Jesus på nudansk: Problemer i højmessen

Jeg kunne ikke få mig selv til at stå og forklare de mange pårørende, der var mødt op, at de var heldige i deres sorg, skriver sognepræst, som har oplevet problemer med at bruge Den Nye Aftales udgave af de nytestamentlige tekster i højmesserne

Jesus på nudansk: Problemer i højmessen
Foto: BJARKE ØRSTED Denmark.

I FORÅRET 2012 FIK VI i Hellig Kors Kirke af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, tilladelse til at bruge Den Nye Aftales (DNA) udgave af de nytestamentlige tekster i højmesserne. Denne oversættelse er Bibelselskabets bud på Det Nye Testamente på nudansk og udkom revideret i 2011.

Der var flere grunde til, at det kunne være interessant at gøre dette nudansk-forsøg netop i Hellig Kors Kirke. Dels er menigheden her i meget høj grad debatorienteret, så det var forventeligt, at der faktisk ville komme relevant respons fra kirkegængerne. Dels er det et meget ungt sogn med mange nye kirkegængere, der måske kunne nyde godt af det direkte sprog og de moderne vendinger.

LÆS OGSÅ: Prædike-kunstens svære opgave: Moderne præster har problemer

Ligeledes er Hellig Kors Kirke en travl bykirke med mange kirkelige handlinger, og håbet var også at virke mere inddragende og nutidig i forhold til eksempelvis de mange ikke-kirkevante dåbsgæster i højmesserne.

Endelig fandt jeg det også personligt interessant: Hvorfor i alverden skulle Jesus sige Sandelig siger jeg jer i stedet for Hør nu her? En stagneret gammeldansk oversættelse er ikke nødvendigvis den bedste gengivelse af, hvordan Jesus faktisk talte. Uanset hvilken oversættelse der anvendes, skinner det igennem, at Jesus henvender sig i et meget direkte og ofte ret kontant sprog. Ikke højt-ravende og fjernt, som det nemt kan komme til at lyde, hvis vi hænger fast i en svunden tids danske oversættelse.

Nu handlede forsøget om at undersøge, hvordan DNA påvirkede forkyndelsen i højmessen. Min oplevelse har længe været den, at særligt epistelteksterne, der oftest er udvalgte stykker fra de nytestamentlige breve, kan det være svært at fange indholdet af i højmesserne.

Her har brugen af DNA hjulpet til at forkorte sætningerne og støve sproget af på en måde, så menigheden har givet den respons, at selve indholdet af eksempelvis Paulus breve fremstod betydeligt mere tilgængeligt end i de ældre oversættelser. Hvis sproget er knudret og fuldt af indskudte sætninger, kan det være sin sag at fange budskabet under højmessen.

HVAD ANGÅR DNAS oversættelse af de fire evangelier, er der gjort nogle greb, der går ind og ændrer ret drastisk på ordlyden af adskillige af kirkeårets prædiketekster. Jeg nævner her nogle få eksempler:

Allehelgensdag inviterede vi pårørende til det forgangne års afdøde til aftenhøjmesse med lystænding.

Evangelieteksten til denne søndag (Matt. 5, 1-12) er kendt som saligprisningerne fra Bjergprædikenen. I DNA er de salige blevet til de heldige. I er heldige, hvis I sørger, for I vil blive trøstet.

Jeg må indrømme, at jeg snød denne søndag og brugte 1992-saligprisningerne. Jeg kunne ikke få mig selv til at stå og forklare de mange pårørende, der var mødt op, at de var heldige i deres sorg.

Ved et debatarrangement i Hellig Kors Kirke havde vi inviteret Rasmus Nøjgaard, som har været med til at lave oversættelsen Den Nye Aftale. Han fortalte, at netop disse heldigprisninger havde affødt en del diskussioner i oversætterkollegiet, men at erfarne forskere havde argumenteret for, at heldig var det helt rigtige ord at bruge.

Disse argumenterede for, at alt godt, der sker os, ikke er noget, vi har gjort os fortjent til det er af nåde, det er Guds gratis kærlighed til os til vores derpå følgende salighed. Men nåde og salig har ikke længere sproglig slagkraft, hvorfor heldig er et mere klart udtryk for den tilstand, vi bringes i. Held er det, der kommer til os ufortjent.

