Jeg vil ikke sættes i bås. Specielt ikke som individualistisk egoist.
Heller ikke, selvom jeg er mor til to børn på seks og to år, som vokser op med en mor og en far, der ikke længere er sammen som par.
Jeg tror, de fleste andre alenemødre og -fædre på samme måde som jeg knokler derudad for at holde sammen på børnenes hverdag, gøremål, pligter og det arbejde, der ligger i på ny at skulle definere sig selv.
Og det i en grad, som forældre, der fortsat er sammen, ikke forstår. Og heldigvis for det. For de savn, den afmagt og det bestandigt krævende arbejde, et brud af den kaliber bringer med sig, indrømmer jeg gerne, er ikke ønskværdigt. I Kristeligt Dagblad udtaler familievejleder Lola Jensen den 10. september, at individuel egoisme kommer til udtryk, når den yngre generation i dag skilles hurtigt, og at der er en gennemgående tendens til, at man ikke vil kæmpe ret længe for sit parforhold.
Jeg er ikke overbevist. Jeg og min tidligere partner kæmpede. Hvert minut. Hver time. Hver dag. I mere end et år. Er det lang tid? Er det kort tid? Det ved jeg ikke. Til gengæld er jeg overbevist om, at vi er de eneste, der med sikkerhed ved, at det var tilstrækkeligt for os.
For når kræfterne var brugt op, forsøgte vi igen og igen og igen. Men det var forgæves, for vi kæmpede på hver vores måde og kunne ikke længere forenes og holde sammen på det, vi havde.
Jeg betvivler ikke, at Lola Jensens hensigt er god. At hun er optaget af, at færre bliver skilt, og at de, der nødvendigvis skilles, fører et fornuftigt samarbejde efterfølgende. Så langt, så godt.
Men når hun samtidig giver udtryk for, at for os, den yngre generation, må livet ikke gøre ondt, bliver jeg nødt til at ytre mig. For det hænger ikke sammen. En skilsmisse, et brud med et menneske, man har elsket, gør forbandet ondt og tærer både på ens psykiske og fysiske velbefindende.
Når bruddet er uundgåeligt, tror jeg også, at det er de færreste, der ikke har en anelse om, at fremtiden bliver hård. Så den der forestilling om, at vi giver op, fordi livet ikke er 100 procent perfekt, holder simpelthen ikke. For det, der følger, er ud fra min overbevisning så langt fra at være perfekt, som noget overhovedet kan være.
Prøv at forestille dig, hvordan det er at stå alene med børn, der kaster op om natten. Forestil dig, at lyset aldrig er tændt, når du kommer hjem. Forestil dig, at du altid står for indkøb, tøjvask, madlavning, madpakker, der skal smøres, opvask og børn, der skal passes og plejes undervejs.
Forestil dig, at du skal aflevere og hente dine børn hver dag i skolen, SFO'en, i vuggestuen eller i forbindelse med fritidsaktiviteter og legeaftaler, samtidig med at du selv skal passe et arbejde. Forestil dig, at du ikke har en at føre en voksensamtale med, når børnene sover. Og forestil dig så, at du også skal påduttes at være en individualistisk egoist. Jeg har ikke noget imod alle de første forhold, for det er mine børn, det handler om, men det sidste - der sætter jeg grænsen.
Når Lola Jensen endvidere sammenligner sine egne kontroverser med sin mand om, hvor opvaskemidlet skal placeres, eller om sokker, der ikke rammer vasketøjskurven, som mulige skilsmissegrunde for os, den yngre generation, bliver jeg ærgerlig. Også selvom det bare er et forsøg på at sætte det hele lidt på spidsen.
For det er en hån mod alle os, der er gået igennem en livskrise, som et brud, der inkluderer børn, er. Hvorfor jeg og mine børns far gik hver til sit, kan ikke beskrives kortfattet. Det var en lang, sej og kompleks beslutning at nå dertil - og mon ikke, det er gældende for langt de fleste par med børn, der skilles?
Karen Høgh, pædagogisk konsulent, Ejbyvænget 18 C, Odense SØ