Fjerde søndag efter helligtrekonger
Markusevangeliet 14, 22-33
En ven forærede mig engang en kopi af en gammel radering: Jesus, der står på vandet så sikkert som på en klippe, mens den skrækslagne Peter synker for fødderne af ham. Men Jesus rækker hånden ud og griber Peters hånd.
Billedet er egentlig et masseprodukt og kan sikkert ikke kaldes for stor kunst. Og jeg ville næppe have kigget på det to gange, hvis jeg bare havde set det hænge på en væg. Men min ven havde faktisk, da han gav mig det, dækket hele billedet med et stort, hvidt ark. Kun et lille hul var skåret ud.
Så man kunne kun se den lille detalje: Jesu hånd, der oppefra griber fat i Peters hånd. For han havde lagt mærke til, at Jesus holder fast om Peters håndled på en måde, så at selv om Peter skulle slippe og opgive helt og holdent, så ville han stadig være holdt fast af Jesu hånd.
Min ven vidste nemlig godt om min evindelige tvivl og min kamp for overhovedet at kunne tro. Det var derfor, han havde dækket resten af billedet af, så jeg ikke behøvede kigge på andet end Jesu hånd, der griber fat om Peters hånd. Om min hånd.
Jesus kalder Peter for ”lidettroende”. Det kunne egentlig godt virke lidt groft; det var trods alt noget af et trosspring, at han overhovedet træder ud af båden. Men han bliver altså overvældet af stormen og skrækken for at drukne. Så både troen, modet og han selv synker.
Men det gør ikke noget. Jesus skal nok holde fast.
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.