Dennis Christensen, medlem af Jehovas Vidner, blev i maj måned løsladt efter fem år i russisk fængsel. Hvordan holder man modet oppe og står det igennem – og hvad betyder troen her? De spørgsmål har både Christoffer Emil Bruun fra P1-programmet ”Tidsånd” og Anna Ingrisch fra samme kanals ”Genstart” stillet Dennis Christensen i denne uge. Christensen blev anholdt efter en stramning af religionslovene i Rusland i 2017, hvor Jehovas Vidner blev stemplet som en ekstremistisk organisation. Han blev anholdt under dramatiske omstændigheder under en gudstjeneste.
”Tidsånd” har fulgt sagen løbende, og her får man et mere indgående indblik i forholdene i et russisk fængsel, den hakkeorden, der hersker, og hvor danskeren skulle finde en plads. Dennis Christensen blev ikke udsat for tortur som flere af hans medfanger dømt under samme paragraf, men det er indlysende, at livet i et russisk fængsel kræver sin mand. Han virker både i ”Tidsånd” og ”Genstart” beslutsomt fattet, men som lytter sidder man også tilbage med en usikker fornemmelse, en fornemmelse af en mand i krise eller efter-chok-tilstand. Måske fordi hans forståelse af tro er så anderledes end en evangelisk-luthersk forståelse?
Dennis Christensens beskriver, hvordan han under det lange fængselsophold bruger bøn og bibellæsning til at holde “forkerte tanker” væk fra sig selv. En opvækst i Jehovas Vidner med et strengt adfærdskodeks har lært ham, hvordan han kan gøre det. I fængslet er det depression og mismod, han værger sig for, samtidig med at han opbygger udholdenhed og modstandskraft: Han vil ikke knækkes, sådan som det er hans opfattelse, at myndighederne har til hensigt. Af hans beskrivelse fornemmer man, at det er en enorm viljesanstrengelse, der holder ham oppe. Han henviser blandt andet til en formaning af Paulus i Romerbrevet kapitel 12 om ikke at lade sig overvinde af det onde, men i stedet overvinde det onde med det gode.
Da Christoffer Emil Bruun spørger, om tiden i fængslet har påvirket hans syn på reglerne i Jehovas Vidner, svarer han nej: “Jeg har set, at min tro har været virksom. Gud har været med mig, jeg har bevaret min værdighed”.
Det er den tro, man har, der hjælper. Christensens tro er stærkt disciplinerende, og selvdisciplinen holder ham oppe.
Man hører ingen formuleringer i retning af, at ”da jeg var helt nede og havde opgivet alt, holdt Gud mig oppe”. Det er ikke Job, Jonas eller Jesus på korset, der klinger hos Dennis Christensen; det er den stærke tømrer, muskelmanden Jesus og den disciplinerede Paulus. Derfor har han ikke grund til at ændre synet på de stramme regler i Jehovas Vidner, som falder mennesker uden for trossamfundet for brystet; det er dem, der har holdt ham oppe undervejs. Men hvor er den Gud, der udøver sin magt i magtesløshed? Den Gud, der både kender og bærer over med menneskelig svaghed?
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.