”Man må leve, som om Gud findes.”
Det er den ungarske forfatter Imre Kertész, der citeres for at have sagt sådan. Det tilforladelige ”som om” kunne ligne et figenblad for skeptikerens forbehold: Nu skal vi ikke komme for godt i gang, det er bare noget, vi leger. Hvad har det med tro at gøre, sådan et proformaarrangement med det rationelle jeg som opmand?
Jeg ved ikke, om Imre Kertész var troende. Måske vidste han det heller ikke selv. Er det noget, man kan vide? Jeg hører hans ord som en åbenhed på trods. I en teknisk-videnskabelig civilisation med en evidensfikseret tilgang til alt mellem himmel og jord står det hele lige skarpt og oplyst. Der er ingen grynede, gråmelerede overgange til uvisheden, det ukendte hinsides bevidstheden.
Sådan en faktaboks af en verden er som et plejehjem i decembermørket: et fuldt oplyst, skridsikkert limbo uden skygger med linoleum fra væg til væg og en fandens masse laminat. Nemt at rengøre. Ikke nemt for sjælen at finde næring i. Når jeg en dag skal bo sådan et sted, beder jeg til, at jeg stadig kan læse. Forsvinde ad litteraturens flugtveje ind i det knapt sandsynlige og dog underfuldt nærværende andet rum, som er forestillingsevnens kontakt med en dybere følelse for, hvad det vil sige at være til.
Kald det eskapisme, men litteraturen er sommetider den sidste udvej, når omgivelser, man ikke selv har valgt, belejrer mennesket i én med intimiderende åndløshed. Fortællekunsten bliver en kattelem, og dens hængsler er de to små ord ”som om”. Når de svinger, sættes fantasien i bevægelse, og lemmen svinger begge veje. Fra plejehjemmet ud i den vide verden. Eller fra evigheden ind i den betrængte sjæls her og nu.
Det er sådan, jeg hører Imre Kertész. I hans forsigtige sætning bliver de to små ord ”som om” en kattelem for barnetroen. Uden videre ståhej smyger den sig diskret gennem fornuftens ellers forsvarligt lukkede dør. Man må leve, som om eventyret ikke bare er ”som om”.
Ja, man må leve, som om det ikke bare var en skrøne, at en ung kvinde engang sad alene i sit kammer og fik besøg af en engel. Dér sad hun for sig selv, sådan hensunken i sine tanker, og så var han der pludselig i det lille værelse med alle sine fjer og i al sin herlighed og med en helt igennem forbløffende, usandsynlig besked.
Det mest usandsynlige var egentlig ikke, at barnet i hendes mave skulle være undfanget ved Helligånden. Det er vel ikke noget særligt. I det antikke Grækenland kunne Zeus føde ud af låret, og i vore dage kan børn konciperes på en mangfoldighed af måder: i reagensglas, pr. stedfortrædende rugemor eller med bistand fra omkringflakkende sædemænd på den ene og den anden side af loven.
Det usandsynlige og ifølge fornuften helt igennem utroværdige ved historien er, at det lige skulle være hende, Maria. Hvorfor ikke pigen inde ved siden af? Fornuften er relativist, og relativismen er i grunden prohibitiv. Hvis det lige så godt kunne være en anden, som det kunne være hende, så kunne det lige så godt ikke være. Så er det allerede ikke. Sådan har Maria måske tænkt i begyndelsen: hvorfor lige mig?
Da hun siden mærkede et nyt liv spire i hende, må hun være kommet på andre tanker. Hun vidste med sig selv, at hun ikke havde været sammen med nogen. Derfor blev hun nødt til at leve, som om Gud fandtes og i sin uudgrundelighed havde bestemt sig for lige netop hende. Ellers gav det ikke mening, og meningsløsheden er for mennesker værre, mere anstødelig, end usandsynligheden.
