Jens Christian Grøndahl: Det er et udtryk for naiv magelighed, når danskerne nægter at ofre en fridag

Det er et udtryk for naiv magelighed, når danskerne nægter at bringe ofre, eksempelvis en fridag, i den store sags tjeneste, mener forfatter Jens Christian Grøndahl. Det gør os dårligt klædt på til den tid, vi går i møde, mener han

Jens Christian Grøndahl prøver at bevare håb for fremtiden, selvom han mener, at tiden er mere kriseramt end nogensinde før.
Jens Christian Grøndahl prøver at bevare håb for fremtiden, selvom han mener, at tiden er mere kriseramt end nogensinde før. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

“I det lange perspektiv er jeg forsigtig optimist. På kort sigt synes jeg, at det hele ser meget sort ud.”

Sådan siger Jens Christian Grøndahl, forfatter til en lang række romaner og desuden kendt for at have et skarpt, analytisk blik for tidens svøber og samfundets udvikling. 

I regeringsgrundlaget varslede den nytiltrådte SVM-regering, at “Danmark står over for flere, mere komplekse og kritiske udfordringer, end vi har gjort i årtier". Og Jens Christian Grøndahl er enig i, at kriserne trænger sig på som aldrig før. Faktisk har han i sit voksenliv kun set kriser melde sig med højere og højere frekvens.

“Når jeg taler med mine voksne og næsten voksne børn, går det op for mig, at deres generations verdensbillede har nogle andre fortegn end min. Jeg fyldte 30 år den dag, Muren faldt, og på mange måder var det den begivenhed, som kom til at præge mit verdensbillede. På den dag, jeg for alvor trådte ind i voksenlivet, forandrede Europa sig med et slag.”

Kort efter brød der krig ud på Balkan, angrebet på tvillingetårnene i New York den 11. september omkalfatrede den vestlige verden på ny, og finanskrisen ramte. Så meldte klimakrisen sig og fik siden selskab af coronakrise og energikrise. 

“I fem minutter fik vi lov at tro på, at demokratiet var universelt, og at menneskerettighederne var universelle. Udviklingen har gjort den tro til skamme, senest med Ruslands udryddelseskrig mod ukrainerne,” siger han. 

“Vi, der er børn af 1960'erne, er børn af en tid, hvor det bare gik fremad. Hvor Jens Otto Krag kunne gå til valg under parolen: 'Gør gode tider bedre'. Det var en tænkning, der gik tilbage til oplysningstiden: at historien bestod af fremskridt på fremskridt på fremskridt. De unge, der vokser op i dag, er måske den første generation, der ikke tror, at verden bliver bedre. Og det er altså åndeligt invaliderende at vokse op med den bevidsthed.“

Mageligheden hersker

Når Jens Christian Grøndahl ikke er optimistisk på den nære fremtids vegne, er det blandt andet, fordi han har fulgt med i modtagelsen af regeringens ambition om at omdanne store bededag til en arbejdsdag.

Debatten og modstanden mod den idé viser, at hverken borgere, folkekirke eller et bredt udsnit af politikerne på Christiansborg er villige til at tage fat, hvor det gør ondt, for at løse tidens kriser, mener han.

“Det er typisk dansk, at alle hidser sig op over store bededag. Det er jo ikke engang en rigtig helligdag. Nu har vi skreget på samarbejde hen over midten, og vi ved alle sammen godt, at vi skal øge arbejdsudbuddet. Jeg synes virkelig, at det lover dårligt for villigheden til at træffe nogle ubehagelige, men nødvendige beslutninger.”

Det danske samfund har været rigt så længe, at tanken om at spænde livremmen ind er skræmmende for den del af danskerne, der har levet uden at skænke økonomien mange bekymrede tanker, siger Grøndahl.

“Det som er meget, meget ubehageligt for sådan nogle som os i sådan et samfund som vores, det er, at hvis vi skal ud af det her morads, så må vi prioritere. Det har vi overhovedet ikke været vant til. Vi har fortalt hinanden, at der var råd til det hele, og man kunne kun vinde et valg på at fortælle vælgerne, at det var der. Nu bliver vi konfronteret med, at det ikke er sådan længere.“

Hvis udsigten til at miste en enkelt årlig fridag kan udløse et sådant kollektivt postyr, hvordan vil vi som befolkning håndtere de store ofre, fremtiden unægteligt vil bringe, spørger han. For med klimaet i forværring står vi foran langt, langt større indgreb i vores samfund og liv. Hvis man kan tale om, at vi er på vej ind i en ny tid, er det en hård tid, mener forfatteren. 

“Vi går en tid i møde, der er fuld af svære beslutninger, og derfor er det så meget desto mere nødvendigt at kunne slippe de fastlåste positioner og mødes og være fornuftige sammen.”

