I VOR RELIGIONSKRITISKE og sekulariserede tid erstatter vi ofte religionen med politik. Vi erstatter kristendommens dybe overvejelser om livet, døden, kærligheden og skylden med moralske og politiske synspunkter om samfundet. Der går ”religion” i politikken med det resultat, at det ender i farisæisme og selvoptagethed, i mindre saglighed og forståelse.
Vi har fået en politisk debat, der er karakteriseret ved en moraliserende og ”frelst” sprogbrug og dæmonisering af modparten. Alt skal være absolut entydigt: godt eller ondt. Det modsætningsfyldte skal elimineres. Det ender med, at der egentlig slet ikke bliver noget at tale med hinanden om.
I første omgang er det Islamisk Stat, det gælder. Organisationen skal ikke bare bekæmpes, den skal udryddes. Vi er blevet besat af forestillingen om at have moralsk ret og stå på ”det godes side” i en apokalyptisk kamp mod de ”mørke kræfter”, som er et tvetydigt udtryk, der vinder frem.
Vi står ikke over for en kriminel, en terrorist, en fjende eller modstander med anden baggrund og politisk opfattelse, men vi stilles over for en repræsentant for de ”mørke kræfter”, der ikke bare skal bekæmpes i selvforsvar, men også helst udryddes én gang for alle, så verden igen kan vende tilbage til sin oprindelige harmoniske uskyldstilstand.
Vi føler os i vor gode ret ikke bare til at forsvare os og beskytte vort land og dets borgere, men vi er også i vor gode ret til endegyldigt at gengælde ondt med ondt.
I Bjergprædikenen derimod hører vi Jesus sige: ”Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.”
Disse ord om fjendekærlighed har ikke forhindret fjendehad i den kristne verden. Men er Jesu ord om fjendekærlighed da bare en absurd og uvedkommende grille, der ikke har noget med virkeligheden at gøre? Man kunne også vende spørgsmålet om: Hvad ville der ske, hvis ordene simpelthen forsvandt fra vort ordforråd, blev udryddet, glemt eller fortrængt?
Erstattet af ord om, at vi, der anser os for de ”gode” evigt og altid, har ret til at møde ondt med ondt og vold med vold i evige voldsspiraler, uden mulighed for andre former for konfliktløsning, uden erkendelse af fjendens baggrund og uden selverkendelse af de fjendebilleder, vi rummer.
JESU ORD OM fjendekærlighed er talt til enhver, der producerer fjendebilleder. Alle opbygger vi fjendebilleder. Det er, som om vi ikke kan leve uden. Derfor mister ordene heller aldrig deres aktualitet. Uforsonlige fjendebilleder rumsterer i os alle - også i den hjemlige forbitrede flygtninge- og indvandrerdebat. Fjendebillederne i os skal styrke selvrespekten, men de befordrer samtidig polariseringen, uden at debatten skærpes af den grund. Her er ikke plads til omtanke, saglighed og selvkritik.
For ens egen ufejlbarlighed må ikke anfægtes, da der ikke findes nogen tilgivende og oprejsende instans i tilværelsen. Det gode, jeg vil, det gør jeg også, og det onde, som jeg ikke vil, det gør de andre. Men det var det modsatte, Paulus sagde: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, gør jeg.
Selvfølgelig må vi beskytte vort land mod terrorisme fra Islamisk Stat og al-Qaeda. Men de kan ikke besejres udelukkende militært. Buddet om fjendekærlighed ophæver ikke modsætningen mellem godt og ondt.
Men Jesu ord om fjendekærlighed kan være en stadig udfordring, der måske kan åbne for mere saglighed, når presset bliver taget af vor trang til at ville retfærdiggøre os selv med alle vore gode handlinger og holdninger i et forkrampet forsøg på at erhverve anerkendelse.
Måske kan evangeliets ord åbne op for andre former for konfliktløsning og selvkritik, når vi ser bjælken i vort eget øje, som vi har svært ved at få øje på. I Helvede er selvretfærdigheden den absolutte enehersker, sagde den engelske kunstner William Blake.
Det er troen på egen selvretfærdighed og ufejlbarlighed, der hindrer saglig drøftelse, når vi med himmelvendte øjne opgiver vor samtalepartner - også i flygtninge- og indvandrerdebatten, hvor der ikke findes moralske patentløsninger.
Jørgen Juul Petersen, tidligere præst, Rosenvænget 55, Middelfart