Jødehadet er som pandemier: Det vender jævnligt tilbage

I denne måned er det 400 år siden, at Christian den Fjerde inviterede de første jøder til Danmark, og derfor sender DR 2 dokumentaren "De danske jøder"

Danske jøder, der er ankommet til Sverige, får serveret smørrebrød og mælk i 1943.
Danske jøder, der er ankommet til Sverige, får serveret smørrebrød og mælk i 1943. Foto: Svenskt Pressfoto/Ritzau Scanpix.

Det fortælles, at den preussiske kong Frederik den Store, som var kendt for sin religiøse skepsis, engang ville bringe sin livlæge i forlegenhed og sagde: ”Doktor, giv mig et gudsbevis, hvis han kan”. Livlægen svarede prompte: ”Jøderne, Deres Majestæt!”

Uagtet det problematiske i gudsbeviser var det alligevel ikke noget ringe svar. At jøderne, som i så mange århundreder fristede en tilværelse som en lille og ofte foragtet, ildeset og undertrykt minoritet, ikke er forsvundet i folkenes malstrøm, er da forunderligt, ja, nærmest mirakuløst. De er blevet udvist, fordrevet og massakreret, men ikke desto mindre har jøderne overlevet, og den jødiske identitet har klaret de forfærdeligste ildprøver. I mange lande fik jøderne at føle, at de var et fremmedelement, men Bibelen blev som den tysk-jødiske digter Heinrich Heine engang formulerede det ”jødernes bærbare fædreland”. Gudsordet, der holdt oppe og sammen.

I denne måned er det 400 år siden, at Christian den Fjerde inviterede de første jøder til Danmark. Det markeres forskellige steder i landet, og det er sikkert også grunden til, at DR 2 i disse dage genudsender serien ”De danske jøder”. Det er den fascinerende historie om en arbejdsom og stilfærdig minoritet, der sin lidenhed til trods har ydet store bidrag til Danmark. Danmark har meget at takke jøderne for, ligesom jøderne har noget at takke Danmark for. Heller ikke Danmark har kunnet sige sig fri for jødehadets gift, men der har også været modgift.

Danske konger har vist sig solidariske med jøderne, og det danske folk viste sig solidarisk med deres jødiske landsmænd på uforglemmelig vis i oktober 1943, da det lykkedes at redde de fleste danske jøder fra tyskernes kløer. Hele 60 jøder blev eksempelvis gemt i bispegården i Nykøbing Falster, indtil de kunne komme over til Sverige. Sjældent er pladsen i den store bispegård, hvor jeg så ofte har været til møde, blevet udnyttet bedre. Det var i 1943, og i 2015 var der så under terrorangrebet i København en ung mand, som måtte lade livet, fordi han passede på sine jødiske trosfæller. Jødehadet er som pandemier, det vender jævnligt tilbage.

I ”De danske jøder” hører vi også, hvordan jøderne på et tidspunkt var ved at blive ofre for deres tilpasningsevne og åbenhed over for det danske samfund. ”Integrationen havde sejret sig selv i stykker”, som det blev sagt, og den jødiske kultur og identitet var truet af den fuldstændige assimilation. Nogle vil nok mene, at det var da en succes, som man kunne ønske for andre religiøse og etniske minoriteter, men der er forskel på at forsvinde i folkehavet og så bygge øer af offensiv modvilje mod og afvisning af det omgivende samfund. Man kan godt forstå, at jøderne vægrede sig ved det første, og de har aldrig gjort sig skyldige i det sidste. Det var i øvrigt jødisk indvandring fra Rusland, som gav det jødiske samfund i Danmark ny overlevelseskraft. Jøden er virkelig, og endnu mere end jyden, stærk og sej.

Jesper Bacher er sognepræst.