Prøv avisen

Jehovas Vidner og eks-vidnerne

Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvis nogen træder på de livsværdier, som Jehovas Vidner finder hellige, dyrker man ikke social omgang med vedkommende

Aage Iversen har læst B.T., og det har fået ham til at skrive et indlæg. Anledningen er en bog, der foregiver at handle om Jehovas Vidner. Det er en roman, og dens stereotype persontegning og sort-hvide problemskitsering bærer præg af, at skribenten har en økonomisk interesse i at dramatisere.

ormen er velegnet til en smædekampagne (fiktion kan man ikke drages til ansvar for), men den kan ikke danne grundlag for en seriøs vurdering. Iversen og skribenten (Irma Lauridsen) repræsenterer kun sig selv og en håndfuld frafaldne vidner, der af forskellige grunde tegner et forvrænget billede af Vidnerne.

Over for dem står Irmas familie, der afviser hendes beskrivelse. Dertil kommer 15.500 danskere, som er glade for at være Jehovas Vidner. Der er også religionssociologers og -historikeres udsagn.

De præciserer, at man ikke kan bruge frafaldnes udsagn til ret meget. Den frafaldnes psykologi er kendetegnet af en fiksering på det sorte, det negative. Tidligere ville de frelse verden med troen; nu vil de frelse verden fra troen. 15-17; 1 Korinther 5:9-13; Johannes' andet brev 8-11).

Inden for de senere år har vi da også set eksklusion bragt i anvendelse af kirkelige og ikke-kirkelige bevægelser. Det er rigtigt, at Jehovas Vidner ikke kan sige god for utugt, ægteskabsbrud, tyveri, svindel, løgn, druk eller bagvaskelse. Men deres reaktion er groft fortegnet.

Hvis nogle i deres midte svigter på et punkt, mødes de med en tålmodighed, finfølelse og individuel forståelse, der slet ikke nævnes af Lauridsen og Iversen. Hvis én imidlertid insisterer på at leve et ukristent liv, må menigheden tage til efterretning, at han eller hun har besluttet at ophøre som et af Jehovas Vidner.

Den eksklusion, der kan blive følgen, sker da ikke på grund af selve handlingen, men på grund af personens holdning til den bibelske moral. Det er værd at bemærke, at før man bliver et døbt Vidne, bliver man undervist i den bibelske tro og livsstil i et år eller to. Er man uenig i troen eller livsstilen, bør man lade være med at lade sig døbe. Så alle ved, før de bliver døbt, hvad Jehovas Vidner står for.

Det er en alvorlig sag at blive udstødt. Jehovas Vidner dyrker ikke social omgang med nogen, der er udstødt, hvilket vel ikke er så underligt, da han/hun ved sin livsstil træder på livsværdier som Vidnerne regner for hellige. Ud over at miste et stort netværk, som bygger på fællesskabet om troen, vil mange have kvaler med at have svigtet den tro og overbevisning, de har forkyndt for andre. Vidnerne hader ikke udstødte.

Hvis de ikke har frabedt sig det, eller tydeligt har vist, at de ikke ønsker det, bliver de besøgt med regelmæssige mellemrum og tilbudt åndelig hjælp. Omkring halvdelen tager imod denne hjælp og bliver genoptaget.

»Der er ingen grund til at søge at fastsætte regler for, om familiemedlemmer kan være med til sammenkomster, hvor en af deres udstødte slægtninge er til stede. Det er noget de implicerede selv må finde ud af, i overensstemmelse med Paulus' vejledning.« (15. november 1981 s. 22)

I samme udgave af bladet (s. 19) blev det understreget, at udelukkelse af menigheden ikke ophæver familiebåndene. Jehovas Vidner har pligt til at sørge for deres egne, både dem, der bor hjemme, og dem, der bor uden for hjemmet, også selv om de er udstødt. Det er et bibelsk princip.

Hver gang jeg læser om frafaldne, der angriber Vidnerne, kommer jeg til at tænke på en familie på busrejse. En i familien finder pludselig på, at han vil ryge i bussen. Det må han ikke, og det gik han ind på, da han købte rejsen. Trods tålmodige appeller fra rejseleder, familie og medrejsende insisterer han på at ville ryge i bussen. Til sidst bliver han sat af. Familien er bedrøvet, men fortsætter rejsen. Rejselederen og de øvrige rejsende er også berørt. Nu står han der, ladt tilbage og skælder ud - sammen med en der tilfældigt kommer forbi!

Men er det rimeligt at bebrejde rejselederen, familien eller de andre rejsende det, der er sket? Vi er klar over, at man mister meget, når man bliver udstødt. Og det gør os ondt, at enkelte har svært ved at finde sig selv. Derfor tilskynder vi dem også til at søge tilbage til menigheden. Hvis de ikke har lyst eller mod til det, er vores tilskyndelse, at de fylder deres liv med positive bestræbelser for at finde nye venner og opbygge et nyt netværk frem for at angribe tidligere trosfæller. Kun på den måde tager de ansvaret for deres eget liv, ligesom vi tager ansvaret for det liv, vi har valgt.

Erik Jørgensen er informationschef i Jehovas Vidners Informationstjeneste