde i hvert fald mig vågen om natten er: Hvorfor? Hvorfor mistrives vi i stigende grad? Der er flere teorier, og svaret findes nok i en kombination af mange og komplekse faktorer.
For det første: Vi har skabt et samfund, hvor menneskeværd og selvværd er ens eget ansvar at holde fast i, mens samfundet i stigende grad vurderer os på evner og præstationer.
For det andet: Familiens, kulturens og historiens rolle bliver mindre. Det skaber rodløshed, og ansvaret for at finde retning og mening i livet påhviler individet alene. For det tredje, en egentlig god nyhed: Vi bryder tabu om mental sygdom ned. Det betyder, at vi opdager mange flere, som mistrives, og at det bliver mindre og mindre tabuiseret at sige, at man mistrives. Det er godt at få mistrivslen frem i lyset. Det er forudsætningen for, at vi kan gøre noget ved det stigende problem.
Lad mig først slå én ting fast: Det er ikke de unge, som er problemet. De unge er hverken dummere, dårligere, mere dovne eller mere sarte end tidligere generationers unge. Hvis de er noget, er det modigere, fordi de tør tale mere åbent om livets skyggesider. Det er direkte farligt, hvis vi ikke anerkender mistrivsel som et reelt problem og bare fejer det væk med, at de unge må tage sig sammen. Så risikerer vi, at mental mistrivsel igen gemmer sig væk og bliver tabu. Det værste, vi kan gøre, er nemlig at lade unge være alene med mistrivsel i deres eget eller vennernes liv.
Hvert eneste menneske har en unik historie. Unge er ikke ens. Unge kvinder er ikke ens. Selvom vi kan blive klogere og danne overblik gennem statistik og gennemsnit, så er det vigtigt at huske, at bag hvert eneste felt i tabellerne står et faktisk menneske med meget virkelige problemer.
Jeg var selv sådan en ung. Jeg var omkring 15 år, da jeg begyndte på selvskade som følge af ensomhed. Jeg var 22 år, da jeg holdt op og langsomt fik det bedre igen.
Hvorfor mistrivedes jeg? Forklaringerne er lige så komplekse, som løsninger skal være. Jeg var for det første ensom. Jeg blev ikke mobbet, men var heller ikke en del af fællesskabet i skolen og gymnasiet. Jeg følte mig valgt fra og havde ikke fundet et fællesskab i fritiden heller. Det faglige blev min hobby, og bøgerne tog min tid og mine tanker væk fra hverdagen. Jeg kommer ellers fra en god familie, gode forældre og uden social arv, der tynger.
Hvad hjalp så? Det gjorde en blanding af mennesker, som tog ansvar. En lærer, som så mig og gav mig tid til at snakke og fortælle, råbe og græde eller bare stirre på hende. Venskaber, som langsomt blomstrede frem. En kæreste, som blev hængende.
Men hverken venner, kærester eller gode lærere kan udskrives på recept og sættes på formel som mirakelkur. Det var relationerne, som gjorde udslaget for mig. Forpligtende, meningsfulde relationer. Vi lever i en tid, hvor relationerne forsvinder. Familiens rolle blive mindre, relationer sættes i system og gøres til ”projekter” for at fremme sociale egenskaber, som igen skal fremme et eller andet diffust mål om succes.
Selve relationen gøres til et værktøj frem for netop en relation. En ven. En mor. En bror. En ægtefælle. Man kan sige meget om relationernes forsvinden i vores individualiserede samfund, men vi har også brug for konkret at hjælpe de unge lige nu. Indtil kulturen igen giver plads til relationer som meningsgivende i sig selv, må vi ty til systemet af faglige, professionelle og dygtige medarbejdere.
Dengang jeg var i selvskade, var jeg bange for systemet. Jeg var bange for at henvende mig til professionelle for hjælp. Bange for, hvad det ville åbne for af stigma, hvis mit navn pludselig stod på en journal et sted. Så jeg gik alene med ensomheden og mørket, mens arrene blev flere. Min historie er ikke magen til alle andres, men den er én blandt tusinder af årsager til, at alt for mange unge ikke har det godt.
Vi har brug for at se vores psykiatri fra de unges perspektiv. Det handler ikke kun om dygtige specialister. Det handler ofte om tilbud og voksne at komme til, som er nærværende, kendte og ”ufarlige”. At man som ung kan komme med problemer i deres spæde start, bliver set og hørt. At der er tid til at studere på deltid uden et stort bureaukratisk system. At der er nogle at snakke med uden en henvisning, ventetid og ”rigtig behandling”. Vi har brug for at tage vores trivsel alvorligt, længe før der er tale om diagnoser og behandling.
Der er også brug for at styrke det specialiserede system for de mange danskere, som virkelig er syge. Det skal der findes penge til i en ny psykiatriplan.
Men der skal også sættes penge og ikke mindst forståelse af til tilbud, som er tæt på de unge. Kurser til voksne i de unges hverdag, så de kan håndtere den første henvendelse, når man som ung måske bare fortæller, at det er længe siden, man sidst grinte. Det kræver ikke behandling. Og det må heller ikke fejes væk som ingenting. Det kræver, at vi tager de unge alvorligt som de mennesker, de individer og de unikke historier, de er, og ser dem hver især. Det kræver, at vores system gøres så fleksibelt, at de unge ikke skal lave om på sig selv for at passe i kasserne, men at systemet tilpasser sig den unge.
Jeg var en af de unge, som mistrivedes. En af kvinderne i statistikken, men ikke en af de unge i ”systemet”, og mine år som selvskadende står ikke i en journal noget sted. Jeg kom aldrig på en venteliste til behandling, for jeg ville ikke stigmatiseres. Jeg turde ikke træde ind i det store system. Jeg var både bange for at skulle se mig selv som patient, og jeg var bange for, at jeg ikke var ”syg nok” til at få hjælp. Så jeg spurgte ikke engang.
Det burde jeg have gjort. Det havde sparet megen ulykke.
Vi har helt konkret brug for ”små systemer”. For mennesker med lidt mere tid. Lærere med mere tid til en snak. Studievejledere med beføjelser til at sætte tempoet ned for den unge, som ikke kan følge med. Ungdomsmodtagelser med dygtige faglige voksne, som kan sætte tid af til en snak med de unge.
Når vi skal forhandle om en ny 10-årsplan for psykiatrien, er det helt afgørende, at vi lytter til de levede erfaringer, lytter til de unge, voksne og ældre, som har mistrivsel og sygdom tæt på.
Det er afgørende, at vi på samme tid styrker vores behandling og prioriterer de mange forskellige voksne, som skal have tid til den første snak. Det vil kunne forebygge megen ulykke også for andre unge. Det er ikke hele løsningen, det er jeg klar over. Men det er noget af det, som jeg tager med mig fra mine egne levede erfaringer.