Han havde aldrig troet, at han skulle vende tilbage til Jens Otto Krag og udgive endnu en bog om ham. Den første biografi, i to bind, strækker sig trods alt over 1690 sider. Hvad mere skulle der være at fortælle om Krag, selvom han ubestridt stadig er den betydeligste danske statsminister efter Anden Verdenskrig? Bo Lidegaard, forfatter og historiker, havde ikke forestillet sig det.
Men nu, 20 år efter den første biografi, ligger den alligevel der på det sorte bord foran ham i lokalerne i Snaregade, hvor Lidegaards nye projekt, klimatænketanken Kaya, har til huse. Bogen ”JOK. Jens Otto Krag”. Manden, der 50 år efter, at han forlod politik, stadig er værd at tage ved lære af, mener Bo Lidegaard. Fordi ingen senere politikere på samme måde som Krag har været i stand til at planlægge og gennemføre fundamentale ændringer af det danske samfund.
”Det har fået ny aktualitet at se på Krag, fordi det var ham, der stod i spidsen sidste gang, vi var i en situation, hvor det hele skulle laves om,” siger Bo Lidegaard med henvisning til de tre voldsomme udfordringer, der efter hans mening trænger sig på i disse år: klimaforandringerne, de hastige teknologiske ændringer og den stadigt mere fragmenterede og urolige verden.
”Krag omfavnede forandringerne. De skræmte ham ikke. Han så dem som muligheder, der kunne og skulle vendes til noget positivt. Det er der ingen af dagens politikere, der har gjort eller er på vej til at gøre. Det, alle statsministre siden Krag har gjort, er at sige, at ’den her bygning – velfærdssamfundet – vil vi bevare’, og så har de udskiftet et par vinduer og pudset hjørnerne op. Men min påstand er, at vi ikke kommer gennem det næste årti uden at forestille os en helt anden bygning. Men der er ingen politikere i dag, der tør sige, at vores hverdag skal ændre sig fundamentalt.”
Krags udfordringer var nogle andre i tiden efter verdenskrigen, hvor fattigdom, varemangel og tiltagende kold krig prægede hverdagen, men det enestående ved Krag var, at han ikke blinkede i mødet med dem. Endsige forsøgte at hutle og lappe sig gennem med kortsigtede løsninger. Krag var ikke typen, der forærede sin sidste skjorte væk, men han havde, siden han sad hos skrædder Appelon efter skoletid, været indigneret over social nød og haft et dybfølt ønske om at skabe et samfund med bedre muligheder og velfærd til alle.
”Ingen politiker har været så instrumentel som ham, når det drejer sig om at se behovet for fundamentale ændringer – og omsætte dem til praktisk politik. Der har været omveje, og nogle gange er det gået langsomt, men Krag har stået i spidsen for alle de kæmpe forandringer, der skete i Danmark fra slutningen af krigen til optagelsen i EF. Hele forestillingen om velfærdsstaten. Vandringen fra land til by, kvinderne på arbejdsmarkedet, børnene i daginstitutioner, kildeskatten og momsen. Alt bliver lavet om. Der er ikke en kvinde, en mand eller et barn, hvis hverdag ikke bliver anderledes, og Krag er en del af det hele,” siger Bo Lidegaard.
Det er et tankeeksperiment: Hvad ville Krag gøre, hvis han var statsminister i dag?
”Han ville i hvert fald have haft en vision. Han ville have formuleret et program. Og han ville have lagt en præcis strategi.”
Bo Lidegaard savner Krags samlende vision og handlekraft hos nutidens politikere. Først og fremmest hos Krags partifælle og kollega på statsministerposten: Mette Frederiksen. I bogen skriver han, at man stadig mangler at se, om Mette Frederiksen – som Jens Otto Krag – har ”en vision om velfærdssamfundet på en større klinge”.
