Jesu vej er ikke smertefri

”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” 
Matthæusevangeliet 20, 22

”Ja, det kan vi”, svarede de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, frimodigt på Jesu spørgsmål. Det er så tydeligt, at de ikke anede, hvad de bad om. 

”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig,” bad Jesus i Getsemane Have på Oliebjerget. Det er så underligt at stå på samme sted i dag og se olietræerne, som er så gamle, at de nok har hørt denne bøn, som var så intens, så Jesu sved blev til bloddråber, der faldt til jorden.

På gamle altertavler kan man se, hvordan engle holder en alterkalk frem, så bloddråberne falder ned i den. Tanken er velsagtens den, at Jesu blod ikke må gå til spilde. Jeg husker præsten, som selv vaskede alterbægrene efter søndagens gudstjeneste. Bagefter hældte han vandet ud på kirkegården, for blodet, som randt for vore synder, måtte ikke gå til spilde! Evangelisten Lukas nøjedes med at fortælle, at en engel fra himlen viste sig for Jesus og styrkede ham til at gå den vej, som var Guds vilje, lidelsens vej. 

For det var lidelsens vej, Jesus måtte gå. Og det er lidelsens vej, vi beder om i salmen ”Nærmere, Gud, til dig”, hvor det hedder: ”Er det end korsets vej, du viser mig.” 

Vi må være klar over, at det kan koste dyrt at være kristen i en verden, som har alt andet på dagsordenen. Utallige kristne må lide for deres tros skyld i vor tid. Det siges, at der aldrig har været så voldsom kristenforfølgelse som netop nu. Mærkeligt nok en virkelighed, som er skjult, fordi medierne tier. 

For den, som gerne vil være i Jesu nærhed, indebærer det at drikke lidelsens bæger. Måske ikke just i form af fysisk lidelse eller død, men at det er en kamp at følge Jesus Kristus, må vi ikke skjule. Alt trækker i den forkerte retning – også i mit eget liv. Helst vil jeg følge en vej, der er let og smertefri. 

Jo, det er let nok at svare ja, når Jesus peger på lidelsens bæger, men hvad med virkelighedens bæger? Ved vi, hvad vi beder om?

Frede Møller er pastor emeritus.