Jeg er stoppet med at gå i kirke, for gudstjenesterne fanger mig ikke

I folkekirken kaldes der til mange gudstjenester. Jeg har lyst til at deltage, og jeg har i mine 57 år deltaget i mange hundrede som barn, som ung og som voksen, men nu er jeg stoppet, skriver Erik Villy Rasmussen

Måske er det, fordi jeg ikke er så meget til Buxtehude og klassisk musik? Måske er det, fordi der mangler lidt mere spontanitet? Jeg ser ikke en gevinst i, at det er så forudsigeligt!, skriver Erik Villy Rasmussen, der er stoppet med at gå til gudstjeneste.
Måske er det, fordi jeg ikke er så meget til Buxtehude og klassisk musik? Måske er det, fordi der mangler lidt mere spontanitet? Jeg ser ikke en gevinst i, at det er så forudsigeligt!, skriver Erik Villy Rasmussen, der er stoppet med at gå til gudstjeneste. Foto: Leif Tuxen.

ER DET IKKE RIGTIGT, at pinsen kom udefra? At den hellige ild satte sig på disciplene, uden at de havde planlagt hvornår og hvordan – det skete bare? Tiden var inde, som det så flot kunne hedde. Det blev til en spontan handling.

Der blev snakket med forskellige sprog, men det blev til en fælles forståelse. Der var dialog og en lyst til at være med, og mange deltog i et nyt fællesskab fra denne dag. Dermed har vi en forståelse af, at kirken blev født. Er det ikke rigtigt?

Der var en lyst til at mødes i de nye fællesskaber, og den lyst har fungeret lige siden – og endda verdensomspændende. I folkekirken kaldes der til mange gudstjenester. Jeg har lyst til at deltage, og jeg har i mine 57 år deltaget i mange hundrede som barn, som ung og som voksen, men nu er jeg stoppet.

Jeg ville så gerne, men jeg orker ikke mere!

Ikke fordi jeg ikke har lyst, men jeg fanges ikke. Alt for mange gange mister jeg mit gode søndagshumør undervejs i gudstjenesten.

Måske er det, fordi jeg ikke er så meget til Buxtehude og klassisk musik? Måske er det, fordi der mangler lidt mere spontanitet? Jeg ser ikke en gevinst i, at det er så forudsigeligt!

Der er så meget, der ikke giver mig den værdi, som der var tiltænkt. Luther sagde noget med, at kirken altid skal reformeres, men jeg synes ikke, det kendetegner højmessen.

Jeg oplever heller ikke, at vi ikke taler sammen om tro i forbindelse med højmessen eller folkekirken i al almindelighed.

Er det blot min oplevelse, så pyt! Men mit engagement i det kirkelige miljø gør, at jeg kender mange i alle aldre, der på forskellige måder er engageret i foreninger med folkekirkelig tilknytning, for eksempel i børne- og ungeorganisationer og sociale organisationer.

Mange af mine bekendtskaber kommer kun, hvis de synes, de skal. De kommer ikke af spontan lyst. Gudstjenesten opleves ”død og ligegyldig”. Det samme gælder for mange af de personer, der er valgt ind i menighedsråd. Selvom de er valgt til at være ledelsen af folkekirken lokalt, står de ikke på spring for at deltage i højmessen.

Pinsen kommer ikke uventet i år. Den falder en søndag. Midt i højmessetiden. På den første pinse kom der en stemning med ”hvad skal dette betyde?”. Der kom dialog. Men er det ikke rigtigt, at der mangler den dialog om tro i højmessen og i det hele taget i folkekirken? Er det ikke rigtigt, at vi i folkekirken ikke ansigt til ansigt taler om tro med hinanden: ”Hvad betyder troen for dig?”.

Alle har spørgsmål i forhold til at tro på Gud og i forhold til alt det, som er større end mig som menneske, men hvorfor er vi ikke i dialog med hinanden om det i folkekirken, som de var ved den første pinse?

Erik Villy Rasmussen, provstisekretær i Brønderslev Provsti, Nissumvej 14, Aalborg Ø