Sognepræst Jørgen Demant udfordrer i avisen den 28. februar mig og andre konservativt orienterede teologer på, om vi tager moderniteten tilstrækkeligt alvorligt. Og især på, om vi ensidigt opfatter den som et symptom på forfald.
Det er en fair udfordring og frugtbar, fordi den tvinger os til at drøfte vores mere grundlæggende teologiske antagelser og ikke hver gang gå direkte til for eksempel frelse og fortabelse og vielse af par af samme køn, som vi ellers bruger en del energi på.
Vi er alle en del af moderniteten i vores livsform, livsopfattelse, selvbillede og meget mere. Ingen kan melde sig ud af sin kultur. Og jeg tvivler på, at nogen reelt ønsker at leve i en anden tid end den, vi lever i, selv om man undertiden møder mennesker, der koketterer med det.
Først en indrømmelse: Ved genlæsning af min egen klumme den 19. februar, kan jeg godt se, at mine ord kan læses, som om jeg betragter moderniteten som noget, der kun rammer andre og ikke mig selv. Og at den alene er en negativ faktor.
Det mener jeg naturligvis ikke. Vi er alle en del af moderniteten i vores livsform, livsopfattelse, selvbillede og meget mere. Ingen kan melde sig ud af sin kultur. Og jeg tvivler på, at nogen reelt ønsker at leve i en anden tid end den, vi lever i, selv om man undertiden møder mennesker, der koketterer med det.
Derfor påvirker det moderne også vores måde at høre evangeliet, vores sprog, form og eksempler, når vi kommunikerer det og formodentlig også vores betoninger. Der er temaer, der glider i baggrunden og andre, der bliver mere fremtrædende. Og det er vitterlig noget andet at være evangeliets forkynder i en kultur, hvor man spørger efter mening og identitet, end det var i et samfund, hvor skyld og autoritet var naturlige nøgleord. Indrømmet.
Jeg synes bare ikke, det er det, der er problemet. Men derimod: Hvilken taleret har moderniteten, når det handler om troens og forkyndelsens indhold? Med et måske antikveret udtryk: Har moderniteten nogen autoritet i kirken?
Det er her, jeg synes, at Demants og andre teologers modernitetsforståelse bliver naivt optimistisk: Hvis vi vil fastholde en bibelsk baseret Jesustro, vil den i alle samfund skabe friktion og til tider konflikt. For at citere den amerikanske missionsteolog Paul Hiebert: ”Hvis kristendommen ikke er gået komplet i forfald, kan den ikke være fuldt hjemme i nogen kultur.”
Derfor skal moderniteten ikke bare kommes i møde i den kristne forkyndelse. Det har jeg sans for, at den skal, og måske er der temaer i evangeliet, vi lettere forstår end tidligere generationer. Men moderniteten skal – som enhver anden kultur – også kritiseres og begrænses. Herunder få at vide at den er midlertidig. Og dens yndlingstanker kan aldrig få forkørselsret over for Guds sandhed. Når de kolliderer, har moderniteten vigepligt i kirken.
Jeg indrømmer, at i en kort avisartikel lyder dette rigeligt flot. Og måske kommer vi ikke ordentligt ned i uenigheden, hvis vi ikke alligevel taler om konkrete temaer.
For eksempel undrer Demants brug af inkarnationen i denne sammenhæng mig: Hvor i hele Det Nye Testamente finder man så meget som en antydning af, at tanken om, at Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret, er en trædesten til kulturel tilpasning?
Jeg kan se, at den kaster lys over vores identitet som mennesker, over langfredags og påskemorgens begivenheder og over karakteren af vores fremtidshåb. Men at bruge den som nøgle til kulturel tilpasning virker konstrueret. Jeg vil gerne belæres; men umiddelbart ser jeg det ikke.
Jeg kunne spørge tilbage: Overser Demant ikke, at kristentro er en åbenbaringstro, som fortæller os, noget der ikke er opstået i vores hjerner?
Altså noget der i enhver kultur – i det mindste også - er anderledes, provokerende og utilpasset?
Jens Ole Christensen er sognepræst og klummeskribent i Kristeligt Dagblad.