I lørdags fremførte lederartiklen i denne avis, at Ruslands militære pres på Ukraine bør føre til, at Vesten afholder sig fra at give Ukraine et Nato-medlemskab. Det er udtryk for en koldkrigslogik, som man ellers kun plejer at høre fra Kreml. Faktisk kom præcis det samme budskab fra Rusland dagen forinden i en officiel erklæring.
Nu er det under alle omstændigheder ikke sådan, at et ukrainsk Nato-medlemskab ligger ligefor. Ukraine er en meget tæt og vigtig partner for Nato, men der er stadig lang vej igen på reformsiden. Men uanset at der fortsat er meget at gøre, så er det alene op til de 30 allierede i Nato og Ukraine selv at beslutte, hvornår et Nato-medlemskab kan komme på tale. Det skal hverken Kreml eller nogen som helst andre gøres til herre over.
Hvis vi købte den præmis, som ligger til grund for Ruslands uacceptable pres på Ukraine, vinker vi farvel til den europæiske sikkerhedsorden, som vi alle omfavnede med stor lettelse efter Murens fald. Aldrig mere skulle der være interessesfærer i Europa. Aldrig mere skulle de store bestemme over de små. Aldrig mere skulle magt være ret. Selv Rusland vedkendte sig til de fundamentale principper, da optimismen var på sit højeste.
Kreml påstår, at Nato truer Rusland. Derfor må Ukraine ikke blive en del af Nato. Det har intet med den virkelige verden at gøre. Nato er en forsvarsalliance. Når Nato har styrket sin forsvars- og afskrækkelsesprofil, er det sket som en defensiv reaktion på Ruslands aggressive adfærd. Det var Rusland, som vendte ryggen til den europæiske sikkerhedsorden ved i 2008 at gå ind i Georgien og i 2014 at anspore til krig i det østlige Ukraine og ulovligt annektere Krim-halvøen.
I 2014 var jeg selv i Donetsk i det østlige Ukraine. Jeg skulle mødes med en række ukrainske politikere og beslutningstagere. Men kort før jeg ankom, var de alle enten blevet nødt til at flygte eller var forsvundet uden nærmere forklaring.
Den lokale regionsregeringsbygning var blevet besat og omdannet til en slags hovedkvarter for de bevæbnede bøller, der kaldte sig selv for en oprørsbevægelse. Uden for den besatte regeringsbygning var der etableret en mur af affaldscontainere, bildæk og møbler rippet inde fra bygningen. Ved indgangen var der blevet sat et telt op, hvor de nye magthavere foregav at udøve indrejsekontrol. De ville sætte et stempel fra den selvudråbte Folkerepublik Donetsk i mit pas. Jeg fandt en lap papir i min jakkelomme, de kunne stemple i stedet. Det var en farce. Men en farlig farce. Rundt om os gik en horde af hærdebrede bøller iført camouflageuniformer, elefanthuer og AK-47-rifler. Min lokale guide hørte, at de talte russisk og ukrainsk med russisk accent. Det var billedet for lidt over syv år siden, dybt inde i Ukrainsk territorium. Det var og er en skændsel.
Lige nu frygter jeg, at Rusland har planer om at gå ind i Ukraine igen. Langs grænsen kommer der flere og flere soldater til. Nato og EU skal støtte fuldstændigt op om Ukraines territoriale integritet og suverænitet. Det skal have massive politiske og økonomiske konsekvenser for Rusland, hvis Kreml indleder en ny invasion. Rusland skal stoppe den militære intimidering af Ukraine og deeskalere situationen. Ukraine og Nato skal ikke lade sig afpresse. Og da slet ikke give garantier til Rusland, der vil fratage det ukrainske folk retten til selv at bestemme over dets egen fremtid.
Jeppe Kofod (S) er udenrigsminister.