Jeppe Aakjær er forældet

HØJSKOLESANGBOGEN: De sange af Jeppe Aakjær, som nu er udgået af Højskolesangbogen, er sange, der ikke længere synges

I en meget interessant kronik den 16. januar beklager Knud Peder Jensen, at Jeppe Aakjærs politiske sange er udgået af den ny højskolesangbog. De fem sange, som er udgået er: "Her har jeg stået i tusinde år", "Råbet stiger i morg'nens skær", "Her kommer fra dybet den mørke armé", "Jeg lægger mig i læet her" og "Med raske trin jeg over lyngen skred".

Principielt kan jeg følge ham et stykke i denne beklagelse, men sagen er, at sangene ikke længere synges. Jensen spørger, om sangbogsudvalget er gået i de fodspor, som Politikens Henrik Cavling trådte i 1926, da man fejrede Jeppe Aakjærs 60-års fødselsdag. Da skar man den politiske Aakjær væk.

Det har ikke været sangbogsudvalgets intention. De fem sange, som ikke er medtaget i 18. udgave, har måttet vige pladsen for nye og mere tidssvarende sange.

I udvalgets kommissorium står blandt andet, at "sange, der ikke længere bruges i folkelige kredse kræver en særlig begrundelse/ forklaring for at kunne forblive i sangbogen". Det har været udvalgets vurdering, at de fem sange er gået af brug, og man har ikke haft noget ønske om, at Jeppe Aakjærs politiske holdning og engagement skulle væk fra Højskolesangbogen.

Knud Peder Jensen beklager endvidere, at sangbogen har skiftet navn til blot at hedde Højskolesangbogen og ikke som før Folkehøjskolens Sangbog. Heri ligger heller ikke en holdning, men blot en sproglig erkendelse af, at sådan kaldes den i daglig tale. Det kan sammenlignes med, at man heller ikke længere siger automobil, men blot bil.

I øvrigt er det også blevet påpeget, om højskolen som sådan kan påberåbe sig et ejerskab til bogen. Den er hele folkets Højskolesangbog og som sådan i øvrigt den meste solgte bog i Danmark, hvilket også i høj grad gælder den 18. udgave. Over 100.000 eksemplarer blev det til på godt to måneder. Første og andet oplag er udsolgt. Tredje oplag er på vej.

Ole Brunsbjerg,

formand for Højskolesangbogsudvalget,

Granslevvej 6,

Hadsten