”Foreløbig har jeg ikke hørt hende sige andet end, at klimaforandringerne er en vanskelighed, vi skal overkomme. Og hun er ovenikøbet en ung politiker med 20-30 år foran sig. En hel generationsalder. Hun skulle jo gøre den klimaomstilling til sit politiske projekt. Men når hun taler passioneret om noget, er det om udsatte børn eller Arne-pension. Det er nogle rustne hjul i velfærdsstaten, hun er optaget af; ikke de jordskred, hele fundamentet er truet af.”
Er klimapolitik ikke meget vanskeligere at ”sælge” til vælgerne end opbygningen af et velfærdssamfund?
”Velfærd koster også. Og det lagde Krag ikke skjul på. Det andet folketingsvalg, han stod i som statsminister, havde to hovedpunkter: indførelsen af kildeskat og indførelse af moms. To ting, der kanaliserede en del af folks penge direkte videre til staten. Folk kunne godt regne ud, hvad det betød. Men han blev genvalgt.”
Hvad karakteriserer den gode politiker?
”Der er indlysende nok ingen enkel opskrift. Men du skal i hvert fald kunne forklare dig. Du skal have evnen til at forklare folk, hvad det er, du vil, på en måde, så de forstår det. Også når du indgår kompromiser med andre partier til højre og venstre og midt for.
Kompromiser er en nødvendig og uundgåelig del af toppolitik, men du skal kunne fortælle dine vælgere, hvorfor de giver mening. Folk skal erfare, at du står ved dit ord. Så du skal på den ene side være villig til at gøre det, der er politisk muligt, men du skal også være troværdig. Folk skal kunne se, at der er retning og mening med den politik, der bliver ført. Troværdighed handler om, at man på tværs af alle studehandler står ved sit ord og sin politik,” siger Bo Lidegaard og peger på, at det var det, Krag kunne.
”Han var meget åben. Han delte sine tanker med befolkningen. Folk syntes måske nok, at han var kedelig, men de stolede på ham.”
Bo Lidegaard skynder sig dog samtidig at slå fast, at Krag ikke var noget overmenneske. Han var måske heller ikke den dygtigste økonom på sin tid. Og heller ikke en nørdet politiker, der kun interesserede sig for dét spil. Han havde tværtimod stor appetit på alle aspekter af livet. Han var belæst og kulturel.
”Men det afgørende er nok, at han havde en meget dyb interesse for ’samfundsmaskineriet’ og en politisk overbevisning om, at hvis man forklarer folk grundigt og sagligt, hvordan tingene hænger sammen, så vil folk forstå det og bakke det op,” siger han.
Bo Lidegaard peger på, at Krag som ung underviste tillidsfolk i økonomi og var vant til at skulle svare på mange forskellige spørgsmål. Derfor havde han både en ret god fornemmelse for, hvordan arbejdere og fagbevægelse tænkte, men også en veludviklet evne til at forklare sig, så folk forstod det.
”Krag troede på det gode argument og folks sunde fornuft. Man kan sammenligne hans facon med pressemøderne i den første corona-tid. Den der lidt tørre fremlæggelse af fakta, hvor myndighederne og eksperterne delte både deres viden og deres tvivl. Det skabte en tillid mellem befolkningen, politikerne og eksperterne. Hvor befolkningen holdt sig til anbefalingerne, ikke fordi de skulle, men fordi de blev overbevist om, at det var det mest fornuftige. Krag kombinerede en meget stærk politisk vision med at være pragmatisk. Han havde sit mål, og det holdt han fast i, selvom han samarbejdede med alle, hele tiden.”
Det er stort set umuligt at læse en bog eller artikel om Jens Otto Krag, uden at forfatteren gør opmærksom på den dobbelthed, der indkapslede ham. Krag var enestående god til at udøve den politiske magt samtidig med, at han hele tiden drømte om at udleve andre sider af sig selv. De rigtige, mere ”ægte” sider af sig selv: skribentens, malerens, menneskets.
”Krag troede på det gode argument og folks sunde fornuft. Man kan sammenligne hans facon med pressemøderne i den første corona-tid."
