Et bestemt spørgsmål går igen, når man for tiden sidder og drikker kaffe. Ville du tage Astra-Zeneca-vaccinen, hvis du fik den tilbudt?
Denne mistænkes som bekendt for at forårsage blodpropper, og regeringen har sat den i bero, hvilket måske påvirker hastigheden, hvormed befolkningen kan blive færdigvaccineret. Samtidig fortæller affæren sin egen historie om vores moderne forhold til videnskab.
I et debatpanel på TV 2 i torsdags var alle med næsten ironisk overbærenhed enige om, at vi selvfølgelig bare skal have de Astra-Zeneca-stik. ”Lad os nu komme i gang!”, udbrød kommunikationsrådgiver Tine Aurvig-Huggenberger utålmodigt, og mens jeg bestemt forstår længslen efter at gå i teatret og sidde på café med avisen, lærer vi for tiden, i hvilken grad det vestlige menneske nærer tillid til, at videnskaben løser problemerne, så vi hurtigt kan komme til at leve præcis som før.
Jeg værdsætter også medicin og vaccine, men jeg mærker slet ingen indlysende accept af at få kroppen tilført et middel, der er udviklet i et prestigefyldt og lettere hektisk globalt vaccine-kapløb. Menneskene har før begået fejl i videnskabens navn, og når man følger vaccinedebatten, hvor stort set ingen af os har tilstrækkelig viden om sagens essens – altså, de nye vacciners beskaffenhed – er det billedet af en nærmest troskyldig dansker, der står tilbage. På grund af dette modsætningsforhold mellem troskyldighed og manglende viden udtalte formanden for Det Etiske Råd, Anne-Marie Axø Gerdes, på P1 i går morges, at det er problematisk at hævde, at folk selv bør vælge, om de vil tage imod Astra-Zeneca-vaccinen eller ej. For er valget reelt frit?
Spørgsmålet stilles ofte i mødet med videnskabens magt, der kan skabe forventning om, at man i fællesskabets interesse bør tage imod de muligheder, der gives.
Tag blot debatten om aktiv dødshjælp og faren for at føle sig presset til at forlade Jorden. Eller hvad med spørgsmålet om organdonation, hvor det kan blive til normen, at man selvfølgelig lover dele af sit legeme væk.
I forhold til coronavaccinernes mulige bivirkninger ved vi reelt ikke, hvad valget handler om, og når den liberale her typisk vil indvende, at man undervurderer folks dømmekraft, må svaret være, at nej, det gør man ikke. Vi lever i dag med en så højt raffineret og magtfuld videnskab, at vi stort set alle er lige afskåret fra seriøs dømmekraft, hvilket er én af de skræmmende erfaringer fra coronatiden.
Sammenblandingen af den intense mediedækning af noget, ingen af os har forstand på, og forventningen om, at man alligevel skal kunne tage stilling, afslører vores sårbare moderne position. Vi lever i videnskabens vold, og tidens varme spørgsmål står stadig tilbage.
Ville du tage Astra-Zeneca-vaccinen, hvis du fik den tilbudt? Nej tak. Det siger jeg ikke, fordi jeg har nogen særlig viden om den, men fordi jeg ingen har. Og det er det eneste, jeg har at holde mig til. Jeg tror på min uvidenhed. Og jeg holder afstand.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.