Jelved og Lidegaard: Uddannelsesnedskæringer med bind for øjnene

Vi er ærgerlige over, at Danmark, som altid har været foregangsland på uddannelsesområdet, sætter i bakgear og kører tilbage til en tid, hvor der ikke er lige muligheder for alle børn for at få en god uddannelse, skriver Marianne Jelved og Martin Lidegaard

Vi håber, at regeringen snart tager sit bind for øjnene af og tuner ind på den kanal, der hedder vores børns fremtid, lyder det. Modelfoto
Vi håber, at regeringen snart tager sit bind for øjnene af og tuner ind på den kanal, der hedder vores børns fremtid, lyder det. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau.

I SIN NYE UDSTILLING Cirkus Europa udstiller Michael Kvium et portræt af en af sine karakteristiske skabninger med bind for øjnene.

Billedet repræsenterer en tilgang til samfundsproblemer, som desværre synes at være blevet så udbredt, at regeringen har baseret sit finanslovsudspil på den. 1,2 milliarder kroner til skattelettelser på biler, nødder og mobiler skal hives direkte op ad lommerne på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor regeringen vil skære 1,4 milliarder kroner i 2018. Det lader til, at det er lykkedes regeringen at slukke for det program, der hedder fremtiden.

Det er svært at forstå, hvordan så mange kloge hoveder i regeringen kan tænke så sort. Som skoleelev kan man nu glæde sig til at sidde i et større, mere komfortabelt bagsæde i sine forældres bil på vej til og fra skole. Så må man så til gengæld også affinde sig med, at udskiftningen af de 20-30 år gamle stole og borde i klasselokalet får længere udsigter.

MÅSKE SKAL SVARET PÅ vores undren over denne prioritering findes i graden af ”lige nu og her-effekter”, der er at tage og føle på i henholdsvis dårligere uddannelse og billigere biler. Sparede uddannelser kan måske virke svære at tage og føle på lige nu og her. Og det vil vi gerne medgive.

For godt nok er det ikke sjovt at sidde på en gammel stol, men de mest alvorlige konsekvenser af besparelser i skolerne får vi først at se, når børnene vokser op. Af samme grund er udbyttet af uddannelsesinvesteringer også langt sværere at se, føle og måle på. Hvorimod en stor bil med masser af ekstraudstyr, ja, den er nem at få øje på og … køre i lige nu og her.

Endelig så virker det også vældig belejligt for regeringen at ”glemme” at fortælle om de langsigtede skader, som flere og større biler på vejene gør på vores miljø og klima. Endnu en regning, der bliver sendt videre til næste generation. Store dele af regeringens finanslovsudspil bygger på skattelettelser, der smager godt og er komfortable lige nu – på den korte bane.

Det bygger ikke på investeringer, der gavner vores klima på den lange bane. Eller investeringer, som gør det trygt, sjovt og fagligt udfordrende at være barn. Og det er så ærgerligt. For uddannelsesinvesteringer er langt den bedste aktie, den danske stat kan købe. Dens afkast er klogere, gladere og stærkere unge mennesker.

UDSIGTEN TIL 1,4 MILLIARDER kroners afvikling af vores skoler og uddannelser er dybt bekymrende. Det er mildest talt dårligt nyt for vores børn. Dårligt nyt for den fagligt eller socialt udsatte elev som læreren overser, fordi hun ingen tid eller ressourcer har til hverken at forberede sig til timerne, give kvalificeret feedback eller til at yde ekstra omsorg. Dansk Center for Undervisningsmiljø har netop råbt højt om, hvor store konsekvenser der er for de børn, som føler sig uden for og kede af det i skolen. Det program har regeringen tydeligvis valgt at slukke for.

Vi er ærgerlige over, at Danmark, som altid har været foregangsland på uddannelsesområdet, sætter i bakgear og kører tilbage til en tid, hvor der ikke er lige muligheder for alle børn for at få en god uddannelse. Hos Radikale Venstre synes vi ikke, at vores fælles fremtid skal afvikles på grund af billigere biler, nødder og mobiler i 2018. Vi håber, at regeringen snart tager sit bind for øjnene af og tuner ind på den kanal, der hedder vores børns fremtid.

Marianne Jelved og Martin Lidegaard er henholdsvis skoleordfører og finansordfører for Radikale Venstre.