Bo Lidegaards indgående biografi kredser også om denne splittelse hos Krag, og han er ikke i tvivl om, at den konstante søgen på sin vis gjorde Krag til en bedre politiker. Men Lidegaard advarer samtidig mod at tro, at Krag ikke vidste, hvad han gjorde.
”Man skal ikke være naiv og bilde sig ind, at han ikke søgte den politiske magt. Krag har det eksistentielt sådan, at han hellere vil noget andet – det er en modsætning i hans natur, der udspiller sig over hele hans liv. Men han bringer sig også gang på gang i en position, hvor han kan gribe magten.
Det paradoksale er så, at da han endelig slipper magten, føler han sig lykkeligere end nogensinde før i sit liv. Indtil det går op for ham, at det var hans liv, hans kald, han har sluppet. Og dermed har han givet afkald på det egentlige, og han går til grunde,” siger Bo Lidegaard med henvisning til Krags menneskelige deroute og død kun seks år efter hans afsked med politik.
I bogen er du inde på, at Krag var bedre til at forvalte magten end så mange andre, fordi han ikke var bekymret for at miste den. At denne drøm, han har ”om det andet liv”, gør ham meget handlekraftig. Nærmest ”frygtindgydende handlekraftig”. Hvad betyder det?
”Krag er en tvivler. Han tænker, vender skråen, han spørger til råds, han deler sin tvivl med sine kolleger. Men når beslutningen først er taget, så ser han sig ikke tilbage. Så kører han på. Der er ingen, der ligner ham i den henseende i dag.”
Vi har brug for, at nogle udøver magt og tager ansvar i kritiske situationer. Ellers bliver demokratiet netop det, som dets kritikere beskylder det for at være: ubeslutsomt, handlesvagt, usikkert. Et demokrati har brug for handlekraft.
Vi har et alt for bornert forhold til magt i Danmark, mener Bo Lidegaard. Han blev forbløffet over den debat, der rejste sig i de første uger af corona-pandemien, hvor Mette Frederiksen traf en række beslutninger. Hun blev kritiseret af nogle for at agere for egenrådigt.
”Det forstod jeg ikke. Det at gribe og udøve magt er ikke forkert, så længe magten står til ansvar. Vi må ikke forveksle demokrati med en udtynding af magt. Vi har brug for, at nogle udøver magt og tager ansvar i kritiske situationer. Ellers bliver demokratiet netop det, som dets kritikere beskylder det for at være: ubeslutsomt, handlesvagt, usikkert. Et demokrati har brug for handlekraft. Der er ingen modsætning mellem demokrati og handlekraft.”
Hvilken slags socialdemokrat var Krag?
”Så socialdemokratisk, som de kommer. Krag har fået et ry for at være den distancerede akademiker, men han havde et meget tæt forhold til fagbevægelsen. Tættere end forgængere som H.C. Hansen og Hans Hedtoft.
Det var fagbevægelsens folk, der satte Krag til at skrive Fremtidens Danmark. De kendte ham, og han kendte dem. Krag var ingen ideolog. Han var en umådelig visionær pragmatiker. ”
Kan man overhovedet sammenligne politikere over tid? Er deres vilkår og muligheder ikke for forskellige, for knyttet til deres samtid?
”Både og. Historien gentager sig ikke. Og svarer ikke på alle spørgsmål. Man kan ikke sige: Vi har lært sådan og sådan af historien, og det betyder, at vi skal gøre sådan og sådan. Alting er anderledes, og derfor er ikke noget det samme.
Men det er lige så rigtigt, at det eneste, vi har at støtte os til, er fortiden. Det gælder for samfund som for mennesker. Det er svært ikke at tage afsæt i det tidligere. Man er sin historie, sin erfaring, sine valg. Man er et barn af sin tid. Det eneste, man har at gå ud fra i forhold til fremtiden, er det, vi ved om fortiden, altså om tiden indtil nu. Vi lever både i en uforudsigelighed og en kontinuitet.
Derfor giver det mening at gå tilbage til sidst, vi var i en situation, hvor det hele skulle laves om. Derfor kan vi stadig lære noget af Jens Otto Krag.”