“Debatten om store bededag burde være anledning til et reality check. Vi vil gerne sortere vores affald eller til nød lade være med at spise bøffer i klimaets navn eller donere penge til ukrainske flygtninge og føle os gode, fordi det er overkommelige ting. Vi vil gerne frelse verden, hvis vi kan forene det med vores magelighed, men hvis vi skal til at ofre noget, så stejler vi. Som om vi ikke om kort tid kommer til at bringe langt større ofre end store bededag.“

Frygter ikke magtfuldkommenhed

Bededagsdebatten vidner i Jens Christian Grøndahls øjne om, at danskerne er en flok “småborgerlige anarkister”, der stritter imod en regering, der blot forsøger at gøre det job, vi har valgt den til udføre, nemlig at regere. 

“Der hersker en form for småborgerlig anarkisme i Danmark. Det anarkistiske er, at man egentlig ikke vil regeres. Det småborgerlige er, at man er så kortsigtede, fordi udsynet sjældent når meget længere end til havelågen. Sådan noget som en fridag er helligt. Så kan man komme ud med fiskestangen eller løbeskoene. Lige så snart vi skal til at betale lidt for at fremtidssikre fællesskabet, så er fanden løs.”

Nogle har udtrykt bekymring over den måde, flertalsregeringen forvalter magt på. Kan bededags-sagen være udtryk for en ny politisk virkelighed, hvor oppositionen og vælgerne kan se sig trumfet?

“Jeg synes, det er et udtryk for stort mod fra regeringens side, at de holder fast og siger: Vi er demokratisk valgt, og vi repræsenterer et flertal. Vi skal ikke hele tiden ud og spørge folk, hvad de synes, vi skal gøre. Vi er valgt til at regere, og nu regerer vi.”

Alt for længe har vi haft en populistisk og "frygtsom politisk kultur", hvor politikerne har ladet sig styre af folkestemningen i jagten på stemmer, mener Jens Christian Grøndahl, der som eksempel fremhæver det seneste årtis udlændingepolitik, hvoraf en stor del “har været latterlig”. 

“Som den måde, man har gjort det sindssygt svært for almindeligt velfungerende mennesker at få en ægtefælle til Danmark bare for at tækkes nogle meget provinsielle og mistroiske medborgere på den yderste højrefløj.” 

Den politiske højredrejning åbenbarede en gruppe af vælgere og borgere, der følte sig meget langt fra eliten, påpeger Grøndahl. Kommende kriser og løsningerne på dem vil kun understrege, at landets borgere stadig er opdelt i klasser. For kriser rammer skævt.

“Jeg tror, vi kommer til at tale meget mere om klasse. Vi ser det i litteraturen, hvor forfattere som Glenn Beck artikulerer, hvad det vil sige at føle sig ekskluderet, at være underklasse i et samfund, der foregøgler os lighed. En af de illusioner, vi har næret om os selv, er, at vi skulle være et klasseløst samfund.”

Men kan en stærk opposition, som regeringen er afhængig af at samarbejde med, ikke netop sikre, at marginaliserede borgere bliver tænkt ind i reform- og lovarbejde? 

“Jeg deler ikke forestillingen om, at vi er på vej ind i en mere udemokratisk tilstand. Jeg synes, man skal passe på med at tale om magtfuldkommenhed, for som sagt er der noget, der hedder at regere, og hvis man har mandater til det, så skal man også gøre det.”

Pligt til håb

Tiden er kriseramt, men Jens Christian Grøndahl gør sig alligevel umage med ikke at forfalde til pessimisme og gru for fremtiden, den nære som den fjerne. 

“Jeg synes, man er et fjols, hvis man bare borer sig ned i sin pessimisme. Men det er jo en dejlig position, for man føler sig så klog. Man har gennemskuet tingene og set, at det hele er ad helvede til. Det er jo sådan lidt smådumt at være håbefuld. Den skeptiske nedladenhed har været en del af den kulturradikale afvisning af kristendommen.”

Så selvom hans børn ikke træder ind i voksenlivet med samme optimisme og fremtidstro, som han selv gjorde, opmuntrer han dem til at bevare håbet.

“Det er vigtigt, at man som ung insisterer på håbet. At håbe er en del af det at være ung. Jeg harcelerer af og til over, at unge ikke har den klassiske dannelse, jeg selv knap nok har, og som mine bedsteforældre havde. Men når jeg taler med mine døtre på 15 og 17 eller hører andre unge, så slår det mig, at der er enormt meget moralsk instinkt og en meget seriøs vilje til fællesskab og respekt for andre i deres generation. Det gør mig håbefuld. Så kan det ikke gå helt galt. Så skidt med om de kan recitere Homer,” siger han.

Han tror på, at mennesket er innovativt af natur, og at kriser og brud rummer forandringspotentiale.

“Jeg tror helt klart, at klimakrisen accelererer innovationen. Hvis man ser tilbage på menneskehedens historie, så har kriser ofte fremmet nye opfindelser. Krisen får os også til at standse op og tænke på, hvad der er vigtigt i livet, og hvad der ikke er. Så besindelse og innovation vil være begreber for, hvorfor jeg egentlig er håbefuld.”