Men anstødeligt har det været. Midt i al vores menneskelige selvoptagethed er vi mærkeligt selvudslettende. Vi har svært ved at se ud over næsetippen og ønsketænkningens nærsynede radius, men vi har endnu sværere ved at overbevise os selv om, at vi skulle være noget særligt. Man tager selfies, og det ligner narcissisme, men er måske bare et ængsteligt forsøg på at forvisse sig om, at man vitterligt findes. I de sociale mediers inderliggjorte overvågningssamfund er den opgejlede selvforståelse lige så hul og sprød som en marengs.
Du skal ikke tro, at du er noget. Der var troen igen, men i negativ form, og englens budskab til Maria var anderledes positivt: Du skal tro, at det er du. For eksempel noget så vildt som gravid med Gud. Godt, at der ikke var noget med samtykke dengang. Helligånden kunne snart have fået en MeToo-sag på halsen. Det er ikke til at forestille sig, at Maria skulle have været krænket, men det er heller ikke til at forestille sig, at hendes svangerskab skulle have gjort hende indbildsk.
Det løber som en understrøm i fortællingen, at hun i sit stille sind må have vendt relativismen på vrangen. Fra at være en skeptisk modværgeforanstaltning er den blevet forvandlet til øm tillid. Hun er ikke en hvilken som helst ung kvinde. Men det kunne hun være. Det er meningen med at bære Guds søn under sit hjerte: at vi alle er udvalgt. Resten er historie, og i mere end 2000 år er den blevet fortalt igen og igen.
På nutidens oplyste plejehjem taler personalet til os med patroniserende overbærenhed, som om historien bare er en historie. Som om vi inderst inde ikke ved bedre. Unge som gamle er vi indskrevet i den videnskabelige naturbeherskelses beskyttede boliger, døren ud til mørket er forsynet med både tyverialarm og overvågningskameraer, men kattelemmen svinger.
I den dybeste vinter trænger en brise fra stjernernes uendelighed ind og letter på vagtplanerne i forstanderindens brevbakke. Kattelemmens bevægelige ”som om” sender svingninger tilbage gennem erindringen til den første gang, vi som børn hørte historien om Maria, Josef, stalden i Betlehem og hyrderne på marken.
Helt uden for institutionens kontrol er det igen blevet jul, og julen kommer med fortællingens uforklarlige evne til at fylde en skeptisk og frygtsom bevidsthed med syner. Med dufte, lyde og en fornemmelse for det hele. Kulden udefra og varmen fra dyrene, deres prusten i stilheden, en skraben af hove. Det let fugtige hø, der stikker lidt. Hørmen fra kreaturernes efterladenskaber. Det mørke hår, der klæber til den nyfødtes isse. Det røde, klemte, men fuldt færdige ansigt. Det intetanende spædbarns ro. De trætte forældres lettelse. Udsatheden ved at føde under så kummerlige forhold, som knap velkomne gæster i en bås mellem dyr.
Måske er der også en kat. Den har set det hele med sine sfinksagtige øjne, men så er den løbet udenfor i natten, ud i skæret fra den sælsomme stjerne. Katten standser med poten løftet og drejer på ørerne. Den har bemærket de tre forhutlede skikkelser, der nærmer sig gennem landsbyen, ude fra marken.
Hyrdernes uventede barselsbesøg er det første tegn på et grænseløst fællesskab. Sådan nogle fårepassere var ikke pæne mennesker. Det var Josef og Maria pludselig heller ikke, henvist til at barsle i den yderste nødtørft. Hyrderne og de nybagte forældre var bare mennesker for hinanden. Fremmede i natten og så alligevel ikke. Fortællingen åbner et utroligt perspektiv ind i staldens lune mørke og ud i stjernevrimlen over den stille landsby.
Ordet ”Gud” er med ét forbundet med sårbar blidhed. Afstanden mellem det skabte og Skaberen er ikke større, end at den kan tilbagelægges med et kærtegn. Hvis man kan leve, som om det forholder sig sådan, er julen sluppet indenfor. Mod bedre vidende, trods alle voksne forbehold. Så lytter man igen til fortællingen med den fantasifulde tiltro, som det barn man var engang.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.