Lige så meget som jeg kan følge argumentationen, lige så meget synes jeg stadig, at ordet held bærer præg af tilfældighed og held og lotto-stemning. Et prisværdigt forsøg på at peppe det lidt støvede ord salig op men måske lidt afstandsskabende at skulle sidde og høre på, at man er heldig kort efter eksempelvis en ægtefælles død.

SIDSTE SØNDAG (2. tekstrække, Matt. 11, 25-30) i kirkeåret var heller ikke en dag, hvor jeg fandt DNA berigende for forkyndelsen. I 1992-oversættelsen siger Jesus ... mit åg er godt, og min byrde er let. I DNA er åget gledet ud. Der er det ikke et åg, vi får af Jesus, men slet og ret selve byrden: Min byrde er god, og den er let at bære.

Vist skal vi på Frilands-museet for at se, hvad et åg egentlig er, men der er en pointe i, at et åg netop er et redskab til at bære byrder. Jesus lover os ikke et liv uden byrder, men redskaber til at bære dem så de bliver lette. I DNA bebyrdes vi og det er da en helt anden sag.

Adskillige lignelser bruger begrebet tjener. I DNA er samme ord (det bagvedliggende græske doulos) konsekvent oversat med ordet slave. Enhver anerkendt græsk-dansk ordbog vil understøtte, at dette er den mest korrekte oversættelse. Vingårdsarbejdere i de første tre årtier af vor tidsregning har utvivlsomt ikke været overenskomstansatte arbejdere og tjenere, men slet og ret slaver.

Men det er immervæk en hård nyser for kirkegængeren, da vi har tradition for almenmenneskeligt at identificere os med de mange tjenerskikkelser i evangeliernes fortællinger. Videnskabeligt er vi altså på gyngende grund ved brugen af ordet tjener, men det strider imod en lang og stærk og i øvrigt international tradition at oversætte doulos med slave.

DISKUSSIONEN OM den sande kristendoms videreførelse rækker langt ud over dette indlæg, men vi kan ikke komme uden om traditionens rolle i den videreførte forkyndelse. Grundtvig nåede i sin mageløse opdagelse i 1825 til den konklusion, at den kristne menighed jo er ældre end skriften selv og derfor var nærmere kilden til sand kristendom, hvorfor Bibelen ikke altid kan bruges som en facitliste for troen.

Bare det at vi har fire kanoniserede kilder til Jesu liv beretter om, at Gud ikke altid er nærmest mennesket i den enkelte sætnings ordlyd, men et sted mellem linjerne i såvel de fire evangelier som i forkyndelsen, som den så mangfoldigt foregår fra landets prædikestole.

Sproget i DNA er tankevækkende og forfriskende, men når det kommer til prædiketekster, har jeg foreløbig sagt tak for dansen til Bibelselskabets sidste skud på stammen. Ikke af videnskabelige grunde, men først og fremmest fordi ordlyden ofte er så prægnant, at den stjæler opmærksomheden fra selve forkyndelsen.

Mange stopper simpelthen op og hænger fast i et enkelt ord i stedet for at lytte til den store sammenhæng og det større budskab i evangeliet Hvis det ikke lige var, fordi det ville være noget rod, ville det være forståelsesfremmende af og til at benytte DNA ved epistellæsningen og så den traditionelle ved evangelielæsningen.

Det mest frugtbare resultat af at bruge DNA et år i en debatlysten kirke har været de mange står der virkelig det? og kan det ikke forstås på flere måder-diskussioner, der har været til kirkekaffen. Det i sig selv har været berigende for fællesskabet og været med til at højne interessen for den kristne forkyndelse.

Men selvom debatten altså har været god, dur det ikke, at opmærksomheden går fra forkyndelsen og over til smarte, men svært spiselige nudansk-formuleringer. Det er også et dyrt bytte, at DNA er noget hurtigere at læse, men at den til gengæld mangler nogle ret vigtige nuancer.

Derfor får DNA ingen fast plads i mine højmesser fremover. Men der bliver helt sikkert særlige lejligheder, hvor kirkegængere og præst kan have godt af den sproglige rusketur, Den Nye Aftale har